Prøv avisen

Spis, mit barn, spis!

Foto: ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT.

Næsten alle børn mellem to og otte år kan karakteriseres som kræsne, og mad er genstand for utallige konflikter, når familien sidder rundt om spisebordet

De fleste forældre kender til barnet, der som helt lille spiste alt lige fra oliven, broccoli og kogte gulerødder til syltede agurker, men som lige pludselig ikke vil røre nogen af delene. Ja, faktisk vil lille Peter kun spise gennemkogt pasta med ketchup. Børns kræsenhed gør forældre både frustrerede, irriterede og bekymrede, men der er ingen grund til panik eller konflikt, siger både en forsker, en familieterapeut og en forfatter. Madskepsis er en del af børns naturlige udvikling og kan spores flere tusinde år tilbage i historien.

LÆS OGSÅ: Mad giver hyppigere konflikt i hjemmet

For nylig udkom bogen Kræs førstehjælp til familier med kræsne børn. Den er skrevet af tekstforfatter Lone Spliid, der har skrevet flere bøger om børneliv og mad. Indtil hun fik sit tredje barn, kendte Lone Spliid ikke til kræsenhed i familien, men da hun selv stod med udfordringen, gik det op for hende, hvor mange forældre der kæmper med børns kritiske madsans.

Jeg håber, at vi kan lære at vende tingene lidt på hovedet, for når man går videnskabeligt til værks, opdager man, at kræsenhed er en naturlig fase i de fleste børns udvikling. Og måske skal vi i stedet til at se vores kræsne børn som gode mad-seismografer, der med en veludviklet sans for smag og konsistens kan berige vores hverdag og lære os noget om smagsoplevelser. Viden om emnet har i hvert fald gjort, at jeg i dag er helt afslappet omkring mit barns madvaner og kan få meget fyldige informationer om hans sansninger og smagsoplevelser omkring mad, siger Lone Spliid.

Forskning i børn og kræsenhed er stadig begrænset også på verdensplan men der er dog ved at tegne sig et billede af, om ikke hvad der gør børn til udbredte madskeptikere, så i hvert fald hvilke mekanismer der er på spil, forklarer Helene Hausner, ph.d. og postdoc ved Life, Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Videnskabeligt defineres kræsenhed ved, at man ikke vil spise fødevarer, som man allerede kender i forvejen, og det rammer stort set alle børn i alderen to-otte år, hvorefter de langsomt begynder at spise flere forskellige madvarer igen. Kræsenhed forveksles eller sammenblandes ofte med begrebet foodneufobia, angsten for at spise nye og ukendte madvarer og retter, som også voksne er ramt af i større eller mindre omfang, forklarer Helene Hausner.

Det interessante er, at helt små børn har en meget lav grad af foodneufobia. De er villige til at prøve stort set alt nyt, indtil de bliver omkring to år, hvor det pludselig går den stik modsatte vej. Nogle mener, det hænger sammen med den selvstændigheds-fase, der indtræffer nogenlunde samtidig, mens anden forskning peger på, at det også hænger sammen med vores biologiske og evolutionære ophav, siger hun.

En stor del af forskningen tager netop udgangspunkt i dyreverdenen. Her er det ofte moderen, der lærer sit afkom, hvilken mad det kan tåle og ikke tåle, ligesom dyr har naturlige anlæg for, hvad der er godt og skidt. På samme måde fødes mennesker med en præference for det søde og det fede, som er smagen af vores første mad, modermælk. Lige så vel tyder meget forskning på, at børn hurtigt udvikler en instinktiv tilbageholdenhed over for bitterstoffer og syrlighed, da det kunne antyde giftige eller fordærvede madvarer. Vi skal med andre ord først lære, hvad vi kan spise, og hvad vi skal holde os fra, når det ikke smager sødt og fedt.

Mange grøntsager er karakteriseret ved bitre smagskomponenter og lavt energiindhold, og derfor er det ofte en udfordring at få børn i den kræsne alder til at spise meget og varieret grønt, siger Helene Hausner.

