Prøv avisen
Mine familie-værdier

Signe Molde: Jeg har været heldig med min familie

Signe Molde - her sammen med sin mand, Peter Molde-Amelung - er som voksen stadig vild med, at hun er sine forældres lille barn. -

Børn skal opdrages med kærlighed og en uhøjtidelig tilgang til livet, mener Signe Molde-Amelung, der er glad for, at hendes forældre stadig retter på hende i voksenlivet. Og så mener hun, at det er godt at være sig sine privilegier bevidst

Jeg er vokset op i lilla velourjoggingsæt, med hjemmeklippet - skævt - grydehår og med en mor, der forsikrede mig om, at mit pandehår var lige, selvom alle kunne se, at det var løgn. Vi boede i Jægersborg, i Gentofte og i Charlottenlund, hvor vi flyttede til, da jeg var 10 år. Hvilket var meget voldsomt for mig, for jeg elskede virkelig det sted, jeg boede første del af mit liv. Et lille hyggeligt rækkehuskvarter, der pudsigt nok minder meget om det sted, jeg selv er endt.

Jo ældre jeg bliver, desto mere bevidst er jeg om, at jeg har været heldig med min familie. Både den, jeg er født i, og den, jeg selv har lavet. Jeg er vokset op i en kernefamilie med mor, far og storesøster. Mine forældre er stadig sammen. Jeg husker tydeligt, da Peter og jeg blev gift, at min far sagde i talen til ham, at han skulle vide, at medlemmer af vores familie ikke bliver skilt. Han sagde det lidt i sjov, men det var tydeligt, at der også lå alvor bag spøgen.

Grundlæggende er jeg vokset op med kærlighed. Jeg har altid følt mig elsket. Derudover var de vigtigste værdier åbenhed og en hensyntagen over for andre mennesker, ligegyldigt hvem de var. Vi har altid rejst meget. Da jeg gik i 2. klasse, rejste vi til Afrika, hvor vi kørte rundt i fem uger og camperede de mest sindssyge steder. Jeg ville ikke turde gøre det med mine egne børn i dag. Men det har gjort, at jeg fra barnsben har set, at der er folk i verden, der har helt andre vilkår end mig. Selvfølgelig skal man ikke gå rundt og skamme sig over at være født i Danmark i en god familie, men det er godt at være sig sine privilegier bevidst.

Mine forældre har været gode til at give mig en masse selvtillid og selvværd med i bagagen. De har givet mig en grundkerne af, at jeg har ret til at være her, og at jeg er god nok. Jeg er vokset op med, at der ikke er noget, der er dumt at spørge om. Det prøver jeg at holde fast i som voksen. Jeg er ikke bange for at spørge om ting, jeg ikke ved.

Mine forældre har aldrig været strenge forældre, men der har altid været klare rammer i mit barndomshjem: Ingen sko i sofaen, klare aftaler for hvornår man kommer hjem fra fest, rygning forbudt. Og så er mine forældre altid gået meget op i, at man ikke må bande. Det gør de stadig den dag i dag. Hver gang jeg har lavet et program i fjernsynet, så får jeg en sms fra min mor bagefter, hvor der kan stå, ”det var godt, du bandede kun tre gange.” Jeg har mange jævnaldrende venner, der finder det irriterende, når deres forældre retter på dem. Men jeg kan meget godt lide det. Det giver en tryghed. Uanset hvor gammel jeg bliver, så er jeg stadig deres lille barn. Det er jeg ret vild med.

Det er vigtigt for mig, at mine børn vokser op og føler sig elskede. Og det tror jeg også, at de gør. Derudover vil jeg meget gerne have, at de ikke er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, og at de er bevidste om, at de er nogle af dem i verden, der har det bedst. Jeg er selv sådan en, der grubler en masse, og det er bare ikke altid, at der kommer noget godt ud af det. Derfor prøver jeg også at lære dem ikke at tage livet for tungt eller at tage sig selv for højtideligt. Vores datter på otte år er god til at grine af sig selv, når hun gør noget fjollet, og det gør mig helt lykkelig.