Lucas er det vigtigste i hendes liv. Det er chefredaktør Pernille W. Lauritsen, 32 år, der erklærer den 22 måneder gamle søn sin store kærlighed. Efter godt et år sammen med sønnen er hun taget på overarbejde, og det er kæresten, Rudi Narine, der sørger for eftermiddagshyggen i skumringstimen i hjemmet i Fredensborg i Nordsjælland. Pernille W. Lauritsen barslede i sommer med magasinet Mom, henvendt til mødre, der vil læse mere om de udfordringer, som følger med forældreskabet.
For et par år siden kunne man i modemagasinet Eurowoman læse følgende: "Børn er blevet den nye fashion- accessory", altså modetilbehør, med en tilføjelse om, at modellen Helena Christensen aldrig gik nogen steder uden at have sin søn på hoften. På Mom's redaktion på Frederiksberg er børnene ikke med på arbejde, men på alle fotografier af magasinets medarbejdere optræder forældrene, primært mødre, sammen med deres børn.
– Det er blevet moderne at være mor på en måde, som det ikke var for 10 år siden. I dag er man stolt af at fortælle, at man er på barsel, men man vil også have mulighed for at opgradere sig selv som menneske på alle områder: være slank, bo lækkert, have en god bil og rejse så meget som muligt. Det er den ene side af den moderne mors projekt, men samtidig vælger kvinder at bryde tavsheden og fortælle, hvad de er usikre på i forhold til rollen som mor, siger Pernille W. Lauritsen.
– Det er kendetegnende for de kvinder, der bliver mødre i dag, at det aldrig helt kan blive godt nok, det, som de gør for deres børn. I det hele taget er det kvinder, der kræver meget, de vil have den perfekte kæreste, den perfekte familie og helst bestemme rub og stub, så vores magasins berettigelse er at fortælle den moderne mor, at hun gør det fantastisk, fortæller Pernille W. Lauritsen.
Forfatteren og debattøren Suzanne Giese mener, at det danske samfund i disse år er præget af en usund moderskabsdyrkelse. Men hvor kommer billedet af den perfekte mor fra?
Giese, der i første del af 1970'erne blev kendt som en af frontfigurerne i rødstrømpebevægelsen med bogen "Derfor kvindekamp" og som medforfatter til "Kvinde kend din krop", har brugt de seneste fire år på at udforske det europæiske moderskabs kulturhistorie fra antikkens Grækenland og frem til i dag. "Moderskab" hedder bogen, der er udkommet på Tiderne Skifter.
Bogen er skrevet i håb om at få hendes samtid til at gøre op med, hvad hun ser som opskruede forventninger til moderskabet. Og den kvinde, som historisk set har haft størst betydning som ikon for europæiske mødre, er Jesu mor, Jomfru Maria.
– Maria blev allerede tidligt brugt som idealbilledet på den eksemplariske kvindeskikkelse og blev skildret som from, beskeden, men også passiv, lydigt adlydende. I middelalderen fremstår hun som den omsorgsfulde og kyske og altopofrende, mens hun i renæssancen bliver mere sanseligt afbilledet, siger Suzanne Giese, som vurderer, at Jomfru Marias rolle har været fatal for kvinder i århundreder frem. Med dyrkelsen af Jomfru Maria som ideal for moderen blev kvindens rolle begrænset til moderskabet, mener Giese.
Nyere middelalderhisto-rieforskning gør dog op med billedet af Jomfru Maria som den passive kvinde. Brian McGuire er professor i middelalderhistorie på Roskilde Universitets Center og forklarer, at middelalderforskere har fået et nyt syn på Maria.
– Der har været tradition for at betragte Maria som billedet på den undertrykte kvinde, men vores nye forståelse af middelalderens spiritualitet viser, at Maria var en aktiv og udadvendt kvinde, som man kunne gå i forbøn hos, når uretfærdigheden blev for stor, eller livets smerte blev for tung, og på den måde var hun med til at ændre samfundet, siger Brian McGuire. Han henviser til kirkefaderen Sankt Anselm (1033–1109), hvis bønner til Maria bliver betragtet som en revolution i kristen middelalderlig spiritualitet.
I 1500-tallet ændredes synet på Maria både i den katolske og den protestantiske kirke, ifølge McGuire:
– I 1500-tallet blev Maria sat i bur og isoleret, og hendes position blev minimeret til at være den perfekte moderskikkelse, der lider i tavshed. Maria, der har ordet og magten, forsvinder. For tiden sker der en genopdagelse af denne stærke Maria i den brede interesse for kristen spiritualitet, siger Brian McGuire, der arbejder på en bog om middelalderens spiritualitet og denne åndeligheds betydning i vores tid. Bogen skal efter planen udkomme på Gyldendal i foråret.
En genopdagelse af Jomfru Maria var også på programmet for sognepræst Kristine Hestbech og hendes 50 konfirmander i Kongsted Sogn på Sydsjælland ved Fakse. Sammen med tusinder af andre konfirmander i Roskilde Stift har de brugt efteråret på at fordybe sig i Jomfru Marias betydning. I Kongsted Kirke, hvor de unge om nogle måneder skal konfirmeres, kan man se et kalkmaleri af Maria, der bliver kronet af Gud og Kristus, men det er ikke Maria som himmeldronning, konfirmanderne har været rundt om, men en ung teenagemor, der var udset til at føde et mærkeligt barn.