Men forældrene skal blot have tålmodighed og imødekomme det fremfor at bekæmpe det, lyder rådet. Det tager nemlig lang tid at skabe en madpræference hos børn.

Hvis et barn ikke kan lide en bestemt fødevare, skal barnet spise den 8 til 10 gange, før det lærer at have et neutralt eller positivt forhold til den pågældende fødevare, og der er ingen garanti for, at det lykkes, siger Helene Hausner.

Hun har tidligere lavet et forsøg med 8- til 10-årige børn, hvor hun testede, om de kunne vænne sig til at spise en havtornbar, der umiddelbart har en særlig og lidt syrlig-bitter smag.

Nogle af børnene kastede næsten op, første gang de smagte den, men efter 10 serveringer over to måneder havde 80 procent lært at kunne spise den. Det viser, at man kan rykke børns smagsopfattelse længere, end de selv tror, men det skal ske med forsigtighed. Tvang er ikke en god idé, siger Helene Hausner.

Kræsenhed er bestemt ikke noget nyt eller særlig dansk fænomen. Forældre over hele verden kender til kræsne børn, og ordet findes på stort set alle sprog, og det kan spores flere tusinde år tilbage i historien. I sin research til bogen Kræs har Lone Spliid fundet jødiske skrifter fra 500-tallet, hvor kræsenhed er nævnt i forbindelse med gæstfrihed. Her står, at man ved alle gæstebud altid skal stille alle retterne på bordet samtidig, så en kræsen gæst ikke bliver tvunget til at spise noget, han ikke har lyst til, men frit kan vælge det, han ønsker.

Kræsenhed har åbenbart fandtes og været en udfordring til alle tider. Og den gamle jødiske tekst er sjovt nok helt i overensstemmelse med et af mine praktiske råd i bogen, nemlig at give kræsne børn mulighed for at vælge blandt flere forskellige småretter, siger Lone Spliid.

Uanset at kræsenhed tilsyneladende er mere almindeligt end ualmindeligt, så er lige netop mad noget af det, der skaber flest konflikter mellem forældre og små børn. Lola Jensen er familievejleder og forfatter til flere bøger om familieliv og konfliktløsning, og næst efter søvn er maden det område, hun får flest henvendelser om, når det drejer sig om de mindre børn.

Men i Lola Jensens optik er der ikke nogen børn, der er kræsne. Måske har vi rod i en biologi, der giver os anlæg for at være nøjsomme med, hvad vi putter i munden, men når det ofte går så galt ved spisebordet, er det, fordi de voksne giver børnene mulighed for at bruge mad som konfliktstof, siger Lola Jensen.

I dag er det vigtigt, at man føler sig som en succes. Måltidet bliver et af de rum, der skal være en succes. Man synes måske ikke, man har været nok sammen med sine børn, og det gik lidt hurtigt om morgenen med at få dem afleveret. Når man så kommer sent hjem fra arbejde og trænger til kvalitet med familien, skal måltidet og samlingen rundt om bordet leve op til behovet for succes. Mad bliver til et projekt, der skal lykkes, i stedet for at være en naturlig del af at få stillet sin sult, siger hun.

Og når virkeligheden ikke lever op til forventningen, bliver forældrene frustrerede, og så ligger konflikterne lige for. Men i stedet for at tvinge børnene til at smage på maden og sætte regler op om, at de skal spise deres grøntsager, inden de må få en frikadelle, skal man fjerne fokus fra maden og holde op med at tale om den, mens man spiser, forklarer Lola Jensen:

Hvis måltidet er forbundet med tvang, pres og irritable forældre, tager det lysten til mad fra ethvert barn. Vi skal turde stole på, at det kommer naturligt ind, hvis vi lader det komme af sig selv, og så skal vi sørge for, at der er mange gode valgmuligheder på bordet, så de selv kan sammensætte deres mad. Vi skal holde op med at gøre maden til et projekt.

duus@k.dk