Prøv avisen

Skilsmissebørn tier om svære følelser

Tegning: Morten Voigt

Mange børn bærer på tabuiserede følelser af had til deres forældres nye partner, siger børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen, der i mere end 25 år har arbejdet med børn fra brudte hjem

Når forældre bliver skilt, er de ofte for hurtige til at etablere sig i et nyt parforhold. I hvert fald hvis man ser på tiden efter en skilsmisse ud fra et børneperspektiv. Og børneperspektivet er, hvad børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen har for øje. Hun er uddannet socialrådgiver og har talt med hundreder af børn i Statsforvaltningen i forbindelse med skilsmisse.

Der er desværre en skilsmissekultur, hvor mange forældre meget hurtigt vil flytte sammen og forsøge at etablere noget, som ligner en ny kernefamiliestruktur. Det er typisk fædre, som hurtigt søger ind i en ny familie, og det betyder, at deres børn skal tilpasse sig til ret meget, siger Hanne Søndergaard Jensen.

For mange børn er det komplekst at skulle forholde sig til en ny kæreste, samtidig med at skilsmissen er i frisk erindring. I Hanne Søndergaard Jensens samtaler med børnene har hun hørt mange børn fortælle om vrede, frustration og jalousi i forholdet til den nye kæreste. Men det er ofte følelser, som de ikke deler med deres forælder.

Det er noget, børnene går alene med. De kan sige det i en samtale med mig, men også indvende, at de ikke ønsker, jeg tager det med i notatet. Børn er prisgivet deres forældres valg, men en ny kæreste vil minde barnet om bruddet og den sorg, som er forbundet med bruddet. Samtidig sker der en forskydning i forholdet, når en forælder får en ny kæreste, fordi kæresten tit tager meget af den biologiske forælders opmærksomhed, siger hun.

For nylig udkom Hanne Søndergaard Jensens bog To hjem én familie, hvor hun skriver om de praktiske og følelsesmæssige konsekvenser af en skilsmisse set ud fra et børneperspektiv. Bogens titel, mener hun, er dækkende for det syn, mange skilsmissebørn har på familien længe efter skilsmissen. Nok bor forældrene hver for sig, men de er stadig en familie.

LÆS OGSÅ: Skilsmisser når rekordniveau

Det kan være to meget forskellige hjem, men i en lang overgangsperiode efter skilsmissen opfatter børnene stadig deres far og mor som en familie, og håbet om, at forældrene skal finde sammen igen, er stærkt. Jeg har talt med voksne skilsmissebørn, som fortalte, at de helt op i voksenlivet bevarede et håb om, at deres mor og far kunne finde sammen igen. Selvom deres forældre stifter nye familier, er ønsket om en genforening der som et håb. Og ellers kan man udtrykke det, som en 13-årig pige jeg talte med. Hun sagde, at det nok ikke var så godt, at hendes mor og far var sammen til hendes fødselsdag, men hvis de kunne gå sammen om en fælles gave til hende, ville hun blive meget glad, fordi det ville vise, at hendes forældre stadig kunne stå sammen.

Hanne Søndergaard Jensen siger, at danskerne generelt er blevet bedre til at blive skilt. Hun sammenligner nutidens skilsmissepraksis med de sager, hun mødte som ny på området i slutningen af 1980erne.

I dag ved de fleste forældre, at det er vigtigt, at de får etableret et godt samarbejde omkring børnene. Tidligere var det praksis, at en far kun så børnene en forlænget weekend hver anden uge, og savnet af faderen fyldte meget, når jeg talte med børnene. Det var skønt at være sammen med far i weekenden, men samværet blev meget koncentreret, og man lærte ham ikke at kende i hverdagen. Udviklingen i retning af mere ligeligt samvær rummer mange gode perspektiver, siger hun.

Desværre åbner de mere ligestillede skilsmisser også for en ny række af konflikter, som blandt andet bliver til sager i Statsforvaltningen. At fastsætte en mere ligestillet samværsordning, som alle trives med, kan åbne for mange konflikter.

LÆS OGSÅ: Flere fraskilte strides om børnene

Mange mødre, som er bopælsforældre, kan fortælle, at de har haft ondt i maven over at presse deres barn til at tage på samvær. Det er typisk mødre, som ønsker et godt samarbejde med faderen og gerne vil, at barnet har et forhold til sin far. Barnets modstand kan stå på over tid, og forældrene håber naturligvis, at det forsvinder af sig selv. Men det gør det langtfra altid, siger hun.

Modstanden mod at komme på samvær kan skyldes mange ting. Når Hanne Søndergaard Jensen har talt med børn, som ikke vil på samvær, har hun ofte hørt barnet fortælle om svære følelser i forhold til stedmor eller stedsøskende. Hun bruger bevidst ikke ordet bonusforælder, da hun ikke synes, der er meget bonus over barnets situation. Modstanden mod samvær kan også skyldes, at det er for længe siden, man har set den ene forælder. I andre tilfælde er det et spørgsmål om kultur. For nogle børn kan det også være svært at rumme et skift mellem to hjem, hvis der er to meget forskellige kulturer i hjemmene.

En anden grund til at nogle børn får ondt i maven, når de skal være sammen med den anden forælder, kan være, hvis en af forældrene har for vane at bagtale den anden. Hvis børn skal høre deres far tale negativt om deres mor eller omvendt, vil mange børn miste lysten til samvær. Det er min erfaring, at man som forældre kan gøre meget for at gøre det lettere for børnene at føle sig velkomne i både mors og fars hjem. Man må planlægge, så man sikrer, at barnet får tid alene sammen med de biologiske forældre og ikke skal indrette sig for meget efter stedforældre og eventuelle stedsøskende. Og så må man undgå at bagtale sin tidligere partner i børnenes påhør, siger hun.

Hanne Søndergaard Jensen har utallige sager om børn bag sig. Nogle samtaler tog bare fem minutter, mens andre var samtaler, som blev til langvarige sager. Hendes opgave har været at lytte til barnet, så Statsforvaltningen kunne have barnets tarv i fokus. Hvad er det bedste råd, hun mener at have givet til et barn?

Når jeg har lyttet til et barn og sagt, at nu ligger sagen i mine hænder. Barnet skal ikke længere bære sagen og de svære tanker på sine skuldre, men jeg vil bringe synspunkterne videre, og vi voksne vil træffe en beslutning, som tager højde for alt det, barnet har delt med mig.