– Konfirmanderne blev slået af at høre om et menneske med så megen tro som Maria. De lever i en verden, hvor de selv skal træffe alle valg, og der er ingen hjulspor at køre i på den vej, som de skal ud på. Men historien om Maria viser, at Gud har en vej. Maria er et menneske, som vi kan træde i fodsporet af. Hun tager livet på sig, mens vi gerne vil kunne tolke og forstå de store sammenhænge, siger Kristine Hestbech.
Når hun taler med dåbsforældre om deres syn på forældrerollen, så ser Kristine Hestbech ikke mange aftryk af Maria.
– Kvinder finder stadig identitet i moderskabet, men samtidig giver vi moderrollen trange kår ved at ville projektbørn på egne præmisser, siger hun og uddyber:
– Alt for mange børn vokser op som et spejl af mødrene. Børn skal i dag helst spejle den succes, som forældrene har, men det betyder samtidig en ensretning, hvor børn ikke får lov til at være dem, de er, i al den forskellighed fra deres forældre, som de er født med. Jeg ser mange børn, der har svært ved at forlige sig med disse begrænsninger, og når børnene i puberteten finder deres egen kerne, adskilt fra forældrenes, så har forældrene svært ved at favne dem. Men når det gælder evnen til at rumme andres forskellighed, kan man også lære af Maria, der blev udvalgt til at føde dette sære barn. Først sagde hun nej, men så tog hun det på sig og valgte at træde ud i livet, med hvad det måtte byde hende. Hun lader livet være stort, hvor vi i vores iver efter kontrol gør det småt.
For Suzanne Giese er det magtpåliggende at gøre op med billedet af den perfekte mor, der både kan gøre karriere, få sit hjem til at ligne et boligmagasin og samtidig dyrke moderskabet til perfektion.
– Familier lever i dag i en "tilbage-til-fortiden"- utopi, mens mødre er ved at gå midt over i en splittelse mellem arbejds- og familieliv. Mange unge forsøger at indrette sig som et glansbillede af familien fra 1950'erne, men de rækker ud efter en fiktion, siger Suzanne Giese, der selv har haft begge sine børn i daginstitution og aldrig kendt til følelsen af dårlig samvittighed, når arbejdet tog tid fra børnene.
Anderledes er det for hendes datter, der har gjort Giese til mormor. Hun fortæller, hvordan datteren vakte forargelse i mødregruppen, da hun meddelte, at hun skulle tilbage på arbejdsmarkedet, da barnet var blevet otte måneder.
– Går man ikke hjemme hos sit barn i mindst et år, bliver man stemplet som en dårlig mor. Og fra flere sider bliver der drevet hetz mod daginstitutionerne. Børnenes vilkår bliver sammenlignet med burhøns, og nogle har kaldt børnehaver for kz-lejre. Jeg oplever det som en dæmonisering, som udelukkende har til formål at give mødre dårlig samvittighed.
– I dag kommer billedet af den perfekte mor fra den amerikanske og europæiske højrefløj. Moderskabet er kulturskabt og ændrer sig hele tiden, ligesom det har gjort det op gennem historien. Det moderskab, vi kender i dag, er under 250 år gammelt, siger Giese.
For Jomfru Maria var moderskabet en skæbne, men for kvinder i dagens Danmark er moderskabet hverken pligt eller skæbne, men et frivilligt livsstilsvalg. Det konkluderer lektor, dr.phil. Ning de Coninck-Smith fra Institut for Pædagogisk Sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet. I det seneste nummer af tidsskriftet Social Kritik kalder hun moderskabet for "det mest attraktive livsstilvalg, en moderne kvinde kan foretage".
Og stadig flere kvinder bliver mødre. Omkring 25 procent af alle kvinder omkring 1900 fik ingen børn, men i dag er antallet af barnløse, danske kvinder faldet til mellem 11 og 12 procent. Og børnene oplever nærkontakt med deres mødre som aldrig før. Siden 1800-tallet har sundhedspersonalet i Danmark talt for, at børn skulle ammes, men en opgørelse af ammefrekvensen de seneste godt 50 år viser, at det først i slutningen af 1980'erne, at amningen steg til det niveau, hvor det er i dag: Otte ud af 10 børn bliver ammet, når de er tre måneder.
– Ammemønstret er påvirket af mange ting, men det afspejler også forældreskabets forandrede status. At amme sit barn kræver tid, hvilket er det dyrebareste, vi har, så tiden ofrer vi på vores børn og ikke på os selv, siger hun og fortsætter:
– Vi hylder det biologiske moderskab og opfatter os som fertile, til vi er langt over 40 år. Men man kan filosofere meget over, hvorfor vi vælger at få børn, når vi samtidig vil arbejde 60 timer om ugen. Jeg tror, at det er en del af selviscenesættelsen at have børn, og biologien er noget, vi bruger i en imagepleje. De fleste kan købe sig en dyr kjole, men at få egne børn, der ser ud som en, det kan man kun selv gøre, og moderskabet er blevet den ultimative livsstilsmarkør. Børn er blevet en måde at skille sig ud på, derfor er to børn heller ikke nok. Har man råd, skal der tre eller fire børn til, siger Ning de Coninck-Smith.
