Der er gang i sportsdyrkelsen tirsdag aften i Grøndal MultiCenter i København. Nogle spiller fodbold. Nogle løfter vægte. Nogle dyrker yoga. Og så er der dem, der spiller computer.
På computerskærmene løber fem elefanthueklædte terrorister med aliasserne RAZ, SEV, MLJ, ABC og Powder Potato rundt med knive og geværer mellem hænderne. I virkeligheden sidder fem 14-årige drenge i den tunge luft i computerlokalet og ligner med deres tennissko og t-shirts mere fodbolddrenge end terrorister. Målet for holdet er at placere en bombe eller udrydde counter- terroristerne, forklarer 14-årige Mathias Lorenz Jacobsen. Counter- terroristerne derimod skal desarmere bomben og udrydde terroristerne.
”Kan du følge med?”, spørger han tålmodigt.
Men så snart spillet skydes i gang med en skudsalve fra et AK-47-gevær, er løbet kørt for journalisten. RAZ, SEV, MLJ, ABC og Powder Potatos fingre flyver over computer-tastaturet, de affyrer rutineret deres våben og råber indforståede computerdessiner som: ”Jeg flasher ”, ”jeg har connecteren,” og ”skal vi pushe?”.
Drengene er 5 af de 20 deltagere i foreningen København Esports træning tirsdag aften. De taler flydende e-sport, men for mange danskere er ordet e-sport stadig ukendt. Det er et udtryk for elektronisk sport på konkurrenceplan og dækker over en række computerspil, hvoraf nogle af de mest populære er skyde- og strategispillene Counter-Strike og League of Legends.
E-sport er de senere år blevet populært blandt danskerne. En analyse fra Dansk Erhverv viser, at syv procent af den danske befolkning dyrker e-sport, og et kort udarbejdet af idrætsorganisationen DGI viser, at 32 klubber og foreninger udbyder e-sport.
I takt med at flere unge spiller computer, og flere foreninger ønsker at tilbyde e-sport, har DGI afsat en million kroner til at hjælpe foreningerne med deres arbejde med e-sporten. Og computersporten er generelt ved at blive mere bredt accepteret, mener Martin Steen Olsen og Mads Kaustrup Andersen, der for nylig stiftede foreningen København Esport. De voksede selv op med computerspillene i en tid, hvor forældrene åndede dem i nakken for at få dem ud at spille fodbold, og e-sport var noget der foregik ”alene hjemme på værelset eller ingenting”, siger Mads Kaustrup Andersen.
”Hvis man skal bruge en fodboldanalogi, svarer det til, at børnene hidtil har stået alene og spillet op ad en mur. Vi vil gerne give dem et hold at spille på. I fodbold er der talentspejdere og et helt system omkring børnenes ambitioner. I e-sport er du alene og lever på et håb om, at du bliver god nok. Der skal være noget til at bære børnenes drømme og fortælle dem, at det er fint at være så gode til spillet, som de er,” siger han.
Dannelsen af foreningen København Esport er et forsøg på at skabe et fællesskab om e-sporten og kæde den sammen med sundhed, samspil og konkurrence, siger Martin Steen Olsen. Det kræver mental sundhed, udholdenhed og en sund krop at dyrke e-sport på højt plan, og derfor skal fysisk aktivitet som fodbold, stikbold eller høvdingebold også være en del af tirsdagstræningen. Denne tirsdag betyder det, at e-sportspillerne bruger et kvarter af træningen på at kravle rundt i mørket på Grøndal MultiCenters klatrestativer.
”Computerspil behøver ikke være usundt eller asocialt, og vi mener, at det kan give mange kompetencer, som børnene kan bruge i det virkelige liv: finmotorik, kommunikation, holdarbejde, selvindsigt og at give konstruktiv kritik. Men det er ikke nødvendigvis nemt for forældrene at forstå eller for børnene at forklare de nuancer, der ligger i det,” siger Martin Steen Olsen og fortæller, at de fleste af de henvendelser, foreningen får, kommer fra forældre, der ikke ved, hvordan de skal forholde sig til, at deres børn hellere vil spille computer end fodbold.
”Forældrene ved måske ikke engang, hvad e-sport er, og er bekymrede over, at deres børn sidder alene på værelset og spiller computer. Når de hører om e-sportsholdene, smider de nærmest deres børn i nakken på os, for det er en måde at gøre gaming til en social ting,” siger Martin Steen Olsen, mens to smilende forældre ganske rigtigt står på den anden side af det glasindhegnede computer-rum og betragter, hvordan blod sprøjter udover skærmen, når deres børns computeraliasser får ram på terroristerne.
I computer-rummet har terroristerne RAZ, SEV, MLJ, ABC og Powder Potato tabt til de ukendte internetmodstandere. Sammen skal de gense og analysere kampen, så de kan blive bedre til næste gang. Og målet med at gå til e-sport er netop at blive bedre, siger Mathias Lorenz Jacobsen. Måske engang så god, at han kan leve af det. Overfor nikker holdkammeraten Severin Lolk Urth uden at slippe skærmen med blikket.
