Prøv avisen

Inger er mormor til adoptivbarn: Familie handler om langt mere end biologi

”Da jeg så ham første gang, tænkte jeg på den mor, der havde givet sådan et dejligt barn fra sig, men også på den bagage, han kom med,” fortæller Inger Westphall om sit eneste barnebarn, burkinskfødte Christian. Billedet er taget kort efter, han kom til Danmark i 2010. – Privatfoto.

Familie handler om langt mere end biologi, mener Inger Westphall, mormor til burkinskfødte Christian

På stuebordet i et rækkehus i Silkeborg står to små tallerkener. På hver tallerken ligger et stykke chokolade, en hjemmebagt muffin og frugt skåret ud i små, sirlige stykker. Det er ”hyggemad”. Eller det ville 70-årige Inger Westphalls barnebarn Christian i hvert fald kalde det.

Han er født i Burkina Faso i Vestafrika, og da han var knap fem år, blev han adopteret af Inger Westphalls eneste barn, hendes datter, og svigersøn. I dag er Christian 11 år og har nu boet flere år i Danmark end på børnehjemmet i Burkina Faso.

Men for et lille barn, der stod over for en anden tilværelse i et ukendt land, var faste rutiner en måde at skabe tryghed i en helt ny verden. Derfor blev ”hyggemad” en af de faste rutiner sammen med mormor. Og med tiden er den støttende rutine blevet til en fast familietradition.

”Generne bliver ikke ført videre, men min datter har fået lov til at være mor. På den måde går slægten videre, og jeg er sikker på, at jeg ikke kunne have elsket et biologisk barnebarn højere,” siger Inger Westphall.

Den 22. december 2010 kom Christian til Danmark. Et tykt lag sort is havde lagt sig på de danske veje, og i medierne blev der advaret mod unødvendig kørsel. Derfor turde Inger Westphall ikke køre helt til Tirstrup Lufthavn fra sit hjem i Silkeborg for at tage imod det nye familiemedlem.

I stedet kørte hun til datterens og svigersønnens hus i Viby nær Aarhus. Sammen med svigersønnens nærmeste familie stod hun afventende og spændt på at møde sit barnebarn.

”Da jeg så ham første gang, tænkte jeg på den mor, der havde givet sådan et dejligt barn fra sig, men også på den bagage, han kom med. Han var jo alligevel fire, næsten fem år, da han kom hertil,” fortæller Inger Westphall.

Forud for adoptionen lå en række år med mislykkede graviditetsforsøg, hvor mor og datter havde delt mange tanker undervejs. Alle skuffelserne og datterens ønske om at blive mor gjorde stort indtryk på Inger Westphall. Derfor var det også en forløsning, der ramte hende den aften, hvor Christian for første gang sad på sit værelse i Viby med sin lille burkinske, mariehøne-lignende legetøjsbil i hænderne.

”Den lykke og glæde, som jeg kunne se i min datters ansigt, var i første omgang den største. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg også selv var blevet mormor,” siger Inger Westphall.

Og lige netop den glæde og forløsning ved at se sit eget barn blive forælder til et adoptivbarn kan være ekstra stor som bedsteforælder, fordi man har set sit barn gå igennem en lang proces inden. Det vurderer Kristine Nielsen, familieterapeut og adoptionsrådgiver.

Ofte er det nemlig ikke kun forældrenes ønske, der langt om længe går i opfyldelse, men også bedsteforældrenes. Det kan i nogle tilfælde gøre situationen sårbar for begge parter, lyder vurderingen. Forældrene er dog de vigtigste personer i barnets liv, og derfor bør bedsteforældrene være tilbageholdende i begyndelsen og acceptere, at de står i omsorgens anden række.

”Hvis barnet bliver ked af det, så er det ikke bedsteforældrene, der skal trøste i første omgang. Så er det bedre at sige: ’Vi finder din mor’,” forklarer Kristine Nielsen.

