Prøv avisen

Psykologens råd til unge, der flytter hjemmefra: Husk at leve livet

Tegning: Søren Mosdal

Psykolog og forfatter Ulla Dyrløv har fem gode råd til, hvordan unge og deres forældre bedst håndterer, at de ikke længere skal bo sammen

Forældres ansvar for deres børn stopper ikke, selvom de er flyttet hjemmefra. Det er en væsentlig pointe for psykolog og forfatter Ulla Dyrløv, der i sin Familiepsykologisk Praksis på Frederiksberg ofte møder forældre, der har svært ved at påtage sig ansvaret for at få et godt forhold til deres voksne børn.

”Man skal både påtage sig ansvaret i den aktuelle situation, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og i forhold til det, der ligger tilbage i tiden. Man skal vise den unge tillid, være tilgængelig og tilbyde sin hjælp, og så skal man være god til at lytte,” siger Ulla Dyrløv.

Sammen med sin datter, Sabine Dyrløv Klindt, har hun skrevet bogen, ”Flyvefærdig – en guide til voksenlivet” der udkom tidligere i år.

Med udgangspunkt i bogen og sine egne erfaringer som mor til tre og psykolog har hun en række gode råd til, hvordan både unge og forældre bedst håndterer den nye livssituation, at de ikke længere skal bo sammen. Og det er aktuelt for mange familier for tiden i forbindelse med studiestart, men også generelt, når det er tid til, at den unge skal bo for sig selv.

Rådene er baseret på eksistentielle overvejelser om den unges videre færd ud i livet og praktiske problemer med for eksempel betaling af regninger, vasketøj og madlavning.

Først og fremmest mener Ulla Dyrløv, at det er vigtigt, at man som ung ikke stresser igennem et uddannelsessystem, der lægger op til, at man allerede fra 7. klasse skal tage stilling til, hvilken vej man vil gå.

”Det er der mange, der bliver presset af, og selvfølgelig gør de det. Men det vil jeg gerne opfordre til, at de lader være med. Det er rigtigt vigtigt at tage et eller to dannelsesår. Det er ikke sådan, at alle skal gøre det ud fra en tanke om, at ellers bliver man ikke dannet. Men man skal i hvert fald overveje, om ikke det er en god idé at tage et par år, hvor man gør noget andet,” siger Ulla Dyrløv om baggrunden for det, hun kalder for:

1. Opbyg dit selv

Når jeg ikke kalder det for et sabbatår, er det, fordi man ikke skal slappe af, for man er jo nødt til at tjene nogle penge. Man modnes af at have et arbejde, hvor man skal møde til tiden. Og tager man på højskole, ud at rejse eller foretager sig andre ting, finder man derigennem sig selv. Jeg tror ikke, at det med at finde sig selv handler om at nå ind til en kerne i sig selv. Jeg tror, at man opbygger et selv. Og det gør man blandt andet ved at finde ud af, hvordan man reagerer i uforudsete eller kaotiske situationer på en rejse, eller hvordan man klarer sig på en højskole, hvor man skal være social døgnet rundt. Undervejs bliver man klogere på sig selv og måske også på, hvad man egentlig gerne vil beskæftige sig med.

2. Lev livet

Husk at leve livet. Hvis ikke den unge selv tænker over det, eller der er nogen, der siger det til dem, så gør de det ikke. I stedet er det, som om – i hvert fald for mange af dem, jeg taler med – de overlever mere, end de lever. Det hele er så alvorligt.

3. Valg af studie eller arbejde

Hvis man kan mærke, at man ikke er havnet på den rette hylde, er der mange, der føler det som det største nederlag. Men det er det ikke. I virkeligheden er det godt at få taget en beslutning om at gøre noget andet, hvis man er et helt forkert sted med hensyn til uddannelse eller arbejde. Man kan jo lade være med at kalde det for at droppe ud, men i stedet at man er blevet klogere og skifter retning. Det er trods alt noget, man måske ikke skal lave i resten af sit liv, men i lang tid, og man kan risikere at bruge al sin SU på det forkerte studium.

