Prøv avisen
Mine familieværdier

Per Schultz Jørgensen: Det var en stor dag i mit liv, da min far kom tilbage

Per Schultz Jørgensens familie er stor, og sammenholdet er stærkt. Familien mødes ofte på Årø, hvor hans mor stammer fra. "Her bader vi, sejler og nyder livet," siger han. Her ses han sammen med børnebørnene Anine og Agnes. Foto: Privat

Professor og forfatter Per Schultz Jørgensens far sad i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, og han husker den dag, hvor hans far kom hjem som én af de lykkeligste i sin barndom

Jeg er vokset op i Kolding i en søskende flok på seks. Jeg var nummer tre i rækken. Mine forældre var begge lærere, og de var meget arbejdsomme og pligtopfyldende mennesker. Det var ikke et hjem, som var præget af overflod, og jeg lærte tidligt at tage ansvar og bidrage til fællesskabet.

Min familie var ret religiøs, og vi gik i kirke næsten hver søndag. Min far kom fra et indre missionsk hjem, mens min mors familie var mere grundtvigsk. Generelt har det religiøse præget mig som barn. Jeg var KFUM-spejder, og min far bad bordbøn før maden. Men min familie hørte ikke til kredsen af indremissionske. Men der var tro og pligter og så en grundlæggende orientering i tilværelsen - og det har jeg fået med mig som en værdiorienteret vuggegave. 

Jeg fik nok en lidt streng opdragelse. Andre børn fik lov til mere. Jeg husker en søndag, hvor jeg spurgte, om jeg måtte gå med en ven i biografen og se en Tarzan-film. Jeg var vel 10-12 år. Men nej, det gjorde man ikke om søndagen, lød det. Det var nogle gange lidt tungt. Var der noget, jeg savnede i min barndom, så var det måske mere tid og nærvær. Mine forældre var autoritetsfigurer, det var de jo dengang. I dag er forældre mere kærlige og nærværende, når de er sammen med deres børn.

Vi diskuterede meget, og det har lært mig, at jeg skal kunne stå til mål for de holdninger, jeg har, og at jeg ikke skal dukke nakken, men kæmpe for det, jeg tror på. Der er næsten ikke noget her i livet, man får forærende, og det man får gratis er måske ikke så meget værd. Jeg kender flere, som har svært ved at klare uenighed, men det har jeg lært er okay - og at det hele ikke falder fra hinanden bare, fordi man skal kæmpe for sit synspunkt.

Krig har fyldt meget i min familie. Min mors slægt kommer fra Årø, og min morfar var med i Første Verdenkrig - og min oldefar var med i 1864. Både i slaget ved Dybbøl og slaget ved Als. Min egen far sad i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig - han havde drevet et illegalt trykkeri under besættelsen. Krigens nærvær har gjort fællesskabet i min familie stærkt, også blandt mig og mine søskende, for mens min far var væk, skulle vi yde noget og holde sammen. Det gav os en stærk fornemmelse af at have værdi og betyde noget for andre. 
 
Den lykkeligste dag i min barndom, var nok den dag min far kom hjem fra Sachsenhausen (koncentrationslejr i Tyskland, red.). Den dag står skarpt i min erindring. De hvide busser (transportorganisation, der bragte danske og norske koncentrationslejrfanger hjem fra Tyskland, red.) stoppede ved Lillebæltsbroen, og min mor, mine to ældste søskende og jeg løb til busserne for at finde min far, inden busserne kørte videre. Da jeg kom ind i bus nummer to, råbte jeg hans navn så højt, jeg kunne, og pludselig opdagede jeg, at han sad lige foran mig. Det var et stærkt og fantastisk øjeblik. Lettelsen kom efter år med frygt, angst og fortvivlelse - og så var han der lige pludselig. Det er et meget lykkeligt minde.

Jeg har et meget nært forhold til mine søskende. Vi kæmpede med de samme kolde vintre, og i dag har vi et meget nært og fortroligt forhold, hvor vi kan dele vores bekymringer og tanker med hinanden. Vi har så meget historie sammen, som gør, at vi forstår hinanden. Vi er vokset op i den samme historiske tidszone, og det at have søskende at dele erfaringer med, det er et meget stort og enestående privilegium.

Hvert år rejser vi i hele den store familie sammen, ja, vi er over halvtreds personer, når man tæller børn og børnebørn med. Der er et stort sammenhold i vores storfamilie, og det glæder mig meget, for jeg tror, at det giver én rodfæste at være del af så stort et fællesskab, når man lever i en verden, som den vi lever i, hvor der er masser af turbulens og opbrud. Vi er der for hinanden.

Mine egne børn er opdraget til at tage ansvar og føle en forpligtelse over for fællesskabet. Men kernen i hele deres opdragelse har været kærlighed. I min egen barndom har jeg aldrig tvivlet på, om jeg var elsket. Den følelse ville jeg gerne give videre til mine egne børn - og vi har altid bakket dem op, og de har ikke været i tvivl om, at vi ville kæmpe for dem uanset hvad.

Min kone og jeg har magtet at være sociale bedsteforældre - forstået på den måde at vi ikke bare er biologiske bedsteforældre, vi er også opsatte på at skabe stærke sociale bånd med vores børnebørn. Det kræver, at man hver uge er på banen, at man henter i børnehaven og støtter og hjælper til – uden at overtage opdragelsesrollen. Det betyder, at vores forhold er blevet meget fortroligt og varmt.