Morten Resen: Det var fedt at vokse op på landet

I tv-vært Morten Resens barndomshjem blev der trods en travl hverdag altid fundet tid til at samles som familie flere gange dagligt. Det har været vigtigt for ham at holde fast i, efter han selv har fået børn

Morten Resen voksede op ude på landet. Og han har aldrig nogensinde haft lyst til at forlade markerne til fordel for et hektisk storbyliv. For det rolige tempo og ikke mindst tiden med familien er vigtigere, mener tv-værten.
Morten Resen voksede op ude på landet. Og han har aldrig nogensinde haft lyst til at forlade markerne til fordel for et hektisk storbyliv. For det rolige tempo og ikke mindst tiden med familien er vigtigere, mener tv-værten. Foto: Scanpix/Claus Bech.

Jeg er vokset op i trygge rammer i et nedlagt husmandssted i Helsinge med min mor, far og storebror. Det var fedt at bo på landet, for der kunne jeg køre på ulovlige knallerter, skyde med luftgevær og køre traktor, men der var omvendt lang vej til kammeraterne og de fede fester. Når man gik ud på vejen for at se, hvem der var at lege med, så var der en ko og naboen. Men det kan ikke have været værst, for jeg bor stadig i byen - lige ved siden af mine forældre og storebror.

Jeg har ikke haft nogen grund til at flytte væk fra Helsinge. Da jeg var 19 år, startede jeg på DR P3, og jeg fik ret hurtigt en hverdag i den københavnske medieverden, hvor alt gik meget stærkt. På den måde var det rart at komme hjem til Helsinge, hvor det hele var, som det plejede at være, og jeg havde alle mine venner og min familie. Der er stor forskel på de verdener, for der er da ikke noget, der er længere væk fra den røde løber end at gå i Kvickly heroppe om søndagen. Men jeg kan godt lide det. Vi er meget sammen som familie, og vores unger er tit ovre hos mine forældre.

Jeg fik som barn lov til at forfølge mine drømme. Det er det, jeg husker bedst fra min barndom. Jeg ville være radiovært, og selvom det var utopi, så støttede mine forældre mig. De kunne mærke, at det var det eneste, jeg ville, og de gav mig blandt andet lov til at tage en uge fri i gymnasiet for at komme i praktik på Danmarks Radio. I dag står jeg udelukkende med mit middelmådige gymnasiebevis, og jeg har efterfølgende spurgt dem, hvordan pokker de gav mig lov. For det var jo uansvarligt, hvis det ikke endte godt. Så stod jeg der som 25-årig uden noget. 

Tryghed var en vigtig værdi i vores familie. Da jeg var ung, syntes jeg, alle mine forældres regler var irriterende, men de var samtidig med til at gøre mig tryg. Jeg var ikke ham, der måtte være ude hele natten og komme hjem, når jeg ville. Til gengæld var jeg på Roskilde Festival som 15-årig. Der var enormt faste rammer på den ene side, på den anden side fik jeg lov til at køre sololøb. Jeg tror, at fordi jeg overholdt de små aftaler i dagligdagen, lod de mig selv styre de store, overordnede ting i mit liv. 

Jeg fik aldrig lov til at spise inde på mit eget værelse. Morgenmaden og aftensmaden var dagens to hellige samlingspunkter. Det betød meget for mine forældre, at vi holdt fast i dem, selvom de havde travlt med deres arbejde. Min mor kom tidligt hjem fra arbejde, så det blev et ritual, at hun købte noget med fra bageren om eftermiddagen, og så satte vi os lige et kvarter, når min storebror og jeg kom hjem. Det satte jeg stor pris på. 

De her samlingspunkter har jeg valgt at holde fast i, efter jeg selv har fået børn. Det handler om at være en familie. At man har de her øer i løbet af dagen, hvor man er sammen på en anden måde, end når man er på sommerferie én gang om året. Det er vigtigt lige at kigge hinanden i øjnene og sige 'hvordan går det egentlig? Har vi haft en god dag?' Hvis børnene bare går op på værelset og sidder med deres iPad, mens forældrene taler i telefon, så glemmer man hurtigt at samles et øjeblik som familie. 

Hvis mine børn bliver nogle veluddannede møgunger, tror jeg, de får det svært. Derfor er det vigtigt for os, at de kommer til at behandle andre ordentligt, og det hænger sammen med, hvordan vi taler om andre derhjemme. Hvis vi sidder og taler om 'den idiot' og 'den fede kælling', så smitter det af på børnene. Jeg er i virkeligheden ligeglad med, hvor de arbejdsmæssigt ender i livet. Hvis min søn vil være kloakarbejder, så skal han være det. De skal gøre det, der gør dem glade.