”Det er altid en god idé at stoppe op, tænke sig om og mærke efter: Er det her, jeg gerne vil være? Og det er fuldkommen naturligt, at man i den alder, hvor man er i gang med at opbygge sit selv, føler sig forvirret og rundt på gulvet. Følelserne kan skifte fra eufori over, at det er fedt, at man er ved at være voksen, og til, hvor skræmmende det også er,” siger Ulla Dyrløv, der har følgende råd i forhold til praktiske problemer:

4. Flyv fra reden

Vi har forskellige reder, vi flyver fra. Det er et vilkår, at nogle er vokset op under kummerlige kår, men de har måske lært alt det praktiske, for det er dem, der har sørget for det hele, fordi mor eller far drak, eller hvad det nu har handlet om. Andre er vokset op i et curling-hjem, hvor alt er blevet gjort for dem, og derfor har de ikke lært noget som helst. Alle skal jo på et tidspunkt stå på egne ben, og uanset hvad er det altid forældrenes ansvar, at de unge har lært nogenlunde det, de skal rent praktisk, når de flytter hjemmefra, og det er der rigtig mange, der ikke har.

At have lært det praktiske gør det ikke mindre svært at flytte hjemmefra, men så skal man i det mindste ikke tænke på det oven i alt det andet, der er svært. Det er for eksempel at kunne vaske tøj og at have et nogenlunde overblik over økonomi, fordi man, inden man flyttede hjemmefra, selv har haft ansvar for at betale nogle regninger, for eksempel for sin mobil eller for fritidsinteresser.

5. Bed om hjælp

At flytte hjemmefra er en kæmpe forandring. Al forandring belaster frontallapperne i vores hjerne, og når de bliver belastet, reagerer man ved at miste evnen til at have et overblik, hukommelsen bliver dårligere, man får sværere ved at overskue, hvor meget man skal købe ind, madlavning og alle mulige andre ting.

Det er ganske naturligt. Så derfor er det rigtig godt, hvis de fleste ting kører på rygraden, og man ved, hvordan man skal gøre. Men hvis man ikke gør det, er det vigtigt, at man beder om hjælp til at få det lært.

Hvis det er svært at bede forældrene om hjælp, fordi de så siger, hvad sagde jeg, du kan jo ikke klare dig selv, eller jeg prøvede jo også at lære dig det, jamen, så spørger man mormor eller morfar, farmor eller farfar eller en moster, tante, storesøster eller storebror.

Man skal huske, at man kan tage fat i andre end sine forældre og bede om hjælp til praktiske ting.

Med hensyn til at få lagt budget er det en god idé at få en samtale med en bankrådgiver. At man i det hele taget søger hjælp, når man har brug for det. Det er ikke et nederlag – det er faktisk dumt at lade være.

Ifølge Ulla Dyrløv er det bedste, forældre kan gøre, i forbindelse med at deres søn eller datter flytter hjemmefra, allerede et par år forinden at begynde en form for oplæringsperiode.

”Som udgangspunkt skal man gå ud fra, at det er ens ansvar, at de får det lært, og at de gerne må gå og brokke sig. Det er teenagerens privilegium. Forældrene skal holde følelserne udenfor. De skal ikke være skuffede eller kede af det over, at den unge ikke vil høre, hvad de siger. Nej, de skal lære fra sig, selvom de ikke får taknemmelighed tilbage, for det får man ikke på det tidspunkt – det kommer senere hen. Samtidig skal de forberede sig selv på den smerte eller sorg, det også er, når børnene skal til at flytte hjemmefra.”

”Der bliver vi ramt af mange ting: Så gik det barn ud ad døren, men også noget med, at man er blevet ældre, og hvor blev alle årene af. Det er helt naturligt, at det følelsesmæssigt er meget forvirrende, fordi man både har glædet sig til det, og at man bliver ked af det over, at der er et kapitel i livet, der er slut,” siger Ulla Dyrløv og tilføjer, at forældrene skal have tillid til deres voksne børn.

”Man skal gå ud fra, at de gør deres bedste, og hvis det bedste ikke er godt nok, skal man tilbyde sin hjælp. Men det er et tilbud og ikke noget, man kan mase sig på med. Man er stadig forældre, men de er jo blevet voksne, så man skal til at finde hinanden på en ny måde. Man skal slippe sit ansvar, og det kan være rigtig dejligt: Nu har jeg udtjent min værnepligt, og nu kan jeg bare stå til rådighed.”J