Prøv avisen

Søskende, der hader hinanden

Familien er ens flok, og når en konflikt opstår med en bror eller søster, kan det opleves som en afvisning på et grundlæggende plan, fortæller psykoterapeut Birgitte Winkel. -- Foto: colourbox.com

Brødre og søstre er det bedste i verden, men kan også være det værste. Søskendekonflikter kan række langt ind i voksenlivet, men terapi og mægling kan være en vej til et bedre forhold

Måske er du en af de mange danskere, der ikke er på talefod med dine søskende, måske kender du en, som står i suppedasen. For det er en værre suppedas, man står i, når man kommunikerer så dårligt med en, man har kendt hele livet, at forbindelsen må kappes.

Der er nemlig meget sorg og smerte forbundet med de konflikter, der løses ved at bryde kontakten. Det siger psykoterapeut Birgitte Winkel, der er konfliktmægler ved Center for Konfliktløsning og jævnligt mægler i konflikter mellem voksne søskende.

"Der er ofte ingen materiel nødvendighed i, at man er sammen med sine søskende. Men der er en følelsesmæssig tilknytning, som varer livet ud. Det har jeg oplevet med ældre søskende, der stadig kan føle smerte ved, at de ikke kan finde ud af at være sammen og savner hinanden," siger Birgitte Winkel.

Familien er ens flok, og når en konflikt opstår med en bror eller søster, kan det opleves som en afvisning på et grundlæggende plan.

"Det er ens værd som menneske, der er på spil, når man er uønsket i flokken. Derfor er familiekonflikter meget svære at håndtere," siger familieterapeut og bachelor i psykologi Helle Birkholm-Buch, der blandt andet holder foredrag om konflikthåndtering.

Spørgsmålet er, hvorfor det kan være så svært at være søskende – selv i voksenlivet mange år efter at det legetøj, man engang skændtes om, er pakket sammen, og den fælles køjeseng er erstattet med hver sin matrikel.

Det, som ifølge psykoterapeut og konfliktmægler Birgitte Winkel er specielt for konflikter mellem søskende, er, at de har rødder i barndommen.

"De hænger som regel sammen med, at man har oplevet forældrene gøre forskel på børn i en søskendeflok – den ældste har en anden position end mellembarnet og den yngste. De positioner hænger ved og kan bryde ud i voldsomme følelser af jalousi og vrede."

Desuden kan vi finde på at opføre os værre over for vores familiemedlemmer end over for andre, vi omgås.

"Jo tættere relation vi har, jo tryggere er vi, og jo grovere kan vi finde på at blive, fordi vi har en forventning om, at relationen kan bære det. Den samme tryghed har vi ikke nødvendigvis i vores andre relationer. Derfor viser vi mere hensyn og stiller færre krav," siger familieterapeut Helle Birkholm-Buch.

Men når relationen alligevel brister, skyldes det ofte, at en aktuel konflikt forstørres ved, at den ripper op i gamle eller fastlåste positioner fra barndommen.

"Det kan eksempelvis være, at lillesøster var forældrenes kæledægge, der altid blev taget hensyn til. Så hvis lillesøster som voksen kommer for sent til en familiemiddag, venter man med at spise. Hvis storebror kommer for sent, går man i gang, før han ankommer. Det kan reaktivere minder om alle de gange, hvor storebror har følt sig forbigået, overset eller tilsidesat, og er med til at gøre den aktuelle konflikt langt værre, end den er, hvis man ser den i helikopterperspektiv. Hans reaktion bliver derfor uforståelig for de uindviede," siger Helle Birkholm-Buch og fortæller om endnu en typisk konflikt, der kan opstå mellem voksne søskende:

"Engang var to enæggede tvillingesøstre knyttet til hinanden, men forholdet begyndte at skride, da den ene søster giftede sig med en mand, som den anden ikke brød sig om. Søsteren fik tilmed to børn hurtigt efter hinanden og havde brug for sin søsters opbakning i tiden, der fulgte. Hjælpen udeblev, og hende, der var blevet mor, følte sig svigtet på flere planer. Omvendt følte singlesøsteren sig sat uden for døren. Hun oplevede, at søsteren var travlt optaget af sit eget familieliv og ikke længere havde plads til hende.

"Konflikten blev optrappet af mange små enkeltepisoder. Singlesøsteren spurgte, om søsteren kunne komme med ud på café. Svaret var, at det ikke lige passede i dag, fordi hun var alene med børnene. ?Jeg ringer, efter at børnene er puttet?, lød svaret."

"Men da børnene sov, var hun så træt, at hun glemte alt om at ringe. Da de endelig fik fat i hinanden, var singlesøsteren kold og afvisende uden at forklare hvorfor. Pludselig eksploderede det hele. Al den opsparede energi, følelserne af svigt, afvisningerne, kritikken af manden og de brudte forventninger brød ud i lys lue. Skænderiet blev til flere skænderier, og til sidst så de stort set ikke hinanden. Singlesøsteren fik en kæreste, der blev inddraget, og dele af familien tog parti og blev delt i to lejre," siger Helle Birkholm-Buch.

Hvis sådanne søstre skal finde hinanden igen, er det svært, men ikke umuligt.

"Først når der opstår et savn efter den anden, der fylder mere end optagethed af, hvem der har ret og uret, er der grobund for at blive forsonet," siger Helle Birkholm-Buch.

Terapi eller konfliktmægling kan hjælpe til med en god dialog. Målet med terapi mellem søskende er at lære at lytte til den anden frem for at pege fingre og dømme. For det er ifølge Helle Birkholm-Buch aldrig en person, der er noget galt med. Det er relationen – altså forholdet mellem personerne.

"Ofte er vi mere optagede af at lave hinanden om end os selv. Vi tænker, at den anden er skyld i, at vi har det sådan. Ved at klandre den anden for hans eller hendes fejl og mangler som person kan vi under højlydt plasken vaske vores egne hænder. Men den går ikke. Vi skal lære at vende blikket indad og reflektere over, hvordan vi selv er med til at bibeholde relationen på et dårligt spor. For en bror, som man oplever som meget konfliktsøgende, kan sagtens være meget konfliktsky i andre sammenhænge. Derfor skal man tænke: 'Hvad er det, jeg gør, der får ham til at fare sådan op? Ser jeg ham ikke?'," siger Helle Birkholm-Buch.

En anden måde at løse søskendestridigheder på er at opsøge en konfliktmægler, der kan hjælpe parterne med at se og høre hinanden. Af og til er det forældre til søskende, der på deres børns vegne kontakter en konfliktmægler. Det har psykoterapeut og konfliktmægler Birgitte Winkel oplevet i sin praksis.

"For den ældre generation er det en stor sorg, at deres børn ikke kan enes. Især også, når der er børnebørn involveret, der ikke ser hinanden. En mor kontaktede mig eksempelvis for nylig, fordi hendes sønner ikke kunne se hinanden. Jeg konfliktmæglede over tre gange – den første var med sønnernes mor. Mæglingen udmøntede sig i, at sønnerne lavede en aftale om, at de ville tage til familieselskaber sammen og kunne være i hinandens selskab hos fælles venner – men det behøvede ikke være sådan, at de kom til at elske hinanden."

Nogle konfliktmæglere arbejder med at skabe dialog på neutralt territorium, hvor konfliktmægleren stiller spilleregler op for, hvordan tingene kan siges, sådan at kommunikationen hverken bliver undvigende eller aggressiv. Afslutningsvis laver parterne aftaler omkring, hvilke forudsætninger der skal være til stede, for at man kan ses fremover.

"Det er ikke sådan, at alt efterfølgende er løst. Men man har fået et redskab til at tale sammen," siger Birgitte Winkel.

Faktisk kan konfliktmægling også bruges til at aftale, at man ikke skal ses fremover, hvilket ifølge Birgitte Winkel i sig selv kan være forløsende.

"Det, som er svært, er, når tingene ikke bliver sagt, og den ene part måske går og håber på noget, der ikke kan lade sig gøre."

Men i de allerfleste tilfælde kan det lade sig gøre at finde ind til hinanden igen på en god måde, da der er store lidelser forbundet med konflikter i familien. Desuden kan man blive klogere på sig selv og hinanden.

"Det kan være meget forløsende at komme ud over konflikten og blive mere opmærksom på, hvad det er, vi gør ved hinanden," siger Birgitte Winkel.

familieliv@kristeligt-dagblad.dk

Illustration: Peter M. Jensen.