Tom Andkjær: Mine forældre har lært mig, at jeg aldrig skal gemme mig bag min hudfarve

Vi skal tale ordentligt til hinanden, mener blogger og debattør Tom Andkjær, der som adoptivbarn er flasket op med at stå ved sig selv og fast på sine egne meninger

Tom Andkjær vakte stor debat på de sociale medier, da han lagde en video på Facebook, hvor han gav en gruppe indvandrerdrenge, der havde generet ham i køen i Fona, tørt på. Vi er nødt til at tage racediskussionen i Danmark, mener han. Foto: Henrik Hviid

Jeg er vokset op i en tid, hvor jeg var den eneste mørke i Kolding by. Jeg er adopteret og kommer oprindeligt fra Brasilien, så selvfølgelig har jeg nogle genetiske ting med derfra. Men min personlighed er klart formet af mine forældre. Egentlig har jeg aldrig tænkt over, at jeg var adoptivbarn, for jeg fik hurtigt at vide, at jeg var deres søn, men også at jeg skulle være stolt af mine rødder og aldrig nogensinde gemme mig bag min hudfarve. 

Mit barndomshjem var et almindeligt dansk middelklassehjem, og jeg har haft en god barndom med kærlige forældre. Jeg var nok tættest på min mor. Hun var en rebel, som fyldte meget. En kvinde med meget stærke meninger og en af de første, der begyndte at diskutere kvindefrigørelse i Kolding.

Jeg har altid beundret min mor meget, fordi hun stod fast på den, hun var. Hun sagde ofte, at lige meget hvad du siger og gør, og hvordan du ser ud, er der altid nogen, som synes, du ser forkert ud. Så følg dit hjerte, for det er dig, der i sidste ende skal tage konsekvensen af det, du laver.

Den opbakning har betydet enormt meget, for det har gjort, at jeg er blevet meget bevidst om, hvem jeg selv er. Jeg higer ikke efter en masse menneskers anerkendelse. Jeg higer efter, at folk anerkender mig for den, jeg er. Min opvækst betyder, at jeg i dag er en mand med mine egne meninger. Jeg er villig til at lytte, men idet jeg selv har mine meninger fast forankret i, hvordan jeg er som menneske, skal man virkelig have gode argumenter for at kunne rykke mig. Men i sidste ende handler en diskussion ikke om, at den ene skal have ret – det handler om at udveksle meninger.

En af grundværdierne i opdragelsen af mine egne to børn er også, at de skal fokusere på de mennesker, der vil dem det godt, for de vil alligevel aldrig nogensinde kunne stille alle tilfredse. Mine børn har aldrig fået skældud, men de har vidst, hvor grænsen var. De må gerne blive sure, og de må gerne synes, jeg er dum. Men vi skal tale ordentligt til hinanden.

Jeg har sådan et grundprincip om, at en god far også nogle gange er en dum far. Sådan er det at være forælder: Nogle gange skal vi tage nogle beslutninger, som ikke er rare, men som er vigtige. Mine børn skal lære, at Jorden ikke kun drejer om dem. De må lære at gebærde sig og tage de bump, livet giver hen ad vejen.

Jeg kalder mig selv negeren, fordi jeg er stolt over at være neger, selvom jeg får at vide, at det er et negativt ord. Men for mig er ord kun de handlinger, vi lægger i dem, og ordet neger har jo skiftet betydning 100 gange gennem tiden. Jeg synes, at racediskussionen i Danmark og ordet racediskrimination er fuldstændig fejlplaceret. Folk gemmer sig bag deres religion og deres hudfarver i et væk og vil ikke stå til ansvar for deres eget liv, og det kan jeg ikke have.

Alle folkeslag kan finde et tidspunkt i historien, hvor de er blevet ydmyget af en anden race eller religion. Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi skal bygge en fremtid på nogle grusomme ting, som er sket i fortiden.