Prøv avisen

Tal om livet, mens det stadig er der

Stine Buje har skrevet den bog, hun selv manglede, da hendes mor blev uhelbredelig syg. I ”Snak på livet løs” giver hun konkrete råd til, hvad man som pårørende skal gøre for at få det bedste ud af den sidste tid med én, man elsker. Se flere billeder ved at klikke på pilen til højre i billedet

Da Stine Bujes mor blev uhelbredelig syg, besluttede hun sig for at lære moderen rigtigt at kende, inden det var for sent. Nu har datteren skrevet en bog om de vigtige samtaler om livet før døden

I de sidste dage, hvor hendes mor gled ind og ud af bevidsthed, og døden nærmede sig, var Stine Buje fyldt af en indre ro. For i de halvandet år, der var gået, siden hendes mor fik konstateret uhelbredelig kræft, havde Stine Buje gjort alt, hvad hun kunne, for at lære sin mor så godt at kende og tilbringe så meget tid med hende som muligt. Og nu, da hun sad der på hospicet og holdt sin mor i hånden, følte hun, at de havde nået det, de skulle. De havde fået talt alt igennem. De havde begge sagt ”jeg elsker dig”. Og de havde fået talt om, hvor ærgerlige de begge var over, at Stines mor aldrig nåede at blive mormor. Stine Buje var parat til at lade sin mor give slip.

Beskeden om sygdommen var kommet som et lyn fra en klar himmel en septemberdag i 2012, halvandet år tidligere. Stine Bujes mor, Bodil, røg ikke og havde ikke haft en sygedag i 20 år. Men nu sad lægen på Bispebjerg Hospital i København og sagde, at hun havde lungekræft. At det var uhelbredeligt. At hun skulle dø.

”Jeg følte, at jeg sad inde i en boble og så det hele udefra. Det var så uvirkeligt at få at vide, at selvom min mor sad lige der ved siden af mig og virkede så rask, så var der noget inde i hende, der var helt galt. Det fattede jeg simpelthen ikke,” siger Stine Buje, der i dag er 33 år.

Situationens alvor gik op for Stine Buje to uger senere, da hendes mor fik lungebetændelse, og det var lige ved at tage livet af hende.

”Realiteterne ramte mig ret hårdt der, og pludselig kunne jeg godt se, at det her ikke ville gå. Jeg indså, at jeg ikke havde uanede mængder af tid til at komme tættere på min mor. Det skulle være nu,” siger Stine Buje.

I månederne efter kontaktede hun alverdens personer fra sin mors liv - familie, ungdomskærester, venner, som moderen ikke havde talt med i 15 år - og bad dem om at skrive et brev, hvori de fortalte om deres bedste oplevelse med hende. 61 breve blev det til, som Stine Buje overrakte sin mor på hendes 61-årsfødselsdag.

”Det var vildt rørende at opleve hende læse brevene. Det var hele hendes liv, hun blev mindet om, og alle de fantastiske oplevelser, hun havde haft, og mennesker, hun havde kendt. Da hun havde læst dem, var der et hav af køkkenrullepapir rundt om hende, fordi hun havde grædt så meget. Det var en rigtig fin oplevelse, og det gav os noget at tale ud fra. Det var en god måde at lære min mor lidt bedre at kende,” siger Stine Buje.

At tale og give udtryk for sine følelser, at komme tættere på den, man skal sige farvel til, og at give den døende mulighed for at få bundet sløjfe om sit liv er netop det, der er temaet for den bog, cand.comm. Stine Buje har skrevet i kølvandet på sin mors død. ”Snak på livet løs - Inspiration til samtalen om livet før døden” er dels en samling personlige beretninger fra Stine Buje og andre pårørende, dels en samling af råd til, hvordan andre, der skal miste én, de holder af, ikke spilder den sidste tid med apati og sørgmodighed.

Læs et kapitel fra bogen her  

”Da min mor blev syg, synes jeg, der var enormt meget fokus på, hvordan man som pårørende skulle håndtere sorgen efter døden. Jeg savnede, at der var mere fokus på, hvad man kunne gøre i den sidste tid op til døden, hvor man som pårørende står fuldstændig rådvild og desperat, fordi tiden er ved at rinde ud,” siger Stine Buje.

