Prøv avisen

Mobning og ensomhed fylder, når far er i fængsel

Foreningen Savn, der hjælper pårørende til indsatte, oplyser, at over 10.000 børn årligt er berørt af en forælders afsoning. Foto: Tomas Bertelsen

Når man straffer en kriminel, straffer man også hans familie, og hvert år er flere end 10.000 børn berørt af en forælders afsoning. I Røde Kors' samtalegrupper kan de ramte familier møde ligesindede og få hjælp til at håndtere den ofte svære hverdag, når far eller mor er i fængsel

”Når jeg skal besøge min papfar i Vridsløselille, skal jeg vise mit besøgskort og kropsvisiteres. Så skal jeg låse mine ting inde i et skab. Hvis vi har noget mad med, skal vi vise kvitteringen på det og lægge det på en bakke. Og så får vi nogle lagner, som vi kan lægge på sofaen, fordi den er ret klam.”

Sådan fortæller Sophia på ni år, der har boet sammen med sin papfar Martin, siden hun var halvandet år. Da hun var seks år, blev han varetægtsfængslet og fik en dom på otte år for narkokriminalitet.

Hun er et af de mange børn, der har en far eller mor bag tremmer. Konstant er der cirka 4500 børn, der har en forælder, der afsoner en dom, og cirka tre procent af alle børn i Danmark har på et tidspunkt oplevet, at en af deres forældre er blevet fængslet, viser tal fra Institut for Menneskerettigheder.

Foreningen Savn, der hjælper pårørende til indsatte, oplyser, at over 10.000 børn årligt er berørt af en forælders afsoning.

Kristeligt Dagblad møder Sophia og hendes mor Sara en tidlig aften i Røde Kors' lokaler på Nørrebro i København. Her deltager Sophia hver anden uge i en samtalegruppe for børn af indsatte. Gruppen bliver ledet af to frivillige med relevant faglig uddannelse. I mens leder en anden frivillig en gruppe for de voksne, typisk børnenes mødre, og aftenen slutter af med et fælles måltid mad.

I aften står menuen på hjemmepanerede fiskefileter med remoulade. Stemningen er munter og uhøjtidelig, og hvis man ikke lige vidste det, kunne det være en hvilken som helst komsammen. Faktisk er det svært at kende deltagere fra frivillige.

En af de frivillige er Claus Sørensen, der til daglig er børnehaveleder. I over fire år har han mødtes med pårørende til indsatte.

Artiklen fortsætter under videoen 

”De her familier er i en helt vildt vanskelig situation,” siger han og fortæller, at både børn og voksne kæmper med et væld af følelser.

På én gang savner de den indsatte og er vrede på ham. Ofte føler de sig svigtede over, at han valgte kriminaliteten frem for familien. Ikke nok med det, de lider også under, at det er voldsomt tabubelagt at have en mand og en far, der sidder i fængsel. Både mødre og børn bliver mødt af mange fordomme og stor uvidenhed fra omverdenen.

”Derudover er der alt det praktiske. Pludselig står typisk mor alene tilbage med ansvaret for børn, hjem og økonomi,” fortæller han.

Det kan Sophias mor, Sara, nikke genkendende til. Efter en pludselig anholdelse og en længere varetægtsfængsling fyldt med usikkerhed modtog Saras mand, Martin, en dom på otte år. Med ét stod Sara alene med de mange ting, som parret havde været fælles om gennem de sidste otte års samliv.

”Det værste var at se, hvor voldsomt mine tre piger reagerede. De ændrede alle sammen adfærd. Sophia har altid været glad og optimistisk, det forsvandt, den dag Martin kom i fængsel. Hendes verden styrtede sammen og hun græd i tre dage,” husker Sara.

Det er snart tre år siden. Hverdagen hjemme hos Sara og hendes døtre har siden den skæbnesvangre dag båret præg af, at hun er alene om alting. Selvom Martin er i fængsel, skal der stadig betales regninger, hvilket har betydet, at Sara har måttet tage ekstra arbejde. Det er hårdt, men det hårdeste er at opleve, hvordan Sophia bliver mobbet i skolen og ingen støtte får fra sine lærere og pædagoger.

”Vi var ærlige om, at Martin var blevet fængslet. Det skulle vi aldrig have været. Fra det øjeblik, vi fortalte det på Sophias skole, blev vi behandlet, som om vi ikke var noget værd. Både af børn og voksne,” siger hun.

Sophia fortæller på samme vis om en hverdag, der er mærket af ensomhed og mobning. Samtalegruppen er blevet hendes fristed og åndehul.

”Her kan vi tale om, hvordan vi har det, og hvordan det føles, at ens papfar er i fængsel. Der er andre, der har det ligesom mig, og det er rart,” fortæller hun.

Netop det at møde ligesindede, understreger de frivillige, er vigtigt for både børn og voksne. Her bliver de ikke mødt af fordomme, og de kan udveksle erfaringer. Derfor er det sociale aspekt også vigtigt, når børn og voksne mødes til samtalegruppe.

I børnegruppen begynder eftermiddagen med, at børnene laver et humørbarometer. De skal fortælle, hvor godt eller skidt de har det på en skala fra 1 til 10. Bagefter er det tid til at sende talebamsen rundt. Det barn, der sidder med bamsen, har ordet.

”Når vi har talt sammen, er der for det meste en aktivitet. I dag legede vi med balloner og Lego,” fortæller Sophia, imens hun bygger et tårn af farverige sækkestole og puder, som hun bagefter springer ud i.

Det kan være svært at sidde stille alt for længe og tale om alt det svære.

”De her børn træder ind i en voksenverden alt for tidligt, når deres far eller mor kommer i fængsel. De skal forholde sig til svære ting, som de nærmest ikke er i stand til at begribe. Hvad betyder det eksempelvis, at din far har solgt narko eller dræbt et andet menneske? Mange af dem har stadig et uskyldigt forhold til det at skyde et andet menneske. Når man leger, så rejser man sig jo bare igen,” siger frivillig Claus Sørensen og forklarer, at mange børn heller ikke helt ved, hvad det vil sige at være i fængsel.

”Måske tror de, at et fængsel er som i tegnefilm eller amerikanske tv-serier, hvor fangerne er klædt i orange dragter med kæder om fødderne. Sådan er det jo heldigvis ikke,” siger han.

Foreningen Savn, der hjælper pårørende til indsatte, oplyser, at over 10.000 børn årligt er berørt af en forælders afsoning. Modelfoto:
2vDQnPY2Yvs