I Susanne Clausens barndomshjem gik forældrene op i at holde deres børn til hjemmet. Derfor sørgede de for at opleve ting sammen med døtrene: At tage på familiebesøg, søndagsudflugter og ikke mindst på ferie i sommerhuset på Orø, hvor man på alle måder blev nødt til at komme hinanden ved.
"På Orø var vi tvangsindlagt til at være sammen. Der var ingen strøm og ingen computerspil, som man kunne sidde i hvert sit hjørne med. Vi brugte tiden sammen på at spille ludo, matador og flyve med drager. Og om natten sov alle vi børn sammen i børneværelset," fortæller 54-årige Susanne.
Det har længe været alment kendt, at negativ opdragelse går igen fra generation til generation. Men også det positive mønster er stærkt: lykkelige barndomsminder og en positiv opvækst kan nedarves gennem flere generationer. Således har forældres opdragelse af deres børn ikke kun effekt på børnene selv, men også på fremtidige børnebørn.
Det er familien Clausen et eksempel på. Sommerhuset på Orø er derfor på 50. år stadig i familiens varetægt, så nye medlemmer af familien kan få glæde af det fællesskab, som huset skaber.
Lizzie på 78, Susanne på 54 og Isabel på 28 år repræsenterer hver sin generation af familiedynastiet, og er alle bevidste om, at mange af deres værdier, ønsker og forventninger til familielivet er nedarvede – til glæde og besvær. Familiens stærke sammenhold prøver de at bevare og videreføre. De store bekymringer på hinandens vegne tynger dem alle og er noget, de kæmper for at give slip på.
Kristeligt Dagblad har sat de tre generationer i stævne i familiens højborg, Lizzie og Henrik Clausens hus i Vallensbæk, for at tale om nedarvede familie- og opdragelsesmønstre.
De har alle boet i huset i kortere eller længere perioder af deres liv, hvilket ifølge Isabel er et udtryk for familiens stærke sammenhold:
”Vi boede her altid, når vi var hjemme på ferie fra Afrika, hvilket var to måneder om året. Det har skabt et tæt forhold i familien på tværs af generationer. Min mor og bedsteforældre har lært mig, at det der med at holde sammen som familie er vigtigt. Familie betyder meget for os,” siger hun.
Det kan både mor og mormor nikke genkendende til, og tendensen kan da også føres hele tre generationer tilbage til Lizzie og Henriks forældre. Dengang var det en fast tradition, at Lizzies mor og far besøgte datter, svigersøn og de tre børnebørn hver onsdag aften til middag. På samme måde pakkede familien Clausen hver måned folkevognsrugbrødet og kørte til Tyskland for at besøge Henriks forældre, der boede i Flensburg.
Når farmor og farfar ikke kunne komme til os, så kom vi til dem, fortæller Susanne om den månedlige udflugt.
”Vi tænkte over, at vi ville opdrage vores piger til at være tæt knyttede med hinanden og med os. Det var alfa og omega for mig. Hvis de som unge var ude om aftenen, så hentede Henrik dem altid på slaget tolv. Altid,” fortæller Lizzie, der mener, at de er lykkedes godt med deres opdragelsesstrategi.
”Jeg kan i hvert fald fornemme, at den tankegang er gået videre til mine børn og den måde, de som voksne har indrettet sig med deres familier. Det er gener, man ubevidst har givet videre,” siger hun og fremhæver datteren Susannes søndagsmiddage som et eksempel.
Hver søndag inviterer Susanne og hendes kæreste nemlig deres børn hjem til middag – også Isabel og Michael, der for længst er flyttet hjemmefra. Så mødes de i huset i Vallensbæk, som Susannes far har tegnet, og som ligger fem minutter på cykel fra barndomshjemmet.
”Jeg går meget op i, at vi også er en lille familie i os selv. Hvis vi er til større sammenkomster, hvor hele familien er der, kan det nogle gange ske, at jeg slet ikke når at få snakket med mine egne børn. Derfor holder vi søndagsmiddagene, for jeg går meget op i at værne om forholdet til mine børn,” fortæller Susanne.
Et andet fællestræk, der går igen hos familien Clausen, er bekymringerne. Alle tre kvinder bekymrer sig på hinandens vegne.
