Stadig flere ældre bliver skilt

SAMLIV Antallet af skilsmisser blandt danskere over 65 år er de seneste otte år vokset med over 50 procent. En fjerdedel af de skilte mænd og en tredjedel af de skilte kvinder havde været gift i mere end 40 år

87.000 danskere over 65 år lever som fraskilte. – Tegning: Peter M. Jensen.
87.000 danskere over 65 år lever som fraskilte. – Tegning: Peter M. Jensen.

Hun havde været deltidsansat det meste af sit arbejdsliv, mens han havde passet et fuldtidsjob. Men da de begge blev pensionister, gik noget galt. Den struktur, han havde haft i sin dagligdag, var væk, han klagede over, at han følte sig tom, og trods gode råd og gode hensigter kunne han ikke finde ind i en ny balance. Hun, som havde været vant til at være en del hjemme, havde meget at se til. Men nu oplevede hun, at ægtefællen begyndte at kontrollere hende. At følge med i hendes liv blev hans nye projekt. Hun sagde fra, og parret blev skilt.

Det er ældrepolitisk konsulent Margrethe Kähler, som har mødt det nu skilte par. De gjorde som stadig flere ældre: Lod sig skille, selvom de havde et langt fælles liv bag sig.

Set i forhold til antallet af skilsmisser hos den yngre del af befolkningen er skilsmisser blandt ældre et særsyn. Hvert år er der to ud af tusinde gifte over 65 år, som bliver skilt, mod lidt over 20- af hver tusinde blandt de 20 til 64-årige. I 2006 blev 438 mænd og 212 kvinder over 65 år skilt. Og det er et tal med vokseværk. Tallet er steget med 53 procent fra 1999 til 2006, og ifølge eksperterne vil det øges de kommende år. Morgendagens ældre er blevet voksne i en tid, hvor skilsmisser ikke var noget særsyn, og de værdier bærer de med sig ind i den sidste tredjedel af deres liv, forklarer gerontolog, cand.mag. Anne Leonora Blaakilde, Dansk Gerontologisk Institut.

Mange af de ældre, som bliver skilt, efter at de er fyldt 65 år, har tidligere været gennem en skilsmisse. Det er en livspraksis, man har erfaring med, siger hun, og Margrethe Kähler tilføjer:

Det er 68-generationen, som ved, at der er noget, som hedder lykkelige skilsmisser, og som har opbygget netværk, der bærer på trods af en skilsmisse.

Af de ældre over 65 år, der gik fra hinanden i 2006, havde en fjerdedel af mændene og godt en tredjedel af kvinderne været gift i mere end 40 år. Der findes ingen undersøgelser, som belyser årsagerne til skilsmisserne på vej mod guldbrylluppet. Men Margrethe Kähler og Anne Leonora Blaakilde er enige om, at årsagen ofte skal findes i det ændrede hverdagsliv, som melder sig, når man skal indrette sig som pensionist.

Tidligere så vi mange skilsmisser blandt par, når børnene flyttede hjemmefra, og der opstod et tomrum. Men i dag, hvor begge parter er ude på arbejdsmarkedet, fyldes det eventuelle tomrum efter at have haft hjemmeboende børn med arbejde. Men når man hverken har fællesskabet om børnene eller udfordringerne fra arbejdslivet, så skal man finde ind til hinanden på en ny måde. Ikke alle parforhold kan bære den omstilling, siger Anne Leonora Blaakilde.

Ældre Sagens Margrethe Kähler mener ikke, at skilsmisserne blandt de plus 65-årige skal ses som et problem. Hun ser det snarere som et sundhedstegn.

Man ser på sin ægtefælle og spørger sig selv: Vil jeg virkelig leve den sidste tredjedel af mit liv med ham? Mange ældre har stadig et overskud til at handle og stiller store krav til kærlighedsliv og parforhold, siger hun.

Det er ikke kun skilsmisserne blandt ældre, som vokser. Det samme gælder antallet af ægteskaber. 990 personer over 65 år blev gift i 2006. Men en langt større tendens er de mange par, der med eksperternes ord lever sammen hver for sig. 45 procent af kvinderne og 16 procent af mændene over 65 år er enker. Blandt de ældre, som er skilt eller har mistet en ægtefælle, ser eksperterne en udbredt tendens til, at man indgår i et parforhold med en klar bevidsthed om at leve sammen hver for sig. Der findes ikke nogen opgørelse over antallet af ældre, der lever sammen hver for sig.

Anne Leonora Blaakilde beskriver de mange sammen hver for sig-forhold som individualistiske. Her kan man tage hensyn til de yngre i familien og dele parforholdets glæder uden at forpligte sig.

Det er et krævende projekt, men det har mange ældre overskuddet til. Man kan bevare sin selvstændighed, men samtidig have et godt indhold, når man er sammen. Ældre har et andet selvbillede end tidligere. Man har lov at være sexet og smuk, selvom man er en ældre kvinde. Man vil ikke bare bøje nakken, siger Margrethe Kähler.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk