Prøv avisen

Hvad er forskellen på at være nogens barn og være nogens stedbarn?

Fra samtaler med børn i stedfamilier ved sognepræst Rikke Mai, at børnene ofte går med en stor tvivl, som de typisk ikke taler med nogen voksne om. Et af de centrale spørgsmål er, hvad man skal kalde sin fars kæreste.

Der er brug for at skelne mellem at være skilsmissebarn og barn i en sammenbragt familie, siger sognepræst, som har specialiseret sig i sjælesorg for stedbørn

Der er en afgørende forskel på at være skilsmissebarn og være stedbarn, hvor man indgår i en ny sammenbragt familie, men livet som stedbarn er noget, som sjældent tales om.

Men lytter man som sognepræst Rikke Mai til børnene, vil man møde en smertelig undren hos de børn, som er blevet nogens stedbarn.

Allerede i studietiden på Aarhus Universitet var Rikke Mai optaget af den sjælesørgeriske side af præstearbejdet. Hun ser ikke sjælesorg som begrænset til fordybet samtale på et kontor, men tilstræber så at sige en sjælesørgerisk tilgang som fundament for mødet med det andet menneske.

”Sjælesorg er at videregive Guds fortælling om kærlighed, og jeg tænker sjælesorg som fundamentet for mødet med et andet menneske. At man kan se kærligheden i den anden, og at man hele tiden er sig bevidst, at den anden er noget værd, fordi han eller hun er et menneske, som er skabt,” siger hun.

I studietiden skrev hun speciale om børn og sjælesorg. Da hun for nylig skrev speciale på et masterstudie i sjælesorg ved Københavns Universitet, valgte hun at skrive om stedbørn og sjælesorg. Hun mener, at der i højere grad er brug for at skelne mellem at være skilsmissebarn og stedbarn. Og mens grupper for skilsmissebørn langsomt spreder sig over landet, ser hun et stort hul, når det gælder stedbørnenes behov for samtale. På sigt har hun et ønske om selv at etablere en samtalegruppe for stedbørn, og hun efterlyser generelt mere opmærksomhed på denne børnegruppes situation.

”Der er en ret afgørende forskel på at være skilsmissebarn og stedbarn. Det er forbundet med store smerter og mange problematikker at være nogens stedbarn, fordi der er gået et tab forud. Som skilsmissebarn har man stadig en fælles fortælling med sin mor og far, selvom man ikke længere lever sammen. Man vil stadig være anerkendt for at være den, man er, fordi de biologiske forældre har en helt naturgiven anerkendelse af deres børn. Min grundtese er, at når vi føler os anerkendt, så får vi mod til at være os selv. Det kan man uddrage af Søren Kierkegaards tekster om opbyggelse, men også af familieterapeuten Jesper Juuls og professor Dion Sommers tænkning,” siger hun.

Når et skilsmissebarn bliver nogens stedbarn, så bliver den naturlige, positive anerkendelse udfordret.

”Der er mange forskellige stedfamilier, men der ligger altid en splittelse i stedfamilien, hvor børnene er nogle, som følger med, og der er ikke nogen naturgiven anerkendelse af børnene,” siger hun.

Fra samtaler med børn i stedfamilier, som hun har mødt som minikonfirmander og i konfirmationsforberedelsen, ved hun, at børnene ofte går med en stor tvivl, som de typisk ikke taler med nogen voksne om. Et af de centrale spørgsmål er, hvad man skal kalde sin fars kæreste.

”Der er en stor tvivl i børnene. Skal jeg kalde hende for mor? Hvad er forskellen på at være nogens barn og være nogens stedbarn? Det taler børnene om internt. Jeg mener, det er helt afgørende, at vi voksne hjælper børnene til at mærke efter for at give dem et sprog for den store del af deres virkelighed, som vi i dag ikke taler om. Er hun bare min 'fars kæreste', eller hvad er det?”, siger hun.

Rikke Mai møder stedbørn, som beskriver en hverdag med mange regler. Det kommer oftest til udtryk, når man samles ved middagsbordet.

”Børnene oplever, at der er mange regler forbundet med, hvordan de skal agere omkring måltidet. Måltidet er det eneste sted, hvor vi kan vise, at det er os, som hænger sammen, og som skal forme hinanden. Fordi der ikke er den naturlige positive anerkendelse, så opstår der let, hvad man kan kalde en belønnings-anerkendelse: 'Hvis du gør, som jeg vil have dig til at gøre, så anerkender jeg dig. Og ellers er du forkert.' Det påvirker børnenes udvikling, hvor den tætte, anerkendende relation er afgørende for, at børnene udvikler sig sundt.”

”Børnene er ret bevidste om, at det her ikke er et vilkår, men noget, de bliver budt, og mange børn har en oplevelse af, at det, som bliver et vilkår, er noget uretfærdigt. Jeg tror, det er vigtigt for børnene, at de kan spejle de følelser i andre børns liv og historier,” siger hun.

Rikke Mai mener, at der generelt er behov for, at voksne i sammenbragte familier skaber et rum, hvor børnenes tabuiserede tanker om oplevelsen af at være stedbarn kan italesættes.

”En stedfamilie vil ofte se meget anderledes ud fra de voksnes end fra børnenes perspektiv. Når man som voksen oplever kærligheden igen, så kan det være svært at tage ansvar for, at det her ikke er så lykkeligt for dem, som er mindre end en selv. Men hvis man tør kigge på de problematikker, som ligger indbygget i stedfamilien, så tror jeg, at man kan gøre det anderledes. Det er for eksempel afgørende, at stedforældrene ikke bliver opdragere. Relationen er alt for sårbar til at kunne bære det, fordi der ikke er en naturgiven, positiv anerkendelse. Som nogens stedmor eller stedfar må man prøve at blive venner med børnene og opgive tanken om at forme stedbørnene med regler. Fordi man ikke har den naturlige kærlighed til barnet, må man lade være med at opdrage stedbørnene,” siger hun.

Hun opfordrer til, at de voksne i sammenbragte familier overvejer, hvordan deres roller er i forhold til børnene. Mens man i mange bøger om familieliv kan læse, at det kan være en hjælp for børnene, at forældrene er enige, så kan den tendens have modsat effekt i en familie, hvor nogen er stedbørn.

”Som voksne er vi hurtige til at se os selv som familie og danne fælles front, men det kan man ikke, når man er nogens stedforældre, fordi den rolle, man har som mor og stedfar, er så afgørende forskellig,” siger hun.

I forbindelse med specialet om stedbørn og sjælesorg, har hun udviklet to konkrete idéer til tiltag, kirken kan tilbyde sammenbragte familier:

Samtalegrupper for stedbørn, som hun mener, kan få samme udbredelse som samtalegrupperne for skilsmissebørn.

Og så foreslår hun, at man laver gudstjenester for stedforældre og stedbørn.

”Kirkens grundfortælling handler om, at man er elsket, som man er. Jeg forestiller mig, at man kan lave særgudstjenester, hvor man bringer de grundlæggende følelser i relationen mellem stedbarn og stedforældre til spejling i de bibelske fortællinger. På den måde tror jeg, at man kan bringe noget godt ind i den relation, som ikke er en enhed.”