Test dig selv: Hvordan taler du med dit barn?

Hvad kendetegner din kommunikation med dit barn? Den svenske bogaktuelle adfærdsforsker beskriver, hvordan ordene typisk virker på barnet. Hun anbefaler tre gode vaner for kommunikation mellem forældre og børn.

Forsøger du at distrahere dit frustrerede barn, kan barnet opleve, at du ikke tager dets følelser alvorligt, siger Petra Krantz Lindgren.
Forsøger du at distrahere dit frustrerede barn, kan barnet opleve, at du ikke tager dets følelser alvorligt, siger Petra Krantz Lindgren. . Foto: Iris.

Du befaler og siger: ”Hold nu op med at brokke dig”.
Konsekvens: Barnet opfatter, at du bestemmer, hvordan problemer skal løses.

Du giver råd: ”I morgen kan du prøve at lege med Sara i stedet for.”
Konsekvens: Barnet opfatter, at du altid ved bedst, når det gælder barnets problemer.

Du truer eller advarer: ”Hvis det bliver ved på den her måde, så vil ingen være venner med dig”.
Konsekvens: Barnet gøres usikker på de valg, det selv måtte træffe.

Du kritiserer: ”Der tager du fejl”.
Konsekvens: Barnet opfatter, at der er noget i vejen med det.

Du formidler: ”Du må også prøve at se det fra hans side”
Konsekvens: Barnet oplever, at du betvivler, hvordan det føler.

Du forhører: ”Hvad gjorde du?”
Konsekvens: Barnet tænker, at det må have gjort noget forkert.

Du distraherer ved at forsøge at flytte fokus.
Konsekvens: Barnet oplever, at du ikke tager dets følelser alvorligt.

Du psykologiserer: ”Du er bare vred, fordi du er træt.”
Konsekvens: Barnet får indtryk af, at du kender dets følelser bedst.

Du moraliserer: Det er ikke i orden at drille.
Konsekvens: Barnet får indtryk af at dine vurderinger er de rigtige og barnets er forkerte.

Du ironiserer: Ja, han driller, men han er jo ikke et uhyre.
Konsekvens: Barnet oplever, at du latterliggør barnets følelser.

Tre gode vaner

Lyt med empati. Lyt ind bag de ord barnet siger og forsøg at opfange, hvilke følelser barnet har og hvad det er barnet har brug for at fortælle. Man lytter til barnet som om, man har fået en invitation til at se, hvad der rører sig i barnets hjerte. For nogle børn vil det være nok at italesætte problemet og det må man respektere.

Stil løsningsfokuserede spørgsmål. I stedet for at komme med egne forslag til løsninger, kan man stille spørgsmål, som fokuserer på, hvad barnet kan gøre. Og man kan hjælpe barnet med at tænke situationen igennem, ved at spørge barnet: ”Hvordan tror du, det bliver, hvis du gør sådan?”
 
Opfølgning. Vend tilbage til problemstillingen og lyt empatisk til, hvordan det gik.