Dagen begynder som mange andre småbørnsmødres: Liselotte Wessing står op ved sekstiden, og så skal børnene i alderen 4 til 10 år i tøjet og have morgenmad. Men så hører ligheden også op, for når de to ældste er taget i skole, har hun ikke travlt med de næste børn i flokken.
"Vi tager det roligt. Her til morgen legede vi med Lego, læste bøger og satte biler på plads."
Når alle børn er afleveret, skal Liselotte Wessing på arbejde. Det vil sige: Hun tager hjem, laver en kop the og danner sig et overblik over dagens opgaver. For hendes vedkommende typisk indkøb, rengøring, vasketøj og forberedelser til aftensmaden.
Liselotte Wessing er mor til fire børn, og hun har gået hjemme, siden det første barn blev født for 10 år siden. Når hun skal forklare sin beslutning, bruger hun ikke forblommede ord eller lange rækker af argumenter, hun siger ganske enkelt:
"Det virkede naturligt og rigtigt, at jeg skulle være sammen med mine børn."
Allerede inden hun og manden, Michael Wessing, fik børn, havde de talt om, hvilket familieliv de ønskede.
"Mange kan ikke gøre som os, fordi de har valgt anderledes, før de fik børn. Men jeg var allerede minded på det inden," siger hun.
Liselotte Wessing lægger vægt på, at hun ikke er arbejdsløs. Hendes arbejde foregår bare derhjemme. Og fordelene kan sammenfattes i et enkelt ord: tid.
Børns sygedage er ikke noget problem, der er tid til at deltage i arrangementer i børnehaven eller på skolen og kørsel til børnenes spejder, blokfløjte- eller keyboard-undervisning. Der er tid til børnene, når de er blevet hentet – den yngste allerede klokken 13.30. Og weekenderne er helliget familien – der skal sjældent købes ind og ordnes praktiske bunker.
Familien lever af en enkelt – helt almindelig – indtægt, og derfor er det nødvendigt at være økonomisk bevidst.
"Man kan ikke samtidig få villa, vovse og Volvo. Vi bor forholdsvis billigt og er ikke så fokuseret på tøj og ting og sager, som andre måske er. Vi sætter tæring efter næring," siger Liselotte Wessing.
Tidligere har Liselotte Wessing arbejdet i butik, og hun har også en uddannelse som sognemedhjælper. I stedet for kolleger har hun et godt netværk af blandt andre kvinder, der har valgt samme model som hun selv.
"Børnene er rigtig vigtige. Det er fremtiden, vi har i hænderne. Indimellem er det hårdt, og jeg kan da tænke, at det kunne være rart at slippe bunkerne, men samtidig kan jeg ikke vælge anderledes," siger hun og tilføjer:
"Det er ikke sikkert, jeg skal være hjemme resten af mit liv. Der er en tid til at være hjemme, og en tid til at være ude," siger hun.
Hun griner lidt, da hun bliver spurgt om, hvorvidt det at være mor er et kald for hende:
"Ja, det er det vel. Det er i hvert fald sådan, det skulle være for os," siger hun.
Og hun tror også, det i længden er godt for ægteskabet:
"Det er ikke så tit, vi slås om, hvem der skal gøre hvad herhjemme. Det ligger ligesom fast."