Sandra på 16 år fra Kroatien kæmper med selvmordstanker. 10-årige Alice fra Kenya mistede begge sine forældre som følge af hiv/aids og bliver nu seksuelt misbrugt af sin nye plejefar. Og Dana på 14 år bor i et område under belejring og frygter det næste missilangreb. ”Hvordan stopper jeg med at være bange?”, spørger hun.
Disse tre og cirka 20 millioner andre børn fra hele verden ringede i 2015 til en børnetelefon for at få hjælp. Dem findes der cirka 180 af fordelt på 142 lande, og siden 2003 har de arbejdet sammen i Child Helpline International (CHI), som i denne uge udgav en opgørelse over, hvilke problemer verdens børn ringer om.
Opgørelsen giver et meget sigende billede af verdens tilstand i disse år set gennem børneøjne, mener Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår og repræsentant for de europæiske børnetelefoner i CHI’s bestyrelse.
”Det er et hjerteskærende billede, der tegner sig af børn med forfærdelige barndomme overalt i verden. Og det går desværre den forkerte vej mange steder,” siger han.
Flere bliver inddraget i krig og konflikter, og over halvdelen af verdens flygtninge er nu børn. De lever i angst og ser ting, ingen bør se.
I den vestlige verden er det derimod blandt andet stress og selvskade, der fylder stadig mere, og forskellene på, hvilke problemer børnene søger råd om, fortæller i sig selv en vigtig historie om de meget forskellige opvækstvilkår for børn og unge i dag.
I Mellemøsten og Nordafrika handler problemerne ofte om fængsling, lemlæstelse og posttraumatisk stress-syndrom.
I Asien og Stillehavsregionen er den hyppigste anledning til at ringe informationssøgning – eksempelvis hjælp til skoleopgaver.
I Afrika er misbrug og vold øverst på listen, mens mental sundhed topper hos børn i Europa, USA og Caribien.
Fælles for dem er dog, at vold er et udbredt problem overalt. Hvert syvende af de 20 millioner opkald handlede om vold og overgreb, og det er en kæmpe global udfordring, siger Rasmus Kjeldahl.
Det er det også i Danmark, hvor 3500 opkald sidste år handlede om fysisk og psykisk vold og seksuelle krænkelser. Det svarer til cirka hvert 20. opkald. Her fortalte danske børn om lussinger, spark og mavepustere og om at blive brændt med lightere og tvunget til at spise ulækre ting. Voldsomheden i overgrebene kan man dog roligt gange op i andre dele af verden med børneslaver og systematisk misbrug, påpeger han.
I det hele taget viser tallene og fortællingerne, at der fortsat er meget lang vej til at have imødekommet FN’s Verdensmål nummer 16, nemlig at stoppe alle former for vold og tortur mod børn inden 2030.
”Især når man tænker på de mange børn, der ikke har mulighed for at fortælle nogen om deres problemer. Og at det kun er cirka to ud af fem opkald, selv i Danmark, der er ressourcer til at besvare,” siger Rasmus Kjeldahl.
Den samme oplevelse har man i FN’s Børnefond, Unicef. Den danske generalsekretær Steen M. Andersen ser også vold og overgreb som en af de absolut største udfordringer for børn i dag, og det skyldes ikke mindst, at vold stadig er et lovligt og socialt accepteret opdragelsesinstrument i mange lande.
I nogle lande går det den rigtige vej, men med det stigende antal flygtningebørn – helt nye tal viser, at der er seks gange så mange som i 2010, siger han – er flere blevet nemme ofre.
”Vold mod børn er rykket højere op på dagsordenen i alle Unicef-lande de seneste 10 år, og vi arbejder meget specifikt med voldskulturen mange steder og med eksempelvis børnevenlige skoler uden vold. Men det er svært, for når man må kæmpe en frustrerende og ofte ydmygende kamp for at overleve hver dag, er vold et nærliggende redskab,” siger Steen M. Andersen.