Prøv avisen
Mine familieværdier

Puk Elgård: Jeg har aldrig hadet mine forældre, selvom de svigtede mig

"Der var jo ikke en lang lang tradition for at drikke i min familie. Mine forældre var bare kommet ud for det værste i verden – at miste sit barn. Inden da var de velfungerende, men det slog deres liv fuldstændig i stykker," fortæller Puk Elgård, der havde en hård barndom. Foto: Kristian Brasen

Tv-vært Puk Elgård er vokset op i et hjem, hvor forældrene kæmpede med sorg og druk. Men selvom hun havde forståelse for forældrenes situation, savnede hun, at der blev talt om problemerne. Derfor er åbenhed afgørende i opdragelsen af hendes egen søn

Jeg er vokset op i et kaotisk, men kærligt hjem sammen med min mor, far og storebror i Buddinge, inden vi flyttede til Elbæk ved Horsens. Jeg blev født ét år efter, mine forældre havde mistet Pia, deres datter på otte år, som døde af en nyresygdom. Indtil da havde mine forældre haft stor succes med at arrangere modeshows, men sorgen fik det hele til at gå ned ad bakke. De begyndte at drikke voldsomt, og de blev førtidspensionister, da de var midten af 40’erne.

Dagen efter Pias begravelse rejste mine forældre på ferie, hvor min mor blev gravid. Lægerne sagde, at et nyt barn var den eneste måde komme over sorgen på, og derfor blev jeg født. Der var ingen bearbejdelse af sorgen. Ingen snakkede om den, men alle vidste, den var der. Jeg havde forståelse for mine forældres situation, og jeg har aldrig hadet dem, selvom de svigtede mig. Mennesker lever det liv, de har kapacitet til, og mine forældre havde ikke kapacitet til at gøre mere end det, de gjorde. Man kan ikke forlange ting af folk, som de ikke er i stand til.

Den vigtigste værdi i vores familie var ikke at dømme andre mennesker. Min mor kunne aldrig finde på at sige ’sikke en taber’ eller ’ham har jeg ikke noget tilfælles med’, for man kender ikke deres historie. Hun vidste, at hendes eget liv forandrede sig uforskyldt, og det havde hun i baghovedet, når hun så på andre mennesker.

Alle børn, der er vokset op i et alkoholikerhjem, er små antenne-mennesker, der kan afkode andre ved at se på dem. Det er man nødt til, når man har været barn i en familie, hvor tingene er utilregnelige. Det betyder, at jeg har stor forståelse for andre – for hvad de siger, hvad de tænker, hvad de gør og hvorfor. Det er en fordel i det job, jeg har i dag, hvor jeg møder en masse forskellige mennesker.

Min far var ham, jeg havde det tætteste bånd til som barn. Han havde i grunden et lyst sind, men han var smadret af sorg og druk. Vi hørte dansktop, fortalte vittigheder og legede ordspil. Det var nemt at være ham, der sad i sofaen og lavede sjov, mens min mor stod på en stige og gav taget træbeskyttelse. Efterfølgende har jeg kunnet se, at det var min mor, som fik tingene til at hænge sammen.

Engang skulle vi holde jul hos min far, efter mine forældre var blevet skilt. Det eneste, han skulle sørge for, var et juletræ, og det havde han glemt. Så tog min far en blyant og tegnede et stort juletræ på tapetet. Alle holdt vejret og ventede på min reaktion, fordi jeg var den mindste, og jeg ville sikkert gerne have et juletræ. Så gik jeg ud i køkkenet, fandt nogle plastikposer med hvide margueritter, og så satte jeg dem på tapetet med tegnstifter og sagde, det ville blive svært at danse rundt om. Så grinede alle sammen. Det er meget typisk for vores familie og måden, vi løste tingene på.

Åbenhed er afgørende i min søns opdragelse. Vi kan have aftener, hvor han sætter sig i sofaen, og jeg kan mærke, at han har noget at fortælle. Den fortrolige stund savnede jeg som barn, for der blev aldrig talt om problemerne. Jeg bliver så glad, når han sætter ord på, hvordan han har det, for tavshed kan være dræbende. Det er nedbrydende, når man ved, der ligger følelser, der aldrig bliver sat ord på. 

Min kæreste Lothar og jeg deler de samme værdier i forhold til opdragelse. Men han har været 12 år i jægerkorpset og efterfølgende arbejdet som coach, så han er hudløst ærlig og pakker ingenting ind. Det har påvirket Robin i en retning, hvor han har lært at sige tingene ligeud. Det har jeg også skulle lære.