Hvis det passer, hvad H.C. Andersen sagde om, at ”at rejse er at leve”, må familien Oud-Simonsen fra Svanninge på Sydfyn siges at leve livet fuldt ud. Siden Lars og Suzi Oud-Simonsen mødte hinanden for 15 år siden, har de sammenlagt brugt otte år på at rejse verden rundt.
Og her taler vi ikke om skræddersyede charterrejser til solbeskinnede all inclusive-destinationer. I stedet har familien rejst til steder og på måder, som er de færreste forundt.
Sydamerika, Indonesien, Australien, Grønland og USA er blot nogle af de steder, familien har fået stemplet deres pas, og så er der selvfølgelig turen, de foretog sidste efterår, hvor de opholdt sig tre en halv måned i USA’s største delstat, Alaska – de to af dem i kano på floderne. Og forinden da deres længste rejse på halvandet år, hvor de sejlede i kajak fra København til Istanbul med deres to børn.
Eventyrlysten har hverken Lars eller Suzi Oud-Simonsen fået ind med modermælken.
”Hele min familie er forretningsmindede, og jeg har også selv været fire år i butik. Men efter jeg ved et tilfælde mødte nogle piger, der opfordrede mig til at rejse til Israel, hvor jeg tilbragte tre måneder i kibbutz, har jeg ikke set mig tilbage. Efter det vidste jeg bare, at jeg ikke skulle tilbage til butikslivet,” siger Lars Oud-Simonsen.
Hans hustru, Suzi Oud-Simonsen, som er hollænder, har heller ikke haft en berejst barndom, men siden de to mødtes, har de prioriteret at rejse så meget, økonomien tillader det.
En overgang bestyrede parret et vandrehjem i Sakskøbing på Lolland, og efterfølgende stod de syv år i spidsen for en campingplads i samme by. Da sidstnævnte lukkede, så de det som en mulighed for at tage på en længere rejse.
”Nu stod vi uden hus, kun med en gammel bil, og havde to muligheder. Enten skulle vi søge nyt arbejde og købe os et hus, eller også skulle vi sige til os selv, at nu kunne vi gøre alt, hvad vi ville. Intet holdt os længere tilbage,” siger Lars Oud-Simonsen.
Med penge på kontoen efter flere års hårdt arbejde som selvstændige satte de en på flere måder vild plan i søen. Sammen med deres to børn på dengang fem og syv år, Liva og Turi, besluttede de at foretage en rejse til Istanbul. Ikke i bil og ikke med fly, men derimod i kajak. En rejse, der kom til at tage de sydfynske eventyrere halvandet år.
”Vi fik kajakkerne, som vi skulle sejle i, et par uger inden, vi skulle af sted, så vi nåede faktisk kun at øve os tre til fire gange. Den længste tur på 90 kilometer tog jeg sammen med vores søn, Turi, og min mor. Det var Møn rundt. Vores filosofi var, at kan du ro 10 kilometer og slå et telt op, så kan du også gøre det dagen efter, og på den måde kan du jo nå Jorden rundt, hvis du vil,” siger Lars Oud-Simonsen, mens han viser billeder fra turen på en computer.
Mens børnene leger i en tilstødende stue, fortæller deres forældre begejstret om, hvordan de tog højde for sikkerheden ved at have nødraketter, mobiltelefoner, førstehjælpsgrej, maritim radio, ekstra batterier og andet udstyr med, som skulle hjælpe dem, hvis de kom i problemer. Hvordan smarte apps hjalp dem med at tage højde for vejret og undgå eventuelle livsfarlige sejladser. Men på intet tidspunkt under den halvandet år lange rejse blev udfordringerne større, end at familien havde lyst til at fortsætte.
”Det er jo langt farligere for børnene at tage dem med på en cykeltur. På vandet er der næsten ingen trafik, og det meste af tiden sejlede vi forholdsvis tæt på land,” fortæller Lars Oud-Simonsen.
Der var dog oplevelser, som tærede på kræfterne. Som dengang, da de i Grækenland befandt sig 27 timer i træk i kajakkerne.
”Vi skulle rundt om halvøen Athos ved Halkidiki, og her havde vi ikke mulighed for at komme i land, fordi den er forbeholdt munke. Der har ikke været kvinder på øen i 400 år. Her måtte vi padle hele natten igennem. Det var utrolig flot, fordi havet blev oplyst af plankton,” siger han.
Men det var også på den del af turen, at Lars Oud-Simonsen fik sig rejsens største forskrækkelse, da han pludselig ikke kunne finde sin hustrus kajak med hende og datteren i.
”Jeg var altså ikke så langt bag ham, men jeg var simpelthen så træt, at jeg sad op i kajakken og faldt i søvn. Men det var bælgmørkt, og Lars kunne ikke se mig,” siger Suzi Oud-Simonsen med et smil, der afslører, at hun aldrig selv oplevede situationen som alvorlig.
En enkelt gang under interviewet får Lars Oud-Simonsen tårer i øjnene. Ikke fordi han er ked af det, men fordi han bliver rørt, da han fortæller, hvordan familien oplevede at blive taget godt imod, hvor end de gik i land – af høj som af lav. Som da de entrerede Monacos havn, og manageren for yachtklubben stod og tog imod dem og fik dem indkvarteret gratis på et luksushotel, eller som da en fattig fisker i en tyrkisk havneby forberedte et lækkert måltid mad til dem på den bare jord af den smule mad og de friskfangede fisk, han havde.
Familien havde ikke dansk grund under fødderne ret længe, inden de atter gik med planer om at rejse ud. Det handler om, at hverdagslivet bliver sat i perspektiv, når man er så længe væk hjemmefra, mener Lars Oud-Simonsen.
”Efter sådan en lang tur, hvor man er vant til kun at have det, man har plads til i kajakken, kommer man hjem til alle sine ting. Og så er det, man sidder der og spørger sig selv: ’Er det virkelig bare det?’. På rejsen har vi jo overhovedet ikke savnet noget af det,” siger han nøgternt.
Han og familien har valgt at leve et liv, hvor materialistiske ting tæller minimalt. Deres hus er købt og betalt af deres opsparing, og alle møbler i deres hus har de fået gratis af venner og bekendte eller fundet i Den Blå Avis. Det giver økonomisk frirum til at rejse.
”Materielle ting giver meget korte glæder, hvorimod oplevelser kan du ikke betale dig fra,” siger Lars Oud-Simonsen og peger på sine bukser:
”De her bukser er for eksempel 15 år. Nogle vælger at købe en helt ny bil til 200.000 kroner. Det var, hvad vores rejse fra København til Istanbul kostede os.”
Hverken Suzi eller Lars Oud-Simonsener bekymrede for, at deres børn bliver rodløse af de lange rejser væk fra kammerater og skole. Lærerne har forsikret dem om, at de begge er hurtige til at falde til igen, og lektierne er altid med på tur. Således var 20 kilo af oppakningen på den halvandet år lange rejse mod Tyrkiet skolebøger.
”Det kan godt være, at børnene var lidt længere om at lære datoer og ugedage. Det har mere været; så, nu er det mørkt, så er det aften, og så, nu er det lyst, så er det blevet morgen. Men det har været så fedt ikke at være afhængig af at kigge på klokken og i lange perioder at være væk fra mailboks og internet,” siger Suzi Oud-Simonsen.
Både hun og hendes mand er enige om, at en af de store gevinster ved de lange rejser er, at nærværet i familien bliver større. Og selvom man bestræber sig på at øge nærværet også under hjemlige himmelstrøg, vil det aldrig blive det samme.
”Det, som eventyret ude i verden kan give, er muligheden for at være mere til stede i nuet. Man behøver ikke bekymre sig om alt muligt andet end lige nu. Det giver en eller anden form for lykkefølelse. Nu prøver vi det også af herhjemme ved at have købt et hus. Jeg kan cykle op i Svanninge Bakker og kigge ud over landskabet og få lidt af samme følelse. Eventyret findes selvfølgelig ikke kun langt væk. Det er lige så fedt at komme hjem og prøve at inspirere andre til at rejse ud, som når jeg holder foredrag,” siger Lars Oud-Simonsen, men ombestemmer sig hurtigt.
”Eller nej. Det fedeste er at være ude at rejse selv.”
Næste eventyr er allerede planlagt. Til sommer rejser Lars Oud-Simonsen sydpå for at sejle rundt i det græske øhav med to ældre, franske mænd på 76 og 78 år, som familien mødte på deres rejse til Istanbul. En måned senere, når skoleåret er færdigt, følger familien trop.