”Banke, banke på,” lyder det uden for Christel Nielsens lejlighed i Vedsted i Sønderjylland.
Udenfor står barnebarnet, femårige Emil, med sin dinosaur i hånden. Han vil gerne lege med bedste. Det vil han tit. Og heldigvis kan Emil og hans tvillingesøster Emily gå ned til bedste lige så tit, de vil. De behøver ikke engang at spørge en voksen om lov. Christel Nielsen flyttede nemlig for et år siden ind hos tvillingerne og deres forældre, Christels datter, Jannie Nielsen, og hendes mand, Calle Nielsen.
”Jeg har altid drømt om at bo sammen med mine forældre,” fortæller Jannie Nielsen, mens hun bænker sig sammen med resten af familien rundt om det store bord i køkken-alrummet og sørger for, at Emily har tegnesager og et glas vand inden for rækkevidde.
Desværre nåede Jannie Nielsen aldrig at få sin far helt tæt på sin hverdag. Han døde, inden hun fik ham overtalt. Men Christel Nielsen sagde heldigvis ja, da hun blev spurgt for knap et år siden.
Forud for flytningen havde hun fået en ny hofte og havde behov for hjælp og omsorg. Den forsøgte Jannie og Calle Nielsen at give efter bedste evne, men med jobs, tvillinger og en køretur til Haderslev til at spænde ben var det svært at gøre det så godt, som familien gerne ville.
”Calle har aftenarbejde, så jeg kunne ikke altid lige køre ind og se til hende, når jeg var alene med børnene,” fortæller Jannie Nielsen, som en dag fandt sin mor liggende syg og afkræftet, da hun kom på besøg.
”Det var bare ikke rart. Så vidt ville det aldrig være kommet, hvis hun havde boet her,” siger Jannie Nielsen, der heldigvis fik opbakning af sin mand til at lade sin mor flytte ind hos dem. Parret er enigt om, at man skal passe på den ældre generation.
”Jeg synes, at vores samfund er på vej et sted hen, hvor jeg ikke selv har lyst til at blive gammel. Der er ikke nok hænder til at passe på vores ældre; omsorgen mangler simpelthen. Jannie og jeg var enige om, at vi kunne gøre det meget bedre,” siger Calle Nielsen.
”Det er en stor ting, at de giver mig lov til at følge deres liv så tæt på. Jeg føler mig meget privilegeret, og jeg er ret sikker på, at der er flere af mine venner, som er lidt misundelige på mig,” siger Christel Nielsen.
Ægteparret skynder sig for en god ordens skyld at feje alle fordomme, om at Christel Nielsen er der som en ekstra barnepige, af bordet:
”Der var da rigtigt mange, der kom med kommentarer i den retning, men det kunne faktisk ikke være mere forkert. Da mor kom her, var hun slet ikke i stand til at passe tvillingerne på grund af sin hofte. Men det er altså heller ikke derfor, hun er her. Hun er her, fordi Calle og jeg synes, at det er rart at have hende tættere på,” fastslår Jannie Nielsen og understreger, at hun ikke synes, det er en selvfølge, at bedsteforældre skal være faste barnepiger.
”Selvfølgelig kan jeg da godt finde på at spørge min mor, om hun vil se efter Emil og Emily, men jeg ville aldrig tage det som en selvfølge.”
Fordommen om, at bedstemor skulle være barnepige, er ikke den eneste, familien er stødt på. Der er også mange, der har ytret undren over, hvorvidt Calle Nielsen i virkeligheden var begejstret for idéen.
”Jeg ved godt, at der er mange, der elsker at fortælle historier om, at de hader deres svigermor. Men jeg kan faktisk godt lide at have hende tæt på. Og jeg kan godt lide tanken om, at de to har hinanden, når jeg er væk på aftenarbejde.”
