Træningsivrige forældre overser børns behov

Moderne småbørnsforældre vil dyrke ekstremsport, selvom det er lig med mange timers træning og meget fravær fra børnene. Selvom tidsånden legaliserer den slags individualisme, betaler børnene en høj pris, mener eksperter

Lise Mølgaard og Morten Bjerg Poulsen træner begge mange timer hver uge. Det indebærer ofte, at de kun er sammen med to-årige Alba en ad gangen, men indimellem tager de hende med i skoven, og det nyder de alle tre
Lise Mølgaard og Morten Bjerg Poulsen træner begge mange timer hver uge. Det indebærer ofte, at de kun er sammen med to-årige Alba en ad gangen, men indimellem tager de hende med i skoven, og det nyder de alle tre. Foto: Lars Aarø, Fokus .

Hjemme hos Lise Mølgaard, Morten Bjerg Poulsen og lille Alba på to år er de ikke ved at falde over hinanden, når de sætter sig til bords for at spise aftensmad. Ofte er de nemlig kun to til spisning. Far og Alba - eller mor og Alba. Det skyldes ikke skifteholdsarbejde eller manglende plads omkring spisebordet. Forklaringen, derimod, er, at både 31-årige Lise Mølgaard og 33-årige Morten Bjerg Poulsen er så bidt af sport og fysisk træning, at de begge træner flere aftener om ugen i det tidsrum, hvor en småbørnsfamilie også normalt spiser.

For det unge par er det ikke noget nyt, at træning fylder meget i deres hverdag. Morten Bjerg Poulsen har, indtil Alba kom til verden, spillet fodbold på eliteplan, men dyrker i dag ”xterra”, der er en kombination af løb i terræn, mountainbiking og svømning.

Lise Mølgaard har også tidligere spillet meget fodbold, men dyrker i dag langdistanceløb og har gennemført flere maratonløb.

”Det er ikke sådan, at vi har truffet et bevidst valg om, at vi ville træne meget. Sådan har det bare altid været, og det er en helt naturlig del af os,” siger Lise Mølgaard.

Hun og hendes mand træner hver især cirka otte timer om ugen. Og den meget træning er de godt klar over, at nogle stiller sig kritisk over for.

”Tre aftener om ugen er det på grund af træning kun en af os, der spiser med Alba, og det er selvfølgelig lidt en pris, man betaler. Men alligevel har det aldrig rigtig været på tale, at vi skulle gøre det anderledes. Vi ville blive nogle sure og tvære forældre, hvis ikke vi fik trænet. Og det der med bare at løbe en lille tur på seks kilometer, det er bare ikke rigtig nok, når først man har løbet et maraton,” siger hun.

150302 Lise Mølgaard og Morten B Poulsen fra Trøjborg i Aarhus med deres datter Alba, som ofte er med i skorven for at træne med mor og far. Tekst Jannie Iwankov Søgaard
150302 Lise Mølgaard og Morten B Poulsen fra Trøjborg i Aarhus med deres datter Alba, som ofte er med i skorven for at træne med mor og far. Tekst Jannie Iwankov Søgaard Foto: Lars Aarø, Fokus

Morten Bjerg Poulsen har det på samme vis. Ret hurtigt efter han stoppede med fodbolden, fordi træningen ikke harmonerede med at have fået barn, fandt han ud af, at det ikke var nok bare at løbe en tur. Han var nødt til at have et mål at gå efter. Men selvom træningen fylder meget i deres hverdag, hvor han passer et job som konsulent i Aarhus Kommune og Lise Mølgaard lige nu læser uddannelsesvidenskab på universitetet, mener han, at de er gode forældre.

”Det er et livsvilkår for os at røre os meget. Og for mig handler det i samværet med Alba om kvalitet og ikke kvantitet. Det er meget bedre for hende, at vi er der med energi og overskud, og det er vi, når vi får trænet,” siger han.

Parterapeut, rådgiver og forfatter Martin Østergaard kan godt se, at der er fordele ved, at forældre ikke er sammen med deres børn, når de er i energiunderskud. Og det kan være fint, mener han, at man regulerer sin egen emotionelle balance og evne til at være omsorgsfuld over for børnene ved at prioritere sig selv og den fysiske træning i underskudssituationer. Men det kan også have negative konsekvenser, hvor forældre og børn risikerer at glide fra hinanden.

