Mobiltelefoner og travl hverdag forstyrrer børns nærvær med forældre

Det kan skade barnet, når forældre er så opslugt af deres smartphones, at de glemmer at være nærværende i deres forældrerolle. Eksperter foreslår at holde mobilfri perioder hver dag

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Håndfri mor. Sådan lyder den oversatte titel på amerikanske Rachel Macy Staffords internetblog, som hun oprettede i 2010. Går man derind i dag, kan man læse over 160 indlæg, ligesom historien bag bloggen er præsenteret på forsiden:

For tre år siden havde Rachel Macy Stafford et fuldtidsjob, frivillige opgaver i lokalområdet, i døtrenes skole og i den lokale kirke. En dag blev hun spurgt af en bekendt fra lokalområdet, hvordan hun dog kunne finde tid til alt det.

Det var helt sikkert en kompliment, for i dag er produktivitet lig med succes. Alligevel var der noget, der nagede mig. Jeg havde mere travlt end nogensinde, men var jeg glad? Burde jeg ikke bruge det meste af tiden med mine børn?, skriver Rachel Macy Stafford.

Derfor besluttede hun sig for at gå håndfri, som hun selv kalder det. Det betyder, at den travle hverdag og især mobiltelefonen blev nedprioriteret, så hun kunne være nærværende med sine børn.

Og ligesom den gjorde for den håndfri mor i USA, forstyrrer mobiltelefonen i stigende grad samværet mellem danske børn og forældre. Det bekymrer eksperter på området.

Charlotte Clemmensen er psykolog og familierådgiver med egen praksis. Hun har også bemærket tendensen, som hun kalder stigende.

LÆS OGSÅ: Mobilforbud: Sluk telefonen og nyd maden

Det er noget, vi bør være bekymrede over og være opmærksomme på. Det er et problem, først og fremmest fordi det går ud over forældrenes nærvær med barnet. Der kommer hele tiden små afbrydelser, når forældrene har samvær med barnet. Det kan være, at telefonen bipper under en leg, og så er far eller mor lige nødt til at tjekke den. Det kan betyde, at barnet får en oplevelse af, at noget er vigtigere for forælderen, siger hun.

Charlotte Clemmensen foreslår, at man forsøger at få sat problemet i system, så mobiltelefonen ikke kan distrahere familielivet hele døgnet.

Det kan være, at man i familien skal aftale nogle tidspunkter på dagen, hvor man holder mobilfri og slukker telefon, tablet og computer og fokuserer på at være sammen som familie i stedet, siger hun.

Psykolog og ekspert i børn med tilknytningsforstyrrelser Niels Peter Rygaard har også bemærket fænomenet med mobiltelefoner, der forstyrrer forældrene. Han mener dog, at den moderne og travle hverdag er lige så meget skyld i nærværssvigt som elektronik.

Hvis det bare var mobilen, så skidt med det. Der er masser af gode forældre, der snakker i mobil hele tiden. Et endnu større problem er, at børn oplever kortere og kortere samvær med de voksne, der skal passe dem. Børnene bliver rykket ind og ud af vuggestue og børnehave og fra den ene forælder til den anden, hvis parret er skilt. Det betyder, at barnet får meget kortere samvær med hver enkelt voksen, og det kan betyde, at det bliver bange for at involvere sig, siger han.

Men i kraft af dét bliver problemet kun større, hvis de voksne er optaget af mobiltelefonen, når de endelig er sammen med børnene, mener Niels Peter Rygaard.

Det frustrerer børn, når man kun er halvt til stede, som jo er tilfældet, når man sidder med ansigtet begravet i en smartphone. Jeg mener, at de også bør forbydes i institutioner og i skoler, medmindre det er en planlagt aktivitet, siger han.

Eksperter fortæller, at manglende nærvær mellem barn og voksen i yderste konsekvens kan være skadeligt. Især når det drejer sig om de yngste børn i alderen nul til tre år. Samspillet mellem voksne og børn strukturerer nemlig børnenes hjerner og kan hjælpe barnet til at forstå sociale sammenhænge.

Derfor er det vigtigt at finde en løsning, siger psykolog Charlotte Clemmensen, fordi mobiltelefoner er værre end tv, bøger og aviser, som før i tiden var de største distrak-tionsfaktorer for forældre.

Det med smartphones er, at når vi sidder i stuen i dag, er det med hver vores skærm. Før i tiden sad vi i det mindste og kiggede på den samme skærm og kunne have fællesskab om det. Og så er det lettere at slippe en avis end et elektronisk medie. Vi bliver draget af det elektroniske medie på en anden måde, fordi vi er i kontakt med andre og står til rådighed, siger hun.

LÆS OGSÅ: Vi ser først vores smartphone rigtigt, når den går i stykker

Niels Peter Rygaard er helt på linje:

Før var det tv, før tv var det avisen, og før avisen sad vi og kiggede ind i et bål. Men det er altså værre med smartphonen, for der er du rodet ind i noget, der er svært at slippe. Nu om dage kniber det jo i alle situationer med at have stabile, nærværende mennesker omkring sig, fordi alle er optaget af deres telefoner, siger han.

Fænomenet finder naturligvis ikke kun sted i Danmark. I USA vises der på internet-siden Parents on Phones (Forældre med telefoner) brugerindsendte billeder af forældre, der er mere optaget af mobiltelefonen end af deres børn. På et af billederne står to fædre ved siden af hinanden og skubber deres børn på gynger med den ene hånd, mens de har ansigtet rettet mod telefonen i den anden. På et af de andre billeder skriver en mor på sin telefon i en restaurant, mens datteren ved siden af kigger fjernt i den anden retning.

Ifølge psykolog Charlotte Clemmensen er den slags samvær ikke meget bedre end slet ikke at være sammen med børnene. For selvom det med smartphonen er blevet muligt for forældre at tage arbejdet med på farten og på legepladsen, er det ikke en stor gevinst for barnet, hvis forælderen er fraværende, mener hun.

Der er jo forskel på at være til stede fysisk og på at være til stede følelsesmæssigt. Det, at forældre kan tage arbejdet med hjem, gør ikke, at man har mere psykisk og følelsesmæssigt samvær med børnene. Nærmere tværtimod, tror jeg.

Amerikanske Rachel Macy Stafford kunne være en af forældrene, der nu er udstillet på internetbloggen Parents on Phones. I stedet opfordrer og opmuntrer hun nu andre travle forældre til at følge hendes eksempel på bloggen Hands Free Mama. Her skriver hun:

Larmen i mit liv skal være en blanding af latter og taknemmelighed og ikke den anmassende lyd af mobiltelefoner og sms-beskeder.

Rachel Macy Stafford står også bag Facebook-siden The Hands Free Revolution (Den håndfri revolution), hvor over 67.000 personer har tilkendegivet, at de synes godt om budskabet om at give slip på daglige distraktioner til fordel for at gribe det, der virkelig betyder noget. Desuden er Rachel Macy Stafford i gang med at skrive en bog, der skal fungere som guide til at lægge mobilen og andre distraherende aktiviteter fra sig, så man i stedet kan være forælder på fuld tid.