Calle Nielsen vidste da også godt, hvad han gik ind til, da han lod svigermor flytte ind. Han har nemlig kendt hende, siden han var 22 år og boede i samme opgang som hende. Dengang søgte han tit Christel Nielsen og hendes mand, hvis han havde brug for at snakke, så han var ikke i tvivl om, at de ville fungere fint sammen også i hverdagen.
”Vores boble er bare blevet større af at få svigermor med,” siger han.
”Det er dejligt at kunne være der for hinanden. Vi får talt lidt sammen hver dag, og vi kan holde øje med hinanden. Det giver fællesskab og nærvær for os alle fem. Det er vidunderligt, at vores børn har mulighed for at få et så nært forhold til deres bedstemor. Jeg håber, at vi giver videre til dem, at vi skal hjælpe hinanden, hvor vi kan. Den holdning mangler mange unge i dag. Vi kunne i det hele taget godt blive bedre til at huske på, hvad der virkelig har betydning i vores liv,” mener Jannie Nielsen.
Hun har dog tænkt den tanke, at hendes mor måske en dag kan få mere behov for hjælp.
”Hvis den dag kommer, så ville jeg da nok overveje at få hjælp udefra. Men det ville nu være mest for min mors skyld, hvis hun skulle synes, at det var grænseoverskridende, at jeg skulle passe hende. Mig ville det ikke røre,” fastslår hun.
Lige nu kan ingen af dem komme i tanker om et eneste negativt aspekt i den måde, de bor på.
Der bliver helt stille i stuen, da spørgsmålet falder. Men under pres kommer Jannie Nielsen alligevel på et par ting.
”Det skulle da lige være, at vi ikke længere kommer på besøg hos hinanden, som vi gjorde før, hvor vi havde to-tre timer til bare at snakke sammen.”
”Ja, og børnene kan jo heller ikke komme på ferie på samme måde som tidligere,” istemmer Christel Nielsen.
”Nå, ja. Og så er der tv-pakken. Min mor er vild med sport, så da tv-pakkerne blev lavet om, blev vi nødt til at vælge den store pakke. Det kan da godt være, at vi skal sende hende en ekstraregning for det,” griner Jannie Nielsen, men bliver hurtigt nedstemt af ægtemanden. Han lister nemlig tit ned til svigermor for at se sport, fordi hendes fjernsyn både er større og mere moderne end hans eget.
”Nej, jeg synes virkelig ikke, at vi kan sige noget negativt om det. Vi har heller ikke haft behov for at stille regler op for hinanden. Men jeg tror da, at det er vigtigt, at min mor har sin egen lejlighed, hvor hun kan lukke sin dør, når hun vil - og omvendt. Hvis hun skulle have boet inde hos os, så ville jeg da nok have revet hovedet af hende på et tidspunkt,” smiler Jannie Nielsen med et kærligt blik til sin mor.
”Jeg synes, det er vigtigt at sige, at man skal huske at have respekt for hinandens liv. Man skal ikke blande sig i sine børns liv, men respektere at de gør tingene anderledes, end man selv ville have gjort. Så man skal da tænke sig om, inden man kaster sig ud i at bo flere generationer sammen. Man skal kunne harmonere sammen, hvis man skal bo, som vi gør,” siger Christel Nielsen.
Inden hun går over for at spille airhockey med Emily, som er ved at blive lidt utålmodig over al den voksensnak, understreger hun, at det er det bedste, der er sket for hende, og at hun ikke har savnet sin lejlighed i Haderslev en eneste gang, selvom hun boede i den i 32 år.
Ingen af dem tøver med at anbefale deres egen måde at gøre tingene på til andre.
”Hvis kemien er der, så skal man ikke være bange for det. Og der er jo ingen, der siger, at man behøver dele hus. Det kan måske også bare være at leje sig ind i den samme opgang eller at bo i den samme gade. Jeg er sikker på, at mange flere kunne have glæde af det, og jeg ville ønske, at alle kunne se, hvor godt det kan fungere. Hvis jeg overhovedet fortryder noget i det her, så er det, at vi ikke har gjort det noget før,” siger Jannie Nielsen.