”Forældre skal også øve sig i at være rigtige mennesker, der er der med det hele sammen med deres børn - også det manglende overskud. Børn risikerer at isoleres i deres egen verden og kan få sværere ved at være i relation til andre og bliver overfladiske, fordi de er vant til, at samvær med deres forældre er sporadisk og præget af en kunstig glad facade og distance,” siger han.

Børnepsykolog og forfatter John Halse kalder det at snyde på vægten, når argumentet fra forældre for at dyrke megen sport er, at man så får mere energi til at være sammen med sit barn. For hvornår er det, man skal bruge den ekstra energi til at være sammen med sit barn - ud over weekenden, hvor der er lidt ekstra tid at tage af?

”Det er da okay at have en fritidsinteresse, og man skal ikke sige, at fordi man har fået børn, så kan man ingenting. Man omvendt kan man heller ikke alt, når man har fået børn, og der bør være en moralsk grænse for, hvor meget man vil være væk fra sit barn. Det er nok ikke, mens man har små børn, at man skal vælge at løbe maratonløb, for man risikerer samtidig at løbe fra sit barn,” siger han.

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal mener ikke, at det giver mening, at tale om henholdsvis kvantitet og kvalitet, når det handler om samværet med ens børn, og hun giver ikke meget for argumentet om, at hvis bare mor og far er glade, så er barnet det også.

”Det er simpelthen noget sludder,” siger hun og stiller sig undrende over for, hvorfor man overhovedet skal have børn, hvis prioriteringen hele tiden handler om at være fri for dem.

Hverken Lise Mølgaard eller Morten Bjerg Poulsen mener, at deres måde at være forældre på er mere eller mindre rigtig end andres. De hører om flere, som sætter det meste andet af deres liv på standby, imens de har små børn, og indimellem kan de godt mærke, at nogle mener, at de bruger lige rigeligt med tid på deres træning.

”Der er ingen, der siger det direkte. Det ligger der bare implicit. Og ja, det kan godt være, at jeg er mere en egoistmor end andre, og vi kan selvfølgelig heller ikke vide, om det giver bagslag. Men så må vi tage den derfra,” siger Lise Mølgaard.

En af fordelene ved at være så glad for fysiske udfoldelser er, at Alba også oplever, at idræt er sjovt og sundt, fremhæver parret. De har hende af og til også med i skoven, hvor hun tumler rundt og prøver at efterligne fars og mors mavebøjninger, når de styrketræner, og de har også en løbevogn, så hun sommetider kan komme med på lidt længere løbeture.

”Vi er uddannet idrætslærere begge to og synes, det er godt, at hun får lært, at motion er godt. Og når hun er med, prøver vi at tage hensyn til hendes behov, så hun synes, det er sjovt,” siger Morten Bjerg Poulsen.

Det sker heller ikke sjældent, at en af dem eller begge to skal af sted til træning eller konkurrence i weekenden, og når det sker, erkender Lise Mølgaard, at hun føler, det går lidt for meget ud over Alba.

”Sådan en weekend som forrige søndag var jeg af sted fra klokken 10 til 12.30, og Morten fra 13 til 15. Når det sker, så kan jeg mærke, at vi bruger mange timer, som vi måske i stedet kunne have brugt på hende. Vi kommer også lidt halvtrætte og sultne hjem, og på den måde har det jo ikke været en ideel børnedag i weekenden,” siger hun.

150302 Lise Mølgaard og Morten B Poulsen fra Trøjborg i Aarhus med deres datter Alba, som ofte er med i skorven for at træne med mor og far. Tekst Jannie Iwankov Søgaard
150302 Lise Mølgaard og Morten B Poulsen fra Trøjborg i Aarhus med deres datter Alba, som ofte er med i skorven for at træne med mor og far. Tekst Jannie Iwankov Søgaard Foto: Lars Aarø, Fokus

For at få træningskabalen til at gå op i hjemmet i Aarhus sætter Lise Mølgaard og Morten Bjerg Poulsen sig ned hver søndag og laver en plan over ugen. På den måde ved de, hvem der træner hvornår, hvem der henter Alba i institution, og hvem der spiser med hende. Uden den plan ville deres uge ikke kunne lykked, fortæller de.

Den slags skemaer har sociolog Birthe Linddal hørt om før, og hun ser dem som et klart udtryk for den moderne verdens tidstyranni, hvor der skal overordentlig effektiv planlægning til, for at både far og mor kan få tid til at pleje alle deres interesser og krævende jobs. Og ja, nogle er gode til at få det hele til at gå op, uden at børnene lider afsavn, men mange gange ender det med, at børnene betaler prisen, mener hun.

”For døgnet har altså kun 24 timer, og hver gang far eller mor vælger at bruge tid på sig selv, vælger de familien og den sparsomme tid fra, de fleste har med deres børn. Og når det også foregår hen over weekenden, så er der endnu mere kamp, for det er også her, der skal slås græs, ordnes praktiske ting og være tid til at se andre mennesker og pleje de sociale relationer. Børn elsker at være sociale med andre familier, og de lærer rigtig meget af det, men det er desværre ofte det, der vælges fra,” siger hun.

Hos en voksende gruppe forældre bruges der efterhånden mange timer på motion ugentligt. En udvikling, der har flere årsager, påpeger Birthe Linddal. Ikke mindst ligger der i tidsånden en hyldest af individualismen, som legaliserer det at dyrke sig selv. Men det at prioritere træning og sundhed skaber også anerkendelse fra omverdenen, påpeger hun.

”Tidligere lå der en anerkendelse i at tilhøre en slægt eller et sted. Men dén automatiske anerkendelse findes ikke mere. I stedet skal moderne mennesker i år 2015 kæmpe for anerkendelse. Og to populære steder at hente den anerkendelse er på arbejdsmarkedet og ved sportspræstationer. Se bare på Facebook, hvor mange 'likes' folk får, når de har lagt en ekstrem sportspræstation ud, hvorimod et eller andet politisk statement eller billeder fra festen i børnehaven nærmest ikke får nogen 'likes',” siger hun.

Også John Halse mener, at nutidens kropsfiksering spiller ind, når småbørnsforældre prioriterer at bruge meget tid på træning i stedet for at vente, til børnene er blevet lidt større. Og han mener ikke, at det kan sammenlignes med dengang, fædre havde garagebyggeri som weekendprojekt, og mor brugte hele weekender på at sylte og bage.

”Det var jo projekter, som rakte ud over en selv. Sådan er det ikke med den megen motion. I visse segmenter er den i stedet udtryk for ren og skær narcissisme. Det ser man, når folk poster fotos på de sociale medier. 'Se, hvor træt jeg ser ud, efter jeg har løbet 20 kilometer.' Men værd at bemærke er, at det her er et fænomen, man ikke ser overalt. Det er ikke forældrene i Ishøj eller Gjellerup-parken, der løber af sted hver eftermiddag med deres barn i løbevognen, hvor der i øvrigt ikke er megen interaktion mellem forælder og barn. Dem ser man langt flere af i Hellerup og blandt de mennesker, der sjovt nok også ofte får tid til at arbejde meget,” siger han.

Martin Østergaard peger også på en tidsånd med et ekstraordinært fokus på flad mave og sportslige oplevelser ud over det sædvanlige som en årsag til, at man ikke er villig til at sætte den megen træning på standby, mens ens børn er små.

”Vi bilder os ind, at vi skal være unge, smukke og overskudsagtige på stadig mere ekstreme måder, for så bliver vi for alvor os selv. Sandheden er bare den, at den vildeste ekstremsport, der findes, er at være forælder. For børn tager mere, end de giver. Og det er en offentlig hemmelighed, vi ikke siger højt, for hvordan kan man se på sit eget kød og blod som kannibaler og tyveknægte? Men vi gør det ubevidst og flygter ud i aktiviteter for at undgå at føle os bestjålet og brugt,” siger han.

Hos familien Mølgaard/Poulsen savner de ikke på nuværende tidspunkt mere tid til at lave noget sammen alle tre.

De prioriterer for eksempel helt bevidst ikke at gå til familiegymnastik eller familiesvømning med Alba. Men hvad med den dag, hvor barn nummer to måske dukker op?

”Jeg er sikker på, at vi stadig har brug for at komme af sted og vil komme det, selvom vi fik barn nummer to,” siger Morten Bjerg Poulsen.

”Men at stå alene med to børn fra 16.30 til 19 flere gange om ugen ville nok alligevel blive træls. Så vi vil nok være nødt til at skære ned, når den dag kommer,” siger Lise Mølgaard.

150302 Lise Mølgaard og Morten B Poulsen fra Trøjborg i Aarhus med deres datter Alba, som ofte er med i skorven for at træne med mor og far. Tekst Jannie Iwankov Søgaard
150302 Lise Mølgaard og Morten B Poulsen fra Trøjborg i Aarhus med deres datter Alba, som ofte er med i skorven for at træne med mor og far. Tekst Jannie Iwankov Søgaard Foto: Lars Aarø, Fokus