Prøv avisen
Mine familieværdier

Morten Østergaard: Jeg er vokset op med medvind på cykelstien

Morten Østergaard rejser hvert år på ferie med hele sin store familie. Det er en tradition, som han sætter stor pris på, og han kan mærke, at glæden ved at dyrke familiesammenholdet forstærkes med alderen. Foto: Simon Lass

Som barn fortalte Morten Østergaards forældre ham, at han var privilegeret, og at han skulle tage ansvar for andre, der ikke var lige så heldige som ham selv. Det er i dag en værdi, den radikale partiformand også giver videre til sin egne børn

Jeg er opvokset i Vejlby-Riiskov nord for Aarhus sammen med mine forældre og to ældre brødre. Begge mine forældre var læger og offentligt ansatte, og jeg synes godt, man kan sige, at vi voksede op med medvind på cykelstien.

Det var ikke overdådigt, men vi har kunnet gøre det, vi ville, og det var en privilegeret opvækst i et trygt og rart miljø.

Mine brødre og jeg var utrolig glade for sport, og derfor fyldte alle former for sport i vores liv. Jeg tror ikke, at der findes en større sportsgren, som vi tre ikke har dyrket på et tidspunkt.

Jeg var den yngste, og når man ikke er den stærkeste, så skærpes argumenternes kraft, fordi man er nødt til at snakke sig ud af problemerne. Det kan jeg godt trække lidt på smilebåndet af, når man nu ser, hvad jeg laver i dag, for det har mine brødre nok en del af æren for.

Mine forældre var med til at starte FDF Ellevang, som var sognets FDF-kreds. Det var en kristen ungdomsorganisation, hvor vi udover frilufts- og spejderliv dyrkede de grundlæggende kristne værdier. Og det var blandt andet her, jeg fik den vigtigste værdi i min opvækst: At man har ansvar for andre mennesker og især dem, som ikke er lige så heldige som en selv.

I december gik vi rundt og solgte juleneg og julekalendere for at samle penge ind til gode formål, og vi havde u-landsprojekter, hvor vi lærte om jævnaldrende på Madagaskar og i Bangladesh.

Det gjorde vi, fordi mine forældre syntes, det var vigtigt, at vi forstod, at ikke alle lever trygt og godt i et samfund, hvor mulighederne er mange. At vi var så heldige at være et sted, hvor man sjældent får et nej, hvis der er noget, man gerne vil. At der er nogle langt herfra, som har det langt værre, og at der er andre i nærmiljøet, som man er forpligtiget til at tage hånd om.

En anden værdi, som var vigtig i mit barndomshjem, var, at man ikke gjorde noget halvt. Hvis man først havde forpligtiget sig til noget, så måtte man også føre det til ende, også selvom der var noget andet, man undervejs fandt ud af, man havde mere lyst til. Men til gengæld var der altid opbakning til at prøve noget nyt, og det gælder helt ind i mit voksenliv.

For et par år siden ønskede jeg mig til jul et mandolinjern - sådan et der kan snitte helt fint. Det fik jeg muligvis formuleret lidt uheldigt på min ønskeseddel. I hvert fald købte min mor en mandolin til mig, fordi - som hun sagde - så syntes hun, det var så fint, at jeg havde lyst til at prøve noget nyt på trods af et travlt arbejdsliv og to små børn.

Så stor var overraskelsen, da jeg pakkede en mandolin ud juleaften. Men det var et udtryk for, at i mine forældres univers var det jo bare med at bakke op, hvis jeg havde lyst til at kaste mig over et instrument. Og mine brødre sendte mig straks utrolig mange instruktionsvideoer fra Youtube.

I forhold til mine egne to børn, som er tre og syv år, er den vigtigste værdi, jeg i hvert fald på nuværende tidspunkt kan give dem, at de er gode kammerater. Altså at de har blik for, om nogle af deres kammerater er lidt kede af det, og at de er gode ved andre.

At være et hensynsfuldt menneske med gode sociale fornemmelser for, hvordan man får et fællesskab til at fungere, er det vigtigste for mine børn på det stadie, de er nu, hvor de danner deres første venskaber.

Siden min mor fyldte 70 år og første gang inviterede alle os børn, svigerbørn og børnebørn på ferie, har vi holdt fast i den tradition, at hele familien hver sommer holder en ferie sammen. Det glæder selvfølgelig mine forældre meget, men også os andre. Selvom vi har travlt, så kan jeg mærke, at glæden i at dyrke familiesammenholdet kun forstærkes over årene. Det er en vigtig del af mit liv.