Derudover er tålmodighed meget vigtig i forholdet til barnebarnet, lyder rådet fra familieterapeuten. Barnet skal have plads til stille og roligt at vænne sig til sine bedsteforældre. I begyndelsen kan det være, at man kommer på korte besøg, og når man får besøg af barnebarnet, er det sammen med forældrene.

”De gode bedsteforældre er dem, der har tid og hjerterum og kan se børnenes behov,” siger Kristine Nielsen.

På længere sigt kan bedsteforældrene gøre en stor forskel ved hele tiden at være opsøgende. Adoptivbørn kan have svært ved at tage initiativ, fordi de er bange for en afvisning, og her kan bedsteforældrene være opmærksomme på at vise, at han eller hun vil barnet, lyder det fra Kristine Nielsen.

I stuen i Silkeborg hænger et foto, hvor Inger Westphalls datter og svigersøn kysser Christian på hver kind. Billedet på væggen i Silkeborg var det første, der blev taget af den lille familie, da de hentede Christian i Afrika. Den tid, der lå foran billedets øjeblik, krævede netop den tålmodighed, som Kristine Nielsen fremhæver.

En af de ting, der krævede tålmodighed, var den sproglige barriere. I Burkina Faso taler man fransk, og derfor var sproget en af de største udfordringer i begyndelsen for Inger Westphall. Alle nuancerne kom ikke med, og der kunne nemt opstå misforståelser.

I dag fylder den sproglige barriere ikke så meget, men der kan stadig opstå forviklinger. Særligt husker hun et eksempel, hvor Christian havde hoppet på trampolin i haven. Da han kom ind igen, sagde hun til ham, at han var lidt klam og hellere måtte få en tør t-shirt på. Christian vendte sig rundt til sin mor og sagde:

”Mormor siger, jeg er klam, mor.”

Det gør ondt på Inger Westphall, når misforståelser som disse sårer ham, og at de måske kan ramme ham dybere end andre børn. Men heldigvis bærer han ikke nag, fortæller hun, og i virkeligheden gjorde situationen nok mere ondt på mormor end på Christian.

”I hjertet tænker jeg ofte over, hvad han har været igennem, og hvad han har skullet kapere i sit korte liv. Jeg er ydmyg over, hvad sådan et lille menneske kan, og jeg er stolt af ham,” siger Inger Westphall.

Før Christian kom til Danmark, deltog hun i et kursus for bedsteforældre til adopterede børn arrangeret af landsforeningen Adoption & Samfund. Her lærte kommende bedsteforældre blandt andet om, hvordan de kunne håndtere lignende situationer. Det var en god indsigt at få på forhånd, men når de svære situationer opstår, er det tætte forhold til datteren en uvurderlig hjælp. For som menneske kan man ikke undgå at lave fejl.

”Jeg ved altid, hvor jeg har min datter, og den enorme tillid mellem os har også gjort adoptionen nemmere for mig,” siger Inger Westphall.

Hun er et troende menneske og medlem af menighedsrådet i Mariehøj Sogn. I alle de seks år, Christian har været en del af hendes liv, har han været med i hendes aftenbøn hver eneste aften.

”Min tro er min styrke, og det er der, jeg finder roen til at kunne handle til Christians bedste.”

I dag er Christian godt integreret, og når mormor henter ham fra skole hver anden uge, taler de også nogle gange om, hvad han kan huske fra børnehjemmet i Burkina Faso. Til spørgsmålet om, hvorvidt hun gerne selv vil se, hvor Christian kommer fra, er hun tøvende. Hun er ikke sikker på, at hun ville kunne holde ud at se forholdene dernede.

Til gengæld håber hun på, at hun kan tage ham med på et familieophold på Silkeborg Højskole til sommer. Indtil videre har de mest været på endagsture til for eksempel Ree Park. Af og til bliver det også til en tur på McDonald’s.

I Silkeborg står der ikke burgere på menuen, men eftermiddagens ”hyggemad” er ved at slippe op, og det er tid til at runde af.

”Nogen vil måske mene, at vi, og særligt min datter og svigersøn, har reddet et barn, men det er Christian, der har reddet os.”