Tv bringer danmarkshistorien ind i stuerne

HISTORIE I FAMILIEN: TV skaber fællesskab og sætter snakken i gang, mener lektor Gundhild Agger, der har skrevet en doktorafhandling om dansk tv-drama og dansk identitet

Jørgen Buckhøj spillede rollen som Mads Skjern i ""Matador"". Serien regnes i dag for noget at det ypperste inden for dansk tv-dramatik, og danskerne sad nærmest klistret til tv-skærmene, da serien blev vist.  -- Foto: Danmarks Radio.
Jørgen Buckhøj spillede rollen som Mads Skjern i ""Matador"". Serien regnes i dag for noget at det ypperste inden for dansk tv-dramatik, og danskerne sad nærmest klistret til tv-skærmene, da serien blev vist. -- Foto: Danmarks Radio.

Tv spiller en stor rolle, når historien skal videreformidles i familiens skød. Det mener lektor Gunhild Agger fra Aalborg Universitetscenter.

– Tv supplerer den rolle, som de historiske romaner har haft, og tv har den fordel, at det kan samle flere generationer på én gang. Man får en fællesskabsoplevelse ved at se tv sammen, og det sætter snakken i gang. Man taler så meget om tidens individualitet, men vi har også et behov for at høre til et sted. Det er et universelt behov for mennesket at kunne pege på sin kulturarv og sine rødder, og tv-drama af en vis kvalitet kan virke identitetsskabende. Historien er vigtig for alt, hvad vi gør i nutiden. Den giver sammenhæng, dybde og forankring i tilværelsen. Mennesket higer efter anerkendelse, for at livet ikke skal fremstå som ligegyldigt, og anerkendelse kan vi kun opnå, hvis vi indgår i en større sammenhæng, siger Gunhild Agger. Hun har netop skrevet en doktorafhandling om dansk tv-drama og dansk identitet. Hun har kaldt den "Dansk tv-drama – arvesølv og underholdning ..."

Gunhild Agger nævner som eksempel på en sådan historieformidling tv-udgaver af bogklassikere som "Livsens ondskab" fra 1972, "Fiskerne" i 1977 og "Gøngehøvdingen" fra 1992, der søgte at inkorporere et eventyr, og som fik dårlig kritik, men høje seertal.

Og kongen over dem alle, "Matador" i 24 afsnit, er fiktion og historieformidling i ét skrