Prøv avisen
Mine familieværdier

Peter Lund Madsen: Jeg tror, man bliver en kopi af det, man kommer fra

At opføre sig ordentligt over for sine medmennesker er det allervigtigste, man kan lære sine børn, mener Peter Lund Madsen. Foto: DAVALI PHILIP

Peter Lund Madsen blev ikke båret frem på hænder og fødder af sine forældre. Men det er en god ting, mener han. For det har lært ham ikke at stikke næsen i sky

Jeg voksede op med mine forældre og min lillebror Anders, der er tre år yngre end mig. De første seks år af mit liv boede vi i Gladsaxe, og herefter flyttede vi til Sorgenfri, hvor jeg boede, til jeg flyttede hjemmefra. Mine forældre holdt ofte fester for deres venner, hvor de opvartede med masser af mad. Det var altid min mor, der stod for maden, og en af hendes hofretter var stegt kylling med agurkesalat, som var et hit hos gæsterne.

Den vigtigste værdi, mine forældre har givet videre til mig, er at man aldrig sparker til en, der ligger ned. Det sidder fast i mig i dag, hvor begge mine forældre er døde. Jeg synes ikke, der er noget mere uklædeligt og unødvendigt end at hovere.
 
Både min mor og far voksede op på landet, og de bar janteloven med sig på godt og ondt. De var svære at imponere. Min lillebror og jeg fik ikke at vide, at vi var noget specielt. Men i dag tænker jeg på det som en god ting. De børn, der vokser op og altid får at vide, at de er helt fantastiske, ender tit med at blive lidt irriterende, ikke?

Vil man opdrage sine børn til at være konger eller bønder? Det har jeg ofte spurgt mig selv om. Jeg har ikke fået den selvtillid, man får, når ens familie er vokset op med københavnerkulturen gennem mange generationer. Jeg har derimod altid haft en grundfornemmelse af at være lidt i underskud på ros og anerkendelse. Det skal helst være en balancegang.
 
Min far byggede modelfly af træ og var sindssygt god til det. Han lavede også selv motorerne, og de virkede! Jeg fik tit lov til at være med, og så var vi ude og prøveflyve dem sammen bagefter. For nylig smed jeg mine egne ud, fordi de var helt slidte. Men jeg har stadig to af hans tilbage, som er virkelig flotte og som minder mig om ham. Han var en dejlig og ydmyg mand. Som barn var han den tykke bondedreng i en lille by mellem Vejle og Fredericia og byens borgere samlede penge ind til ham, så han kunne studere.

Min mor og far havde det, jeg vil kalde en offentligt ansat bevidsthed. Min mor var sygeplejerske og min far var civilingeniør og opfinder. Min far opfandt blandt andet ”den termiske mannequin” – en robot i menneskestørrelse, som kunne måle temperaturer. For dem var det vigtigste, at deres arbejde var spændende, og at det man gjorde var betydningsfuldt. Det var ikke lønnen, der var vigtig.

Det var forbudt at køre på knallert i mit barndomshjem. Min mor var sygeplejerske på afdelingen for folk, der havde slået hovedet, så når hun var på arbejde, mødte hun alle bøllerne, som var kørt galt på deres knallerter. Og det synes hun ikke, vi børn skulle nyde noget af. Derfor var hun lidt overbeskyttende.
 
Da jeg var lille, havde jeg et tæt forhold til min mors moster. Moster Karen røg cerutter og var skolelærer på Vanløse skole. Jeg husker det, som om der altid var udrykning, når vi besøgte hende i hendes hjem på Frederiksberg. København var et værre sted med lidt for meget gang i den, syntes jeg. Min mor kunne godt være lidt skrap, men moster Karen gav os lov til mange ting, når vi var der.
 
Jeg tror, man bliver en kopi af det, man kommer fra. På mange måder kopierer jeg det, mine forældre gjorde, da jeg voksede op. Ikke det hele, men grundstrukturen i det. At man ikke skal være skadefro, hovere og sparke på nogen, der ligger ned. Det er i høj grad det, jeg prøver at give videre til mine egne børn. At opføre sig ordentligt over for sine medmennesker er det allervigtigste.