Steen Bocian: Min mor lærte mig at være arbejdsom

Cheføkonom Steen Bocian voksede op med en mor, som var alkoholiker, og han lærte tidligt at stå på egne ben. I dag er hans vigtigste opgave som far at give sine børn den tryghed og stabilitet, som han selv savnede i barndomshjemmet

De vigtigste værdier i mit barndomshjem var arbejdsomhed og det at leve op til sine aftaler. Det har jeg taget med mig. Fraværet og alkoholen har jeg ladet ligge, fortæller Steen Bocian.
De vigtigste værdier i mit barndomshjem var arbejdsomhed og det at leve op til sine aftaler. Det har jeg taget med mig. Fraværet og alkoholen har jeg ladet ligge, fortæller Steen Bocian. Foto: Dennis Lehmann.

Jeg er opvokset på Christianshavn i København i et lettere 70’er-præget miljø. Vi boede i en opgang med håndværkere og skolelærere, og min mor var bogholder. Vi boede også et par år på Christiania, og jeg gik på en marxistisk lilleskole. Alt til højre for Venstresocialisterne var højreorienteret. Det var et miljø med meget frihed - på godt og ondt.

Min familie var ikke en typisk kernefamilie. Det var mig og min mor. Hun arbejdede meget, og senere da jeg blev teenager, begyndte hun også at drikke meget. Hun endte med at dø af det for 12 år siden. I en ung alder stod jeg derfor på egne ben, og jeg trak meget på nogle af mine skolekammeraters familier.

En overgang kom jeg så meget hos en familie, at de kaldte mig deres ”plejebarn”. De kunne give mig noget af den ro og tryghed, som jeg ikke fik derhjemme. Jeg tror ikke, jeg blev opfattet som et samspilsramt barn, og sådan følte jeg mig heller ikke. Jeg var velfungerende i hverdagen og stærk i skolen og til sport. Men der var nok nogle af de ting, en kernefamilie kunne tilbyde, som jeg gik glip af.

Jeg var et meget ansvarligt barn, og hvis jeg for eksempel pjækkede, blev min mor meget vred. Hun havde ikke selv anden uddannelse end 7. klasse og skrædderuddannelsen, så hun lagde stor vægt på, at jeg fik et bedre ståsted. 

De vigtigste værdier i mit barndomshjem var arbejdsomhed og det at leve op til sine aftaler, og det har jeg taget med mig. Fraværet og alkoholen har jeg ladet ligge. Alligevel har det formet mig. Jeg fik en ballast og en styrke af at stå på egne ben fra en tidlig alder - selv om jeg ikke nødvendigvis havde lyst til som 13-14-årig at forholde mig til en mor, der var så fuld, at hun ikke kan gå eller stå. Jeg tror ikke, der findes én type opvækst i et hjem med alkohol. Min mor var nok ikke en gennemsnitsalkoholiker. Hun levede op til arbejdsmarkedets krav, ja, hun nærmest overopfyldte dem ved at arbejde rigtig meget, men hun var ikke meget hjemme, og da hun begyndte at drikke, var det en ekstra udfordring oven i hatten. 

Mine lykkeligste dage var, når min mor havde tid og prioriterede mig. Så følte jeg mig glad. Det behøvede ikke være mere end en halv eller en hel fridag. Jeg har de bedste ferieminder fra, da min mor og jeg rejste rundt i Danmark og boede på vandrerhjem. Følelsen af at være i centrum sugede jeg til mig.

Jeg var tæt på min mor, men som hendes alkoholmisbrug blev værre, begyndte jeg ubevidst skærme mig selv fra hende. Nu har jeg ikke noget familie tilbage fra den ældre generation, så min kone og mine børn betyder meget for mig.

Som en modvægt til min egen opvækst vil jeg gerne kunne give mine egne børn tryghed og stabilitet. Mine børns liv er mere skemalagt, end mit eget var. De er mere priviligerede og har mere stabile rammer, end jeg havde, også økonomisk. Det er vigtigt for mig at lære dem basale ting: At de ikke skal tage ting for givet. At de selv skal kæmpe for det, de vil, og at de selv skal skabe deres egen tilværelse.