Prøv avisen

Når far og mor skal skilles

Tegning: Morten Voigt Foto: .

Hvordan får man det bedste ud af en skilsmisse, så børn såres mindst muligt, og alle kan komme videre med deres liv? En psykoterapeut giver et par bud

Skilsmisser med børn involveret kræver særdeles gode samarbejdsevner, og det er langt fra altid, det lykkes.

Det ved Susanne Bundgaard, som er socialrådgiver og psykoterapeut og tilknyttet parrådgivning for par i sammenbragte familier i Ribe. Hun har været med i Familiestyrelsens forsøgsprojekt med rådgivning af ægtepar i samlivskrise, en ordning, som har sikret forældre med børn under 18 år mulighed for et rådgivningsforløb for en meget beskeden sum. Selvom man bliver skilt og ikke længere elsker den anden, skal man alligevel, så længe børnene bor hjemme, holde linjen varm og dialogen kørende, så børnene kan trives bedst muligt.

- De fleste bliver skilt, fordi de ikke magter kommunikation og samarbejde med ægtefællen. Det skal de så lære for børnenes skyld, når de skal skilles, og det er et paradoks, for hvordan skulle de pludselig blive i stand til at samarbejde, når de ikke har kunnet det hidtil, spørger Susanne Bundgaard.

Hun giver en håndfuld gode råd om, hvordan en skilsmisse kan lykkes, så man kan samarbejde om børnene uden nødvendigvis at blive hinandens bedste venner. Det vil nemlig i de fleste tilfælde være for ambitiøst, mener hun.

Når man er blevet enige om skilsmisse, bør man fortælle børnene det - sammen. Denne samtale skal forberedes grundigt. Det er bedst at fortælle sandheden: Mor har fundet en anden, mor og far elsker ikke hinanden mere, mor og far skændes altid og så videre. Det er uhyre vigtigt, understreger Susanne Bundgaard, at slå fast, at børnene ikke har skyld i det, og at det ikke står til at ændre.

- Rigtig mange børn tror, at de er skyld i skilsmissen, og bilder sig ind, at de for eksempel ved at være rigtig søde kan få forældrene til at være sammen igen. De digter en masse forklaringer på skilsmissen, som handler om dem selv. Men det er en forældrebeslutning, og den har intet med børnene at gøre, siger hun.

Forældrene kan sagtens forklare børnene, at det har været en svær beslutning, og at de er ulykkelige over den. Mindre børn kan ikke kapere så meget ad gangen, og de vil ofte gå lidt rundt i stuen under samtalen eller gå i gang med at lege. Det er ikke, fordi de ikke har forstået, hvad der er blevet talt om, men de skal have det i små portioner, og forældrene må derfor fortælle om skilsmissen ad flere omgange, påpeger Susanne Bundgaard.

De voksne skal naturligvis være afklarede om, hvad der nu skal ske, for konsekvenserne og den nære fremtid vil fylde meget i børnenes bevidsthed. Hvem gør hvad? Hvordan? Hvornår? Børnene må aldrig føle ansvar for beslutningerne, advarer Susanne Bundgaard. Børnene skal høres, men ikke være dem, der bestemmer. Det er forældrene, der træffer den endelige beslutning om, hvilken samværsordning der skal være.

- Børn må ikke stilles i et valg - de vægrer sig mod at vælge mellem forældrene. De er bange for, at det vil blive opfattet, som om de foretrækker den ene frem for den anden. De vil vælge ud fra, hvad de tror, der er bedst for forældrene. Børn er ofte optaget af retfærdighed, og de fornemmer hurtigt, hvem af forældrene der er mest ked af det. Derfor vil de prøve at være så meget som muligt hos denne forælder. Det er også fint. Men tingene bør tilrettelægges, så de fremstår som en fast og forudsigelig ordning, råder Susanne Bundgaard.

Nogle forældre tror, at samarbejde blandt andet handler om at spise middag sammen så ofte som muligt. Men det kan forlede barnet til at tro, at forældrene er på vej til at finde sammen igen. Derfor bør man ikke som forælder udøve over-samarbejde. Det afføder uklarhed både hos børnene, hos den tidligere ægtefælle og hos den eventuelle nye partner. Men også hos én selv. Det bliver derfor sværere at danne den nye familie, hvis man ikke kan adskille sig fra den gamle. Medmindre man har et tilfælde, hvor alle fire, både eks'er og nye partnere, bliver venner, siger hun.

Det kan lykkes at gennemføre en anstændig skilsmisse - også uden at skulle blive supervenner. Partnerskabet kan fravælges, men det kan forældreskabet ikke. Balancen ligger i at være en god forælder, en god ekspartner og en god ny partner (eller single). Det er ikke nemt, og det kan være, man kan få inspiration fra en uvildig par-terapeut eller lignende, som kan give nogle konkrete bud på leveregler til gavn for alle parter, foreslår Susanne Bundgaard.

- Der findes jo en skov af bøger om forældreskab, som mange par står famlende over for, men knap så mange bøger om at være en god forælder efter en skilsmisse, selvom behovet er mindst lige så stort, siger hun.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk