Prøv avisen

Samtale fremmer det gode parforhold

Færre romantiske forestillinger om kærligheden og mere samtale med hinanden styrker parforholdet, lyder det fra forfatterne til den nye bog ”Tal sammen! Viljen til et bedre parforhold”. Foto: Christian Lindgren/Scanpix

En romantisk tilgang til kærligheden kan spænde ben for et velfungerende parforhold. I stedet skal vi huske at tale sammen, er budskabet i ny dansk bog

Når den altopslugende nyforelskelse har lagt sig, fører den romantiske forestilling om kærlighed ofte til skuffelser.

Derfor er det nødvendigt at se med realistiske øjne på parforholdet, så det bliver baseret på et gensidigt ansvar frem for udelukkende at være lystdrevent og følelsesbetonet.

Det er udmeldingen i bogen ”Tal sammen! Viljen til et bedre parforhold”, der udkommer i næste uge på Akademisk Forlag.

Forfatterne til bogen, økonom Hans Jørn Filges og forsker i ledelse og læring Poula Helth, gør op med den udbredte forståelse af kærlighed, der ofte bygger på, at man skal indfri uudtalte forventninger til hinanden i forholdet. De to danner par privat og har selv anvendt teknikkerne i bogen de seneste 10 år.

Forfatterne lægger vægt på, hvor livsbekræftende det kan være at leve i en tæt relation til en anden - også når forelskelsen er ovre - og derfor giver de gode råd om, hvordan parforholdet kan opgraderes via samtale og lytning.

Ved at lytte til hinanden med åbent hjerte og lydhørt sind kan man styrke kærligheden og skabe nye veje i forholdet.

Der må stadig gerne være plads til lidenskaben og den romantiske kærlighed, men grundlaget for et velfungerende forhold i et komplekst samfund bliver for spinkelt, hvis det udelukkende afhænger af følelser, mener bogens forfattere.

I en moderne tid, hvor det handler meget om ”at finde sig selv”, og hvor konstante overvejelser af eget udbytte af en relation går forrest, kan evnen til at vise omsorg og ægte interesse for hinanden gå i glemmebogen.

Hans Jørn Filges og Poula Helth trækker i den forbindelse paralleller til den danske teolog K.E. Løgstrups teori om, at man altid holder lidt af den andens liv i sine hænder. I et parforhold er man tæt forankret og nogle gange nødt til at gå på kompromis, for at partnerens liv skal lykkes. Således lykkes ens eget liv også indirekte.

På den anden side fastslår bogen også, at næstekærligheden ikke må kamme over - det vil skabe ubalance i forholdet, hvis den ene glemmer sine egne behov. Og blandt andet derfor skal man lære at tale med hinanden, så forholdet kommer til at hvile på et fælles ansvar, hvor man kender til hinandens behov.

Første del af bogen tager derfor afsæt i samtalen i parforholdet og giver gode råd om, hvordan parret skal agere i lytter- og fortællerrollen, når de taler sammen.

Ved i grove træk at følge samtalens fire trin, fortælle, lytte, genfortælle og reflektere, kan man skabe et stærkt ”vi” igennem samtale, og derved tager man et moralsk ansvar for hinanden. På den måde bliver forholdet bedre rustet til at kunne klare hverdagen.

Og netop hverdagen i det moderne samfund stiller store krav til parforholdet. Hans Jørn Filges og Poula Helth skriver, at mange i høj grad lever som individer i et multikulturelt og sammensat samfund, der bevirker, at parforholdet bliver et samspil mellem individer.

Derfor er evnen til at tale med og lytte til partneren også meget afgørende for at få et bedre og længerevarende forhold, da en god kommunikation betyder, at par kender hinanden og forstår hinandens behov, når de skal håndtere en stresset hverdag eller andre op- og nedture i livet.

Ifølge ”Tal Sammen! Viljen til et bedre parforhold” vil en sund dialog ikke kun medføre bedre kvalitet i samlivet med partneren, men også føre til øget livskvaliltet på mange andre områder af livet. Ud over at have en positiv effekt på parforholdet vil det også have en god indvirkning på familielivet og give en større selvindsigt.