Prøv avisen

Rådgivning i to generationer

Camilla har et etableret netværk af læger, jordemødre og sundhedsplejerske at trække på, når illegale flygtninge, eller kvinder, som er havnet i en gråzone på grund af en familiesammenføringssag, henvender sig til hende og beder om hjælp. -- Foto: Peter Kristensen. Foto: Peter Kristensen

De er begge sundhedsplejersker, men langtfra enige om alt. Radioens Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen fra netsundhedsplejerske.dk deler i ny bog ud af gode råd

De har givet gode råd til flere generationer af forældre og bedsteforældre, og Helen Lyng Hansen og Sigrid Riise er nærmest blevet ikoner inden for sundhedsplejen. Nu stikker de hovederne sammen i en ny bog, "De bedste (bedste)forældre", hvor de behandler de konflikter, der kan opstå generationerne imellem, når en lille ny melder sin ankomst.

Selv har Sigrid Riise ingen børnebørn, men nevøer og niecer.

"Jeg tror, deres forældre havde forventet, at jeg ville blande mig i deres opdragelse. Men jeg har holdt mig helt udenfor og ladet dem passe sig selv," siger Sigrid Riise og konstaterer tørt og underspillet:

"Jeg giver kun råd, når jeg bliver betalt for det."

Mange mennesker har lyttet til Sigrid Riises solide råd gennem tiden. Hun er mest kendt for radioprogrammet "Børnetimen – mest for voksne", der kørte i 15 år frem til 2007, og for bøger, klumme- og foredragsvirksomhed. Ifølge Lyng Hansen har kollegaen betydet meget for sundhedsplejen i Danmark.

"Sigrid Riise har virkelig skabt forståelse for, hvad sundhedsplejen kan tilbyde. Engang var det jo sådan, at sagde man, at man var sundhedsplejerske, var reaktionen: ?Nå du er sådan en, der tager hjem til folk og drikker kaffe og spiser boller.? Sigrid Riise har vist, at vi kan tilbyde noget andet, nemlig rådgivning."

Helen Lyng Hansen har taget teten efter Riise og driver et af Danmarks mest populære netsteder om babyer og børns udvikling og trivsel. Blandt andet er der en brevkasse, hvor mange tusinde forældre hver dag søger råd og vejledning hos sundhedsplejersken.

"For mig er det vigtigste at anerkende, at alle forældre ønsker at gøre det bedste for deres børn med de midler og ressourcer, de nu har ved hånden. Det skal være udgangspunktet for rådgivningen. Det nytter ikke at slå dem i hovedet – forældre kan ikke stille dumme spørgsmål," siger Lyng Hansen.

Sigrid Riise mener også, at den største dyd som sundhedsplejerske er at kunne stikke en finger i jorden og fornemme, hvad forældrene har brug for. Men hun og Helen Lyng Hansen er også forskellige.

"Du er meget blidere og bedre til at anerkende og rumme forældrenes behov end mig," siger Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen bryder ind:

"Og du er mere kontant end mig."

Når de rappe replikker tilsat lidt tør humor ramler ud af munden på Sigrid Riise, er man ikke i tvivl om, at her er en kvinde, der tør sige, hvad hun mener, og mener, hvad hun siger. Og hun mener, at de mange tilgængelige råd om babypleje, der findes i dag, ligefrem kan være vildledende.

"Moderne forældre vil gøre det så godt, så godt, og de kan få råd over alt og læse stakkevis af bøger. Nogle gange tror jeg, at det forvirrer mere, end det gavner."

Helen Lyng Hansen er af en lidt anden holdning:

"Jeg tror da, at kvinder i min mors generation var akkurat lige så usikre, da de fik børn, som nutidens forældre er. Men min generation er mere vidende omkring babypleje, og det er kun godt. Men de har brug for hjælp til at sortere i al den information."

familieliv@kristeligt-dagblad.dk