Efter sin mors død besluttede hun sig derfor for at sige sit arbejde som kommunikationsrådgiver i Ungdommens Røde Kors op, købe en billet til Sri Lanka og bruge de næste fem måneder på at skrive den bog, hun selv havde manglet under sygdomsforløbet.

”Jeg håber, bogen vil inspirere folk til at tale sammen. Mit allervigtigste råd er, at man skal tage fat på samtalerne med det samme. Ikke i morgen eller i næste uge, men lige nu. Man ved aldrig, hvornår det er for sent, og når først sygdom og hospitaler og medicin fylder det hele, er det svært at finde den tid og det overskud, det kræver,” siger hun.

For mange, mener Stine Buje, er den altoverskyggende grund til, at samtalerne bliver udskudt eller helt undgået, at det føles grænseoverskridende at tale om de store følelser.

Men Stine Buje mener, at man kan løse det ved at sætte nogle rammer, begge parter føler sig tilpas i. Hendes mor var ikke god til bare at sætte sig ned og tale, men ved hjælp af blandt andet de 61 breve fra venner og familie lykkedes det alligevel at få gang i samtalerne - om moderens barndom, om det liv, hun havde levet, inden hun blev Stine Bujes mor, ja, om alt muligt, datteren aldrig før havde hørt sin mor tale om.

”Det er lidt det samme som til en begravelse eller bisættelse, hvor vi har nogle rituelle måder at gribe sorgen an på, der gør, at vi nemmere kan håndtere den. Sådan nogle rammer er også rigtigt gode at skabe i forhold til samtalen, for det kan være svært at tage fat på de store snakke ud af det blå,” siger Stine Buje.

En anden af de rammer, hun satte, var at invitere sin mor på et hotelophold, hvor de hyggede, så film og spiste deres sidste rigtige middag sammen. Men vigtigst af alt, så havde Stine Buje, inden de tjekkede ind på Hotel Bella Sky, fået hjælp af nogle veninder, der er mødre, til at lave 30 spørgsmål om det at være mor.

”Jeg havde behov for at tale om, at hun ikke nåede at blive mormor, hvilket vi begge var meget kede af. Det var vigtigt for mig dels at få hendes input, dels at give hende mulighed for at give sine erfaringer videre,” siger Stine Buje.

Så dagen efter overnatningen placerede Stine Buje sin mor i en stol med udsigt over Amager Fælled, gav hende en pedicure og bad hende om selv at trække spørgsmålene, der var skrevet ned på 30 postkort.

”På den måde blev det en lidt mere løs snak. Det kom til at føles lidt som en leg, og det fungerede rigtigt godt,” siger Stine Buje.

Halvanden måned senere døde moderen.

I dag er Stine Buje lykkelig for, at hun nåede at have snakken om børn og børnebørn med sin mor, men hun er også lykkelig for alle de andre ting, de nåede at tale om, og alle de rare stunder, de havde sammen den sidste tid.

”Sorgen kommer aldrig til at forsvinde, det er noget, der vil være med os altid, og det, synes jeg, faktisk er en smuk tanke, for sorg er udtryk for kærlighed. Men jeg er lykkelig for, at jeg fik taget de samtaler med min mor og tilbragt så meget tid med hende. Det havde ikke været til at bære både at føle sorgen og have haft en følelse af, at vi ikke fik brugt den sidst tid sammen bedst muligt.”

Læs gode råd om samtaler før døden samt uddrag fra bogen ”Snak på livet løs” af Stine Buje her

I månederne efter at moderen for alvor blev syg, kontaktede Stine Buje moderens familie, ungdomskærester og venner, som moderen ikke havde talt med i 15 år, og bad dem om at skrive et brev, hvori de fortalte om deres bedste oplevelse med hende. 61 breve blev det til, som Stine Buje overrakte sin mor på hendes 61-års fødselsdag. - Privatfotos.
I lang tid var Stine Bujes mor, Bodil, ikke indstillet på at forholde sig til sin sygdom og ville hellere koncentrere sig om at leve videre som om alt var som normalt. Foto: Privatfoto
Da Bodil hen mod slutningen fortalte sin datter, at hun var lykkelig for, at hun alligevel havde insisteret på, at de fik talt ud, faldt der en sten fra Stine Bujes hjerte Foto: Privatfoto
Billede fra begravelsen Foto: Privatfoto
Stine Buje sammen med sin mor. Privatfoto Foto: Privatfoto