Da Lene Johansen kørte sin 18-årige søn i lufthavnen, inden han skulle på den obligatoriske USA-rejse med vennerne efter gymnasiet, var hun helt parat.
Jeg havde glædet mig på hans vegne og bakket op om projektet, men pludselig stod jeg i Kastrup og krakelerede i bevægethed, husker hun og fortæller, at hele afskedsseancen nærmest endte i førstehjælp til den grådlabile mor.
På vej hjem i bilen og i lang tid efter blev hun ramt af følelsen af tomhed og fornemmelsen af, at noget var slut.
Det var en ambivalent følelse, for jeg ved jo godt med min fornuft, at det er godt, at han løsriver sig. Men samtidig følte jeg en stor sorg over, at børnefamilielivet var slut, og at det nu var op til min søn at kontakte mig, ikke omvendt, siger 49-årige Lene Johansen, der troede hun var den eneste, der gik rundt og var ved siden af sig selv.
Det mente de ikke på forlaget Gad, hvor de opfordrede Lene Johansen til at skrive en bog om emnet. Et forslag, hun først fandt for let.
Men da jeg gik i gang med at researche, fandt jeg frem til, at min egen lille krise havde et navn: Empty nest-syndromet kaldes det. Altså den følelse af tomhed og forladthed, der rammer især mødrene når ungerne flyver fra reden, og som gør dem grådlabile og utilregnelige i en periode.
Det der overraskede Lene Johansen mest, var at netop hun og flere andre fra hendes generation, viste det sig, tog det så tungt.
Vi er jo feminismens døtre, opvokset med, at vi skal være selvstændige, og jeg synes ikke, jeg har sat min mor-identitet forrest, siger Lene Johansen og uddyber:
Jeg er ikke sådan en, der altid havde en serviet i tasken eller en banan til den uforudsete sult, griner hun selvironisk.
Lene Johansens søn er opvokset med en mor, der var vært på TV- Avisen, og en far, der ofte var ude at rejse med sit job på nyhedsbureauet Ritzau. Alligevel var børnefamilielivet det bedste i Lene Johansens liv.
Jeg har nydt det, og det gik op for mig, da min søn tog det fly, at jeg var bange for, at den skønneste del af mit liv var slut, siger hun.
I bogen Kunsten at give slip når børnene flytter hjemmefra taler Lene Johansen med almindelige forældre om den overgangsfase, det er, når man står tilbage i en rede, der pludselig føles gabende tom. Den følelse, som forfatteren Bjarne Reuter i en kronik bragt i Politiken sidste år, som også er med i bogen, sætter ord på:
Med tanke på, hvor meget børn fylder i ens liv, undrer det, at de når de flytter efterlader sig så lidt. Der er kommet en ny stilhed i stuerne, en bemærkelsesværdig og uklædelig orden i køkkenet, badeværelset er altid ledigt, og i baghaven står et legehus, som engang var Robinson Crusoes tømmerflåde og samme eftermiddag kejserens og stormogulens slot.
En af de interviewede i bogen er den 63-årige børne- og familiepsykolog Margrethe Brun Hansen, der kommer med et bud på, hvorfor netop den generation, der blev forældre i 80erne og 90erne, lammes af den følelse, der tidligere ramte 1950ernes hjemmegående husmødre. Dem, der kunne finde på at lade børnenes værelser stå urørte i årevis som et monument over fordums storhedstid, som Lene Johansen sarkastisk skriver det i sit forord til bogen.
For Margrethe Brun Hansen giver netop sammenligningen med 1950ernes mødre mening. Hun forklarer i bogen, at de, der er omkring de 45 år i dag, også har sat forældreskabet højt og følelsesmæssigt levet gennem deres børn. Generation X, som hun kalder dem, har måttet kæmpe for at få og for at beholde et arbejde, og af gode grunde engagerede de sig i sig selv, deres arbejde, uddannelse og familie.
De engagerede sig i vuggestuens bestyrelse, men ikke i politik som sådan, som Margrethe Brun Hansen siger det i bogen.
Netop derfor bliver det ekstra smertefuldt, når børnene flytter hjemmefra.
Der et nogle sammensatte følelser af angst, usikkerhed, vemod og en meget, meget dyb sorg over, at min rolle som mor eller far i store træk nu er slut, siger Margrethe Brun Hansen.
Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at imødegå den naturlige adskillelse og den eksistentielle krise, der kan følge med, når børnene pludselig er blevet store og står med flyttekasserne i hånden. Et af de råd, Margrethe Brun Hansen kommer med, er, at man skal lade være med at servicere sine børn for meget, og netop spørgsmålet om livsduelighed optager mange af de interviewede i bogen. Især på det økonomiske område, hvor de er bekymrede for, om de har glemt at lære børnene at passe på pengene og spare op.
Det er helt tydeligt, at hvor vi selv er opvokset i en mere knap tid og har lært at gemme og genbruge, så har vi nok ikke haft meget fokus på det over for vores egne børn, der bare skulle have det bedste, siger Lene Johansen, der opdagede et andet halvengelsk begreb under udarbejdelsen af bogen. Nemlig begrebet boomerangbørn. De unge, der flytter hjemmefra og flytter hjem igen for en periode, fordi et parforhold er gået i stykker, eller en lejekonkrakt er gået i vasken. I Danmark flytter omkring 28.000 af de unge tilbage til deres forældre efter først en gang at være fraflyttet. Således også Lene Johansens nu 19-årige søn.
Jeg har fået mit chok midlertidigt udsat, for min søn er hjemme igen, mens han leder efter lejlighed, siger hun og understreger, at hun føler sig bedre klædt på til at håndtere den nye situation efter at have arbejdet med bogen.
Det vigtigste, jeg har lært, er, at man skal give sig tid og ro til at finde sig selv. Man er som en af mine kilder siger jo ikke den samme, som før man fik børn, så man skal finde sig selv på ny og selvfølgelig også i forhold til både arbejde og parforholdet.
Mange har netop haft forsørgerrollen som undskyldning for ikke at realisere sig selv. En undskyldning eller en begrundelse, der falder bort, når børnene flytter hjemmefra og skal til at klare sig selv.
For Lene Johansen blev sønnens USA-rejse begyndelsen på en udviklingsrejse for hende selv. Hun havde i 2010 skrevet bogen Min mor er død, en interviewbog med blandt andre børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) om det, at ens mor dør, og af især Antorinis historie lært, at man ikke skal udsætte noget til i morgen.
Derfor inviterede jeg min mor på rejse til Barcelona få dage efter, at min søn var rejst, og dernede tog jeg den svære beslutning at sige op hos DR og springe ud i en freelance-tilværelse.
Lene Johansen går med tanker om at skrive flere bøger, og hun kunne også finde på at blive kontaktperson for uledsagede flygtningebørn, og måske ændrer hun også på boligsituationen.
Min kæreste og jeg bor ikke sammen, men det kan være, vi finder ud af at gøre det. Der er i det hele taget mange muligheder, siger hun.
Sådan ser flere af de interviewede også på det. Tag bare Christine Antorini, der nok synes, det omdefinerede hendes billede af sig selv, da hun ikke længere havde hjemmeboende børn, men også nyder den fantastiske frihed, det giver kun at være ansvarlig for sin egen tid og planlægning. En tid, der for hendes vedkommende bliver brugt til at sætte ekstra turbo på karrieren.
Jeg er spændt på, hvad livet har i godteposen til mig, siger Antorini i bogen og afleverer dermed en af de bærende pointer, når det gælder opskriften på, hvordan man som forældre klarer sig over det følelsesmæssige tomrum, børnene efterlader: Det gælder om ikke at planlægge, kontrollere og strukturere sin tilværelse for voldsomt. For er der noget, børn er, så er det rod og kaos, og når de flytter, kan man godt blive afhængig af den mulighed for orden og kontrol, der åbner sig. Men som en af de interviewede, tv-konsulent Birdie Bjerre-gaard, siger det, så klæder det sjældent mennesker at kunne kontrollere deres liv for meget. Den der fare for at stivne, skal man virkelig være opmærksom på.
De ord tager Lene Johansen til sig:
For er der noget, man bliver gammel af, slutter hun, så er det manglen på liv.