Således påpeger Susanne under interviewet, at datteren har tabt sig på det seneste.
”Naboens datter har haft anoreksi. Det bekymrer mig," fortæller hun i et nærmest bebrejdende tonefald.
Mormoren istemmer:
”Du skal huske at spise, Isabel.”
For det er allerværst at være mor, når ens børn har det svært. Eller når man mistænker, at de har det svært, fortæller Lizzie. Da datteren Charlotte blev mobbet i skolen, gik det hende meget på, og hun var med egne ord ”nær gået i gulvet”, da hun fik beskeden om Susannes skilsmisse - for hvad skulle der nu ske med hendes datter og børnebørn?
Susanne føler sig også hæmmet af den evige bekymring på sine børns vegne, og hun mener, at dette karaktertræk er det værste, hun har arvet efter sin mor.
”Bekymringerne har jeg arvet. Den har ligget lidt som en dyne over mit familieliv, og jeg tror, at jeg har givet den videre til mine børn ved at udøve omsorg gennem bekymringen. Det var som om, at jo mere jeg bekymrede mig, desto mere var det et udtryk for, at jeg ville mine børn det godt,” siger Susanne og forklarer, at det var bekymringen, der drev hende til at rejse til Cuba, da Isabel tilbragte et år dernede, og at bekymringen også har været medskyldig de tre gange, hun har været nede med stress.
Derfor forsøger hun nu at vende udviklingen:
”Jeg har indset, at det er en hel gal måde at anskue tingene på, og at man sagtens kan give omsorg på andre måder end ved at bekymre sig. Nu er jeg blevet ven med virkeligheden. For virkeligheden er meget bedre end de skrækscenarier, vi forestiller os oppe i hovedet.”
Men træerne gror som bekendt ikke ind i himlen, og derfor kerer Susanne sig - som enhver anden mor ville – stadig om sin datters ve og vel, herunder også hendes spisevaner.
Og det har Isabel accepteret:
”Jeg er jo glad for, at hun tænker på mig. Da jeg var yngre, blev jeg i højere grad irriteret, for man følte lidt, at man blev behandlet som et barn, når ens mor eller mormor sagde ’har du nu fået nok at spise’ eller ’har du nu nok tøj på’. Og det siger I stadigvæk. Men nu bliver jeg ikke irriteret, for jeg ved, at du tænker over det og prøver at lade være. Nu tager jeg det bare for hvad, det er: Omsorg,” siger hun.
Ironisk nok peger Isabel dog også på bekymringen som det værste, hun har arvet fra sin mor. Men så har hun fået så meget andet godt med: Kærligheden, sammenholdet og friheden, som hun roser sin mor meget for.
”Vi har været en meget åben og fri familie. Jeg husker ikke, at vi børn har været begrænsede af sengetider, kom-hjem-tider eller strenge regler. Du har givet plads til, at man måtte gøre, som man ville – med henblik på studie, arbejde og rejser,” siger Isabel til sin mor og fortsætter:
”Da jeg overvejede at tage orlov fra studiet for at tage til Cuba, var jeg lidt forbeholden og troede ikke rigtigt, at det kunne lade sig gøre. Så sagde min mor, at hun kunne mærke på mig, at jeg var nødt til at tage derover. Og det gjorde jeg så.”
Sammenholdet og friheden står også øverst på Isabels ønskeliste over værdier, som hun ønsker at videreføre til fremtidige børn.
”Jeg håber, at jeg kan være ligeså åben over for mine børns ønsker og behov, som min mor har været. Men jeg kan være bekymret for, at jeg ikke kan det, fordi jeg netop er så bekymret,” forklarer hun.
Også på andre områder ønsker Isabel at give sine børn en barndom som sin egen. Hun kan nemlig godt savne tiden med brætspil og manglende internetforbindelse i sommerhuset på Orø.
”Jeg bliver provokeret, når vi til søndagsmiddage prøver at hygge os, og mine mindre søskende sidder i et hjørne med hver deres iPhone. Jeg er skuffet over den måde at være sammen på. Jeg håber, at vi med tiden lærer at administrere brugen af smartphones og internet, så det ikke får lov at ødelægge samværet,” siger hun.