”Nogle drømmer om at blive den næste Ronaldo. Vi drømmer om at blive den næste Dev1ce (en af Danmarks dygtigste e-sportspillere, red.),” siger han.
Mathias Lorenz Jacobsen og Severin Lolk Urth har begge spillet Counter-Strike i omkring to år og er enige om, at det er sjovere at træne sammen end at sidde på hver sit værelse og spille, men blandt forældre og klassekammerater møder de stadigvæk forestillingen om, at e-sport er et fint navn for unge, der sidder ensomme i et sporadisk computerskærmsoplyst mørke og gamer hele natten.
“Sådan noget med at man sidder alene i en kælder med tomme pizzabakker. Men jeg er sammen med mine venner, når jeg spiller Counter-Strike og har også fået nye venner gennem spillet,” siger Severin Lolk Urth og Mathias Lorenz Jacobsen fortsætter:
”Counter-Strike er en holdsport, så man er nødt til at kommunikere hele tiden. Men mange har svært ved at forstå det, fordi det ikke er ’i virkeligheden’.”
Og netop det sociale fællesskab er en forskningsdokumenteret bonus ved computerspillet, siger Rikke Toft Nørgård, lektor ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale medier på Aarhus Universitet. Hun arbejder med e-sporten ud fra et uddannelsesperspektiv, hvor den i øjeblikket vinder frem. Blandt andet har 37 efterskoler i Danmark e-sportslinjer, mens 12 syd- og sønderjyske folkeskoler har indført e-sport som valgfag.
”I Danmark er vi glade vi foreningstanken, det at dyrke og dygtiggøre sig inden for et felt, og både på efterskoler og i folkeskoler er e-sporten en god idé og en helt naturlig ting på linje med dart, at spille bas eller male med akvarel. Det at blive professionel e-sportsspiller eller bare at lege om tanken om at blive god til e-sport er en lige så fin ambition og lige så svært som at blive professionel kunstner eller fodboldspiller,” siger Rikke Toft Nørgaard.
For nogle skurrer det måske i øregangen, at e-sport er en sportsgren og en del af skoleskemaet, siden debatten i lang tid har kørt på, om tiden foran skærmen skader børns udvikling og gør dem ensomme og usunde. Men ifølge Rikke Toft Nørgård er der masser godt at få ud af computerspillene – spørgsmålet er bare, hvad man gerne vil have, den unge dyrker i den digitale foreningsverden.
”Er det sociale læringsaspekter, eller er det i højere grad strategisk og logisk tænkning, der står i centrum? Er det at møde folk fra hele verden eller på egen hånd specialisere sig i et enkelt spil? Hvis det er at dyrke sin sport med folk fra hele verden, der er det væsentlige, kan man spille på et e-sportshold, der består af spillere fra mange forskellige lande. Hvis man omvendt kunne tænke sig, at ens barn bliver god til at tænke systemisk, se mønstre og logik, kunne det være et mindre holdbaseret spil som StarCraft,” siger hun.
Siden e-sporten er begyndt at vinde frem, har sports- og idrætsforbundene diskuteret, hvorvidt e-sport faktisk er en sport. Kan det at affyre digitale skydevåben ligestilles med at løbe, springe, svømme eller spille fodbold?
For e-sporten er diskussionen ikke bare et spørgsmål om anerkendelse, men om de midler, en optagelse vil give adgang til. Mens Dansk Atletikforbund tidligere i år optog e-sport som ”associeret medlem”, har Dansk Idrætsforbund (DIF) hidtil afvist at optage e-sporten som en ny idrætsgren.
Det skyldes dels den generelle opfattelse af e-sport blandt befolkningen, forklarer formand for DIF, Niels Nygaard og peger på en undersøgelse foretaget af Voxmeter i begyndelsen af året, der viste, at to ud af tre danskere ikke mener, at e-sport er en sportsgren. Og dels skyldes det spørgsmålet om den begrænsede fysiske bevægelse. Men den begrundelse klinger måske hult, når for eksempel bowling, dart og billard er anerkendt af DIF som idrætsgrene, medgiver Niels Nygaard.
”Og det kan også godt være, at det ændrer sig. Tilbage i 1940’erne blev bordtennis heller ikke opfattet som idræt, men det er det i allerhøjeste grad i dag. Det er et spørgsmål om, hvordan e-sport og opfattelsen af e-sport udvikler sig. For os lige nu er det vigtigt at understøtte, at de unge kan samles om deres fritidsaktiviteter, og at der er så meget foreningsdannelse i Danmark som muligt. Det andet må komme henad vejen,” siger han.
Det samme mener København Esport. Det hedder e- sport, ”for det kunne jo ikke så godt bare hedde ’e’,” siger Mads Kaustrup Andersen. Men folk må selv om, hvad de mener, e-sport er. I København Esport interesserer de sig alligevel mere for slutspillet.