Prøv avisen

Parterapeut: Kærligheden har en indbygget ondskabsfuldhed

"Jeg synes selv, at jo mere jeg tvivler, jo bedre en terapeut bliver jeg, og jo hurtigere er jeg blevet til at guide par frem til at mærke, hvor stor en kærlighed de stadig føler for hinanden bag alle paraderne,” siger Martin Østergaard. Foto: Leif Tuxen

Kærligheden er kompliceret, siger parterapeut Martin Østergaard, der indimellem kan føle afmagt i sit eget privatliv og mener, at det kan hjælpe andre at indrømme det og erkende sin smerte

Når Martin Østergaard holder foredrag, bliver han ofte spurgt om dette:

”Hvordan kan du arbejde som parterapeut, når du selv er blevet skilt to gange?”.

”Det er lidt kildent,” siger Martin Østergaard og fortsætter:

”Jeg har som alle andre, der bliver skilt, dårlig samvittighed over det. Jeg er også skamfuld, selvom jeg af professionelle grunde ved, at det ikke er godt at leve i et dårligt fungerende forhold.”

”Men som en af mine venner sagde, da jeg klagede over mine egne brudte forhold: Hvis ikke du var blevet skilt, men havde levet lykkeligt hele dit liv, hvordan ville du så kunne hjælpe folk i krise? Det er et godt svar. Men sandheden er, at jeg er skamfuld over for mine ekskærester og børn og synes, det er pinligt. Det var mig, der gik. Man kan ikke styre sit hjerte. Jeg har selv søgt og fået hjælp i forbindelse med bruddene, så man kan sige, at jeg har gjort et grundigt undersøgelsesarbejde og ved, hvilke faldgruber der er i parforholdet.”

Vi bliver budt hjerteligt velkommen af den syv år gamle petit basset-hund Herluf, der gerne vil kløs bag øret.

”Jo mere man klør, jo mere vil han have, så på et tidspunkt må du forlade ham,” lyder det parterapeutisk fra Martin Østergaard.

Han bor på tredje sal på Nørrebrogade i København, hvor han også har sin praksis med parterapi og rådgivning. Han har medvirket i flere tv-programmer som ”Mænd med hovedpine” og ”Sådan er mænd” på DR 2. Og har skrevet otte bøger, deriblandt bestselleren ”Vejen til mandens hjerte”, der står på rad og række i en reol i den store stue med de to lædersofaer, hvor han modtager klienter. I dag har her været to par og en enkeltperson.

”Det er en meget normal dag. Jeg skal helst ikke have for mange aftaler på en dag, for så bliver jeg uskarp,” siger Martin Østergaard.

Han er 53 år, far til tre, gift og har arbejdet som parterapeut siden 1996. Oprindelig er han uddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og var glad for faget. Men da han tog en terapeutisk uddannelse med det formål at blive bedre til at lave nærgående personinterviews, blev han med egne ord så forelsket i det arbejde, at han forlod journalistikken til fordel for terapien. Det er snart 20 år og mange erfaringer siden.

”Jeg nyder mit arbejde. I modsætning til journalistikken, hvor jeg tit kunne blive rastløs, og 'hvad skal jeg nu finde på', har jeg fundet hjem her, hvor parterapi er blevet mit speciale. Men jeg er med årene også blevet mere svag i troen på, om jeg kan hjælpe andre. Jeg går jo tæt på folk, og nogle gange fortvivler jeg, når de gør det. Men jeg er blevet bedre til også at bruge humor og til at komme ind til kernen af de ting, som folk kommer med.”

”Tvivlen er en erhvervsrisiko, men det er også lidt koketteri. For jeg synes selv, at jo mere jeg tvivler, jo bedre en terapeut bliver jeg, og jo hurtigere er jeg blevet til at guide par frem til at mærke, hvor stor en kærlighed de stadig føler for hinanden bag alle paraderne. Nogle gange bliver jeg spurgt om, hvad min succesrate er som parterapeut. Men sådan kan man ikke sætte det op. Det kan også være en succes at hjælpe folk med at skabe en god relation trods bruddet. Nogle bliver jo mere kærlige over for deres eks og børn, efter at de er blevet skilt.”

”Hvis et par er for grove ved hinanden, kan jeg godt finde på at anbefale dem at blive skilt. Så siger de, at 'vi troede, vi kunne få nogle redskaber her til at finde ud af det'. En udenvælts fjende er ikke at foragte, og hvis de kan blive enige om, at terapeuten er en idiot, kan det måske forene dem. Men nogle gange er man som par nødt til at tage en pause og holde lidt afstand, for hvis man skal komme nogen vegne, skal der være noget overskud. Jeg kan jo ikke gå på vandet og bare sige 'trylle-rylle-rolle', så er den ordnet. Men hold op, hvor er der meget fortvivlelse derude,” siger Martin Østergaard.

Det er mennesker i alderen 25 til 75 år, men flest på 34 til 40 år, der kommer hos ham for at få hjælp til at løse deres problemer i parforholdet. Problemerne spænder fra dårlig kommunikation og utroskab over en svigermor, der blander sig for meget og til, hvem der gør hvad, og hvem der gør mest, når det handler om dagligdagen med hus, hjem og børn.

”Men bag det hele ligger, at man ikke synes, man bliver hørt, set og elsket. Når det går dårligt i parforhold, er det oftest koncentreret om vores måde at være over for hinanden på og om den måde, som vi taler til hinanden på. Det er ikke så meget indholdet som formen, den er gal med. Der er den der slidthed. Og skænderierne handler ikke om uenighed, for hvis man er glad for hinanden og har overskud, kan man sagtens være uenige. Det er attituden, at man bliver mødt uden kærlighed, der er problemet. Så føler man sig uelsket og uden kærlighed, og så får man en kort lunte.”

”Hvis man længe har haft det sådan med hinanden, bliver kærligheden slidt, og så kan det næsten være umuligt at finde frem til hinanden igen. Man føler sig krænket, såret og dårligere behandlet, end modparten ville behandle en fremmed. Det er svært at leve med, og så tror man, at problemerne kan løses op ved, at man bliver krigerisk eller offeragtig. Men folk er lige gode om det. Man kan sige, begge parter i et forhold, der går dårligt, er lige uskyldige og lige gode om det.”

”Nogle parforhold er også ramt af svære belastninger som alvorlig sygdom og død i familien eller børn, der har problemer i skolen. De søger rådgivning, fordi de har haft så mange udfordringer, at de ikke har haft overskud til hinanden. Når der kommer mere overskud, begynder de at få problemer med parforholdet. Men på den måde er det en succes, at de kommer her, for man skal have et vist råderum for at opsøge parterapi,” siger Martin Østergaard.

Nogle gange bliver han ligesom sine klienter selv ramt af fortvivlelse.

”Ægteskabet er ikke altid nemt. Og når man kan blive svag i troen, er det jo, fordi man i privatlivet kan være en amatør, der slås med de samme ting. På en måde kan det hjælpe at hjælpe andre, men jeg kan også føle afmagt indimellem. Det gode ved terapeutfaget er, at man kommer tæt på sig selv og bliver mindet om, at du bliver nødt til at være dig selv og stå ved dig selv. Kærlighed er kompliceret, og det kan være rigtig svært, også for mig nogle gange. Men hvis man står ved det, kan man hele sig selv.”

”Jeg mener, at man hjælper andre ved at indrømme, at man selv har problemer og erkender sin smerte. For nogle er det en befrielse. Jeg har arbejdet med det her i rigtig mange år og har været dygtig til at se folk og fornemme dem. Og jeg synes, at jeg har fået så mange medaljer og udmærkelser, at jeg godt kan tillade mig at indrømme, at kærligheden også kan være svær for mig. Men der er da også nogle, der bliver skræmt af det og hellere vil have fem gode råd.”

Når kærligheden er kompliceret, skyldes det ifølge Martin Østergaard, at der er indbygget en ondskabsfuldhed i den.

”Det begynder ofte med forelskelse, som er en slags sindssyge. Når man er forelsket, ser man den anden i et særligt lys og har alle mulige forestillinger om, hvad det andet menneske er. I den første lange periode er det et falsk billede, og det er en selv, der bilder sig ind, at det er lykken. Næste trin er, at man begynder at være sig selv over for den anden, og det gør den anden også.”

”Det ondskabsfulde er, at du er sammen med et menneske, som du har en illusion om, og at du nu skal pakke din elskede illusion sammen, før du kan se den sande person. Man begynder at stille krav og komme med bebrejdelser og anklager mod den anden, der føler, at han eller hun hele tiden bliver kritiseret. Den anden reagerer ved at være i defensiven og begynder på et tidspunkt at give igen. Man er i krig.”

”Forelskelsen er et biologisk trick. Hvis den ikke fandtes, ville der ikke være så mange børn i verden, for den er med til at sikre artens overlevelse. Jeg ved godt, at det her lyder meget kuldslået og pessimistisk, men der er også masser af situationer, hvor par bliver genforenet, får det rart med hinanden igen og kan vende tilbage til det bløde og varme. Optimismen opstår i det øjeblik, hvor man erkender det og igen smiler til, roser og anerkender den anden,” siger Martin Østergaard.

Han peger på, at kærligheden også er vanskelig at have med at gøre, fordi nogle ting fungerer i ét forhold og ikke i det næste. Og så skal man til at bygge et helt nyt kærlighedssprog op.

”Man må arbejde med sit parforhold. Huske at købe en blomst, sende en sød sms med et hjerte, kysse godmorgen og godnat - og ikke kun tantekys - lægge sine egne forventninger væk og glæde sig over det, man har. Men det er meget vigtigt at vide, at hvis du vil være en god kæreste, skal du hente energi fra en masse mennesker - du kan ikke forvente det hele fra kæresten. Så husk at have en god backinggruppe af venner og bekendte, og kom ud og oplev noget, så du kan komme hjem og dele det med din kæreste.”

”Vi har det måske også med at fokusere på al elendigheden og stenen i skoene, og derfor kalder nogle os forkælede. Det ved jeg ikke, for det er heller ikke rart med en sten i skoen. Der er rigtig mange, der døjer med, at de tror, deres parforholdsproblemer er luksusproblemer. Men det er det ikke. Jeg synes ikke, at det skal give folk dårlig samvittighed, hvis det fylder for dem.”

”Det fantastiske ved ægteskabelig kærlighed er, at facitlisten findes inden for rammerne af forholdet. Og der er ingen målestok for, hvad der er et godt forhold. Det er hårdt arbejde, men også tilfældigt og held, hvis det fungerer. Det er ikke blevet for nemt at gå fra hinanden, som nogle mener. Jeg oplever, at folk knokler for at få deres forhold til at fungere - ikke mindst fordi det er så skamfuldt at kaste håndklædet i ringen,” siger Martin Østergaard.

Hans håb er, at folk vil holde op med at fortvivle over, at kærlighed og parforhold kan være så svært - og i stedet acceptere, at det er svært.

”Acceptere, at det kan være en hård kamp, men at man ikke er alene om den. Jeg tror, noget af løsningen ligger i at tale med andre om det, dele det med hinanden og grine ad det.”

Martin Østergaards håb er, at folk vil holde op med at fortvivle over, at kærlighed og parforhold kan være så svært - og i stedet acceptere, at det er svært. Foto: Leif Tuxen