Mænd føler sig kaldet af børnene

Unge fædre prioriterer børn og familie frem for uddannelse og karriere. Det viser en ny meningsmåling. Eksperter taler om et nyt "faderkald"

Undersøgelse viser, at unge fædre prioriterer børn og familie frem for uddannelse og karriere. -
Undersøgelse viser, at unge fædre prioriterer børn og familie frem for uddannelse og karriere. -. Foto: stock.xchng.

Tre ud af fire danskere under 30 år har det seneste år prioriteret familie og børn frem for uddannelse eller karriere. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad i juni.

Og det er særligt de unge fædre, der vælger familielivet til. 44 procent af mændene mod 37 procent af kvinderne svarer ja på spørgsmålet om, hvorvidt de har prioriteret børn og familie frem for karrieresporet inden for det seneste år.

Kenneth Reinicke, mandeforsker og lektor ved Roskilde Universitet, synes, at "faderkald" er meget rammende for den nye tendens:

"De unge mænd tager kaldet til sig. De kan virkelig mærke, hvis de svigter. Førhen var det ikke et issue for en mand, om man prioriterede sine børn. Mænd fik det ikke dårligt på den konto, da man kun var forsørger. Sådan er det ikke i dag. Nu er man ?omsørger?," siger Kenneth Reinicke.

Det betyder dog ikke, at alle mænd "hopper ud i seks måneders barsel", som han formulerer det:

"Men der er sket et større kvalitativt skift, end man umiddelbart kan se i barselsstatistikkerne. Hvis vi tog de samme redskaber i brug som i Sverige og Island, ville vi se samme effekt her," siger han med henvisning til ordninger med øremærket lang barsel til mænd i andre nordiske lande.

Flere andre påpeger samme tendens: I takt med at kvinder går målrettet efter uddannelse og karriere, kommer mænd mere på banen.

"Tidligere har man betragtet faderen som en mere fjern figur, men i dag er de unge familier orienteret mod at ligestille og dermed ophøje faderskabet. Det er jo sket i en sammenhængende bevægelse med, at kvinderne har givet det hellige moderskab fra sig. Samtidig ved man jo, at det styrker familien. I de familier, hvor faderen kommer på banen, holder ægteskabet bedst," siger Suzanne Giese, forfatter til blandt andet bogen "Moderskabet".

Ude i hjemmene lægger blandt andre sundhedsplejerskerne mærke til den nye far. Hvor han tidligere ikke var til stede eller måske bare stillede kaffekopper frem, stiller han nu lige så mange spørgsmål som moderen:

"Far i dag er dedikeret til børnene på lige fod. Han deltager lige så interesseret i barnets ve og vel som mor," siger Susanne Hede, formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hun peger også på vækst i legestuer for fædre og antallet af fædre, der tager den sidste del af barslen.

"Med 100 års forsinkelse er der ved at ske den samme udvikling med faderrollen, som vi så med moderrollen i begyndelsen af det 20. århundrede. Der er ingen tvivl om, at det udvikler sig og griber om sig i de her år. Men far indtager sin egen position, han gør ikke de samme ting med barnet som mor. Når det gælder sådan noget som at lære barnet at spise mad og udfordre barnet motorisk, er far for eksempel rigtig god at få på banen," siger Susanne Hede.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk