Sensitive børn trækker familietempoet ned

Ny bog sætter fokus på, hvordan man som familie med sensitive børn kan håndtere en hektisk hverdag

”Vores børn er som små barometre, som mærker verden og reagerer, hvis der er ubalance i tingene. Ofte før vi selv bemærker det. De har en evne til at vide, hvordan deres omgivelser har det, og de bliver påvirket af stemninger på godt og ondt.”
”Vores børn er som små barometre, som mærker verden og reagerer, hvis der er ubalance i tingene. Ofte før vi selv bemærker det. De har en evne til at vide, hvordan deres omgivelser har det, og de bliver påvirket af stemninger på godt og ondt.”.

Hjemme hos forfatter og cand.pæd i pædagogisk psykologi Anne-Mette Sohn Jensen har de en guldkrukke. Det er egentlig bare et opbevaringsglas med låg, som er dekoreret med guldpapir. Nede i krukken ligger der små håndskrevne sedler. De handler om gode oplevelser, om mærkedage og om mål, som er nået.

Tanken er, at familien via sedlerne hjælper hinanden med at fejre de gode øjeblikke, de har i løbet af et år, ved at skrive en seddel, når de har en god oplevelse som en af de nævnte ovenfor. Intet er for stort, og intet er for småt. Det er rart, når der er tidspunkter og perioder, hvor de positive oplevelser ikke står lige for.

Anne-Mette Sohn-Jensen er mor til to særligt sensitive børn, som i højere grad end andre kan have svært ved at håndtere hverdagens høje tempo og uforudsigelighed. Og netop derfor samler hun, hendes mand og deres søn og datter på de gode minder fra dagligdagen.

Det fortæller hun i sin bog ”Det sensitive barn - en guide til en bedre hverdag”.

Bogen er baseret på erfaringer og eksempler fra over 50 forældre, som forfatteren har interviewet om, hvordan de tackler hverdagens udfordringer med et sensitivt barn i familien. Emnerne er alt fra søvn, mad og legekammerater over venskaber, søskende og nedsmeltninger til højtider og tøj, der kradser.

I bogen understreger hun, at sensitive børn er vidt forskellige, men at de også har fælles træk. I bund og grund handler det om, hvordan nogle børn er mere modtagelige over for deres omgivelser.

Anne-Mette Sohn Jensen har via samtalerne med de andre forældre lavet en liste med 31 forhold, der gør sig gældende. Tre af dem lyder:

Mit barn har det svært med fremmede, de skal lige ses an.

Mit barn har brug for pauser i løbet af dagen.

Mit barn foretrækker planlagte og strukturerede aktiviteter frem for spontane. Spontane indfald kræver et stort overskud.

Anne-Mette Sohn Jensen er også rådgiver i særlig sensitivitet. Og selvom forældre til særligt sensitive børn må planlægge mere og tage flere hensyn, er det også en stor gave at have børn med følsomme antenner, skriver hun.

”Vores børn er som små barometre, som mærker verden og reagerer, hvis der er ubalance i tingene. Ofte før vi selv bemærker det. De har en evne til at vide, hvordan deres omgivelser har det, og de bliver påvirket af stemninger på godt og ondt.”

I en tid, hvor mange børnefamilier kæmper med at nå det hele, er det positivt, at børnene minder en om nødvendigheden af at holde pauser, påpeger hun.

”Vores børn har brug for mere ro, flere pauser og mere tid til at lade batterierne op end gennemsnittet. Det forplanter sig typisk til resten af familien. En mor fortæller i undersøgelsen, hvordan livet med hendes sensitive barn har fået hende til at sætte tempoet ned, trække vejret og faktisk mærke efter, hvad der har værdi.”

”Vi kan lære, at kalenderen ikke altid skal være fyldt, men at vi har brug for at være sammen som familie, og det er så absolut positivt.”