Prøv avisen

Sorgen over gamle forældres død er undervurderet

Steinar Ekvik er præst og forfatter og har gennem flere år arbejdet med mennesker i sorg. For nylig blev han tildelt den norske Karl Evangs helsepris for sit arbejde med det vanskelige sorgtema. -- Foto: Scanpix.

Når forældre dør: At miste ens forældre er den sorg, som er den hyppigste, men samtidig er det også en overset sorg, mener den norske præst og forfatter Steinar Ekvik

Han gruer for den dag forældrene dør. Den norske præst og forfatter Steinar Ekvik er 52 år, og hans mor er 79 og faderen 81 år, og begge har det, alderen taget i betragtning, godt. Alligevel fylder tankerne om den dag, forældrene dør, meget hos sønnen.

Som præst har han brugt en god del af sit arbejdsliv på at arbejde med mennesker i sorg. Først i forbindelse med Scandinavian Star-branden og siden som sygehuspræst på kræfthospital i Oslo, men han undrede sig over, hvorfor der ikke var mere litteratur om den sorg, som melder sig, når man står ved sin mors eller fars kiste. For hans egen del, er han overbevist om, at livet ikke bliver det samme, når forældrene er borte, så han har besluttet sig for at bruge mere tid sammen med de aldrende forældre.

Da der for et par år siden blev et præsteembede ledigt tæt på forældrenes hjem i det sydlige Norge, valgte han sammen med sin kone at søge embedet for at kunne være tæt på forældrene i den sidste tid. Tidligere tog det halvanden time i bil at komme til forældrene, men nu klares turen på et kvarter.

– Jeg føler ikke, at mine forældre sidder på skuldrene af mig mentalt. Det var ikke dem, der plagede om, at vi skulle flytte tæt på, men vores ønske, og den frihed gør nærheden mulig. Forældre, som ikke har sat deres voksne børn fri, vil ikke kunne få del i den nærhed, som der kan være i et forhold mellem voksne børn og deres gamle forældre, siger han.

– De sidder med en nøgle til min historie, og gennem den sidste tid har vores samtaler i høj grad drejet sig om den historie, som vil gå i graven med dem, siger han.

Han glæder sig over, at hans mor er begyndt systematisk at skrive oplevelser ned for at have noget at give videre til sønnen.

– Det gør ikke så meget, at forældrene ikke er perfekte. Det er værre, hvis de er ukendte, siger han.

For nylig udkom Steinar Ekviks bog "Når gamle forældre dør" på dansk. At man som voksen følger ens mor og far til graven, er normen, og på det grundlag reduceres sorgen fejlagtigt til en parentes, mener han. Som sognepræst møder han flere gange om måneden mennesker, som skal begrave en afdød mor eller far og står med følelsen af at være kommet i afgangsklassen.

– Hvad enten relationerne er gode eller dårlige, sker der noget specielt med børn, når deres forældre dør. Selvom vi godt ved, at ældre mennesker må dø en dag, så lever vi med en forestilling om, at forældrene altid vil være der. Naturligvis kan omstændighederne omkring det at miste en forældre variere stærkt, for der er også nogle, som ikke bærer nævneværdige spor af sorg, fordi de har sørget færdig, før forældrene dør. Men omgivelserne kan ikke pr. automatik gå ud fra, at sorgen er mindre, fordi det er en gammel mor eller far, man har begravet, siger Steinar Ekvik.

Han gør sig til talsmand for, at man ikke undervurderer, hvad tabet af og afskeden med gamle forældre indebærer. Han opfordrer til, at man er åben omkring ens sorg, selvom ens venner og kolleger måske ikke umiddelbart forstår, at sindet i flere uger er stemt i mol.

– Det er klart, at det er tungt at se en ven sørge. Men når man deler sorgen med en anden, er det ofte sådan, at man på den måde giver vedkommende en gave. Midt i det, som er tungt og trist, viser man den anden tillid. Mange vil blive glade for at opleve, at de er den tillid værdig, siger han.

Går man tur på en dansk kirkegård en mørk efterårs- eller vinteraften kan man se, at der er tændt lys på en del grave, og de seneste år er rækker af gravlys blevet en del af mange butikkers faste sortiment i tiden op til alle helgen og jul. I Norge er traditionen med lystænding på grave mere rodfæstet, og Steinar Ekvik kan stadig blive rørt, når han fortæller om hans første juleaften som sognepræst. Da han kom ud fra kirken, så han levende lys fra flere tusinde grave.

– De lys taler deres tydelige sprog om menneskers behov for at holde minder levende, om trangen til at opsøge steder og passe godt på alt det, som kan forhindre, at de afdøde glider ud af hukommelsen og ind i en utydelig tåge.

Mange har et behov for at holde mindet om forældrene levende, mener Steinar Ekvik. Han har set mange eksempler på, hvordan børn efter at have taget afsked med deres mor og far, opprioriterer samvær med forældrenes jævnaldrende slægtninge, fordi der i de sammenhænge bliver talt om forældrene, deres baggrund og historie.

– Livsfællesskabet er forbi, men relationen afsluttes ikke ved graven. Selvom det ikke længere er muligt at opleve fysisk nærhed og dele livet, vil børnene fortsat leve med de minder og følelser, der blev skabt. Vi sørger os ikke færdige til en tilstand, som den var før dødsfaldet. Forestil dig, at du betragter et smukt landsskabsbillede og lad det være et symbol på livet. I en passende afstand fra billedet kan man se helheden. I mødet med sorgen mister vi oversigten over helheden og kan kun se de mørke farver, og det er som om, mørket bliver helheden. Men som tiden går, bevæger man sig længere bort fra billedet, så man igen kan se helheden. Det sorte vil blive ved med at være der, men det dominerer ikke, siger han.

Arv forbindes ofte med klingende mønt, måske konflikter og grådighed, men Steinar Ekvik mener, at der er andre følelser knyttet til det at arve, som er langt mere fremtrædende. Det kan føles som at invadere eller rasere sine forældres livsværk, når man sidder tilbage med de efterladtes ting. Men arv er meget mere end hus, penge og indbo, påpeger han.

– Selvom vi opdrages til at være selvstændige individer, bliver opvækstmiljøet noget, som sætter sit præg på os. Når forældre dør, sker det ofte, at børnene mærker, at noget af den gamle arv rykker tæt på igen. Det gælder både dem, som har foretaget helt andre valg, og dem, der er blevet som kopier af deres forældre, siger han.

Forældres død bliver ofte en udfordring for troen, både for dem, som tror, og dem, som ikke gør. Ens forestillinger bliver sat under lup, og det bliver tydeligt, om den trosarv, man har med sig, er en medgangstro eller en tro, der har bærekraft i mødet med lidelse, modgang og død, mener Steinar Ekvik.

– Har man haft en mor eller far, som har bedt for børn, børnebørn og hele slægten, så oplever mennesker, der ikke har været vældig aktive i kirken, at det nu er dem, som må føre denne opgave videre.

Vi dør, som vi lever. Steinar Ekvik blev selv provokeret de første gange, han hørte udtrykket, for ifølge hans forståelse af livet, har vi hele tiden mulighed for at forandre os, vokse og vælge ny kurs. Men i dag har han erkendt sandheden i ordene. Mange dør, som de har levet i nærhed eller afstand, i tillid eller mistro, åbne eller tavse.

– Et menneske bliver ikke forandret, bare fordi det står over for døden. Livsmønstre er svære at ændre, så hvis man ikke ønsker at dø, som man lever, så må man tage et opgør med sig selv nu. Mange vælger ikke at tage den kamp, og så bliver det kun værre, siger han.

Steinar Ekvik: Når gamle forældre dør. Boedal. 95 sider. 148 kroner.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

www

Artiklen er en opfølgning på Liv&Sjæl temaet, der blev bragt i Kristeligt Dagblad fredag. Med et netabonnement kan artiklen læses på www.kristeligt-dagblad.dk

-- Tegning: Peter M. Jensen