Prøv avisen

Mødre, der fortryder, at de fik børn, vækker voldsom debat

Efter at Svenska Dagbladet skrev om den israelske sociolog Orna Donath, der sidste år udgav ”Regretting Motherhood” (At fortryde moderskabet) – en undersøgelse baseret på 23 israelske kvinder, der fortrød, at de blev mødre – har mange svenske kvinder, de fleste anonymt, givet udtryk for, at de føler på samme måde. Og de har længe været alene med de forbudte følelser. Modelfoto

De elsker deres børn, men hvis de kunne gøre det om, havde de nok ikke fået dem. Israelsk sociolog har startet debatten om, hvorvidt moderskab altid er lykken

Det er måske et af de største tabuer, der tales om, når en anonym kvinde i Svenska Dagbladet skriver:

”Med de ting, jeg ved nu, havde jeg aldrig fået børn. Jeg elsker mine børn, og jeg er taknemmelig for, at jeg har givet dem forudsætningerne for et fint liv hver og en. Men mit liv er som en opvreden klud. Nej, jeg havde aldrig fået børn, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag. Jeg fortryder virkelig mit valg om at blive mor.”

Kvinden er ikke alene. Efter at Svenska Dagbladet skrev om den israelske sociolog Orna Donath, der sidste år udgav ”Regretting Motherhood” (At fortryde moderskabet) – en undersøgelse baseret på 23 israelske kvinder, der fortrød, at de blev mødre – har mange svenske kvinder, de fleste anonymt, givet udtryk for, at de føler på samme måde. Og de har længe været alene med de forbudte følelser.

”At tale om, at man fortryder, at man har fået børn, når man har fået tre, det kan man absolut ikke (…) Det føles, som om fænomenet ikke findes. Men det findes, for jeg kender smerten,” skriver en anden svensk kvinde.

Orna Donath, der startede debatten, lavede sin undersøgelse, fordi hun selv havde fravalgt at få børn og var træt af at møde fordommene om, at kvinder kun er en succes, når de har fået børn. Hun ville gerne nuancere billedet og gøre op med, at moderskab kun er lykke, men at det også er hårdt arbejde. Og at det ikke er alle kvinder, der har været glade for, at de blev mødre.

”Samfundet har ikke lyst til at anerkende, at ligesom i andre aspekter af livet kan også fødsler og moderskab være noget, man kan fortryde. Præcis som vi kan opleve fortrydelse over uddannelse, arbejde, ægteskab, skilsmisse, sundhed og så videre. Og det er børnene og kvinderne selv, der betaler prisen, når kvinderne ikke fra begyndelsen får chancen for virkelig at overveje, om de har lyst eller evne til at opdrage og drage omsorg for børn, eller om de har lyst til at lade være,” siger hun til det israelske medie Haaretz.

”Regretting Motherhood” udkom i foråret i Tyskland, og reaktionerne var voldsomme. På det sociale medie Twitter var der alt fra chok, vrede og forundring til forsvar for mødrene. Klummeskribenten Harald Martenstein kaldte det i avisen Die Zeit for børnemishandling, hvis mødrene konfronterede deres børn med deres negative følelser. Og han kaldte mødrenes udtalelser resultatet af naiv sort-hvid tænkning. Et produkt af mødrenes urealistiske forventninger, deres personligheder og perfektionisme.

Herhjemme bliver kultursociolog Emilia van Hauen også provokeret. Det går imod alle vores kulturelle og biologiske koder, når en kvinde siger, at hun fortryder sine børn, forklarer hun.

”Det lyder så stenalder- agtigt, men ud fra vores biologi og genetik ér kvindens primære opgave at føde børn. Punktum. Ellers overlever vi jo ikke som art, og det er derfor, det virker så provokerende. Hvad er livets mening? Ja, hvis vi skal overleve, er det jo at skabe liv, så når en kvinde siger, at ’det er ikke mig’ eller ’jeg fortryder det’, går hun stik imod vores overlevelse og vores kultur, og derfor reagerer folk så stærkt på det,” siger hun.

”En kvinde udfordrer kulturen, når hun tør sige sådan noget, men det, der også virker provokerende, er, at der jo også er nogle mennesker i den anden ende, der får at vide, at de ikke var det værd. Når en mor sætter sig selv foran sit barn, gør hun oprør mod hele den værdimæssige, nedarvede forestilling om, hvad der gør en mor til en god mor. Hendes funktion er at sætte børn i verden. Hvis hun synes, det er for besværligt i forhold til selv at få noget ud af det, svigter hun det fælles ansvar, der ligger i at genskabe den art, vi er. Men samtidig er tiden nok også moden til at tage et opgør med, hvad der gør en mor til en god mor,” siger hun.

Men måske glemmer vi at tale om, at det ikke kun er rosenrødt at blive mor, hvad enten man fortryder eller ej. Sådan lyder det fra Christina Prinds, der er lektor på jordemoderuddannelsen på University College Syd og forsker i jordemodervidenskab ved Syddansk Universitet. Hun har lavet et forskningsprojekt om omvæltningerne ved at blive mor, og hun genkender stereotypen om, at moderskab kun er ensidigt lykkeligt.

”Min forskning viste, at kvinder tænker mere på liv og død, mening og ansvar og sårbarhed i livet, efter de er blevet mødre. Når kvinder så siger, at de fortryder deres børn, er det måske i virkeligheden et udtryk for denne kæmpe eksistentielle forandring, det er at blive mor. At det dybest set rykker fundamentalt ved ens plads i verden. Og den omvæltning beskæftiger vi os måske ikke så meget med, hverken de positive eller negative dimensioner,” siger hun.

Både kvindernes beretningeri Svenska Dagbladet samt Orna Donaths undersøgelse peger på, at mødrene ofte fortryder, fordi de føler sig overvældet af det ansvar, der hænger sammen med at være mor.

”Min søn fylder 10 år i december, og der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har fortrudt mit valg om at blive mor. Jeg afskyr at være mor, jeg føler mig indestængt og fanget og med et ansvar, som er mig uoverskueligt,” som en af kvinderne skriver.

Christina Prinds forklarer, at man måske i dag har så travlt med at have det perfekte liv, at der ikke er plads til strækmærker og gylp ned ad trøjen og træthed over alle de ting, der skal nås. Og hvis ingen taler højt om de svære ting, forstærkes den overvældende følelse af, at forventningerne ikke holder stik, når barnet så er kommet og har vendt alting på hovedet.

”Når man bliver mor, er det måske første gang, at man oplever denne her virkelig dybe forpligtelse og tilknytning til et andet menneske. Og det er ikke sikkert, at det passer ind i vores individualiserede kultur, hvor meget skal være perfekt. Hvis dét at være mor i virkeligheden bliver noget, man skal kæmpe for at se ud, som om man ikke er, bliver det en ekstra byrde, man skal klare. Og så bliver det svært,” siger Christina Prinds.

Emilia van Hauen er enig.

”I vores kultur er indlejret nogle forestillinger om, hvad moderskab skal være. Det er ofte det, der stresser moderne mødre; at man skal være mor på en særlig måde, fordi der ligger nogle kulturelle forventninger, idealer, normer og værdier for, hvordan man er en god mor,” forklarer hun.

”Det kommer ofte til at handle om at opgive sine egne behov for at være en god mor. Det kan være svært for moderne kvinder, som også gerne vil opnå personlige ting. I gamle dage lå det mere fast, at far var fri til at gå ud og erobre verden, mens mor blev hjemme og holdt skansen. Selvom der i dag er en større åbenhed for karrierekvinder, er det stadig tabubelagt, når mor siger, at hun hellere vil opleve verden end passe tingene derhjemme,” siger Emilia van Hauen.

”Det handler ikke kun om, hvorvidt disse kvinder elsker deres børn, for selvfølgelig elsker de dem, men det handler om, hvorvidt de er villige til at betale den pris, det såkaldt ’rigtige’ moderskab har. Personligt synes jeg, at det udbytte, jeg får ved at have børn, er større end den pris, jeg betaler. Det regnestykke går ganske enkelt ikke op for disse kvinder, og det er der, udfordringen ligger. De synes, at de giver mere væk, end de har råd til at give,” siger hun.

”Men det handler også om at hvile i sit eget moderskab og ikke halse efter idealerne. Sagt lidt hårdt har den svenske mor, der føler sig som en brugt klud, måske brugt sin energi forkert, fordi hun måske har forsøgt at leve op til nogle idealer, som hun følte, hun blev pålagt, i stedet for at være mor på sin egen måde, hvor der også var plads til hende. Så er det, at udmattelsen sætter ind, fordi du agerer ud fra andre værdier end dine egne. Det bliver man slidt af. Måske skal man bare være den mor, man er, i stedet for et ideal, man ikke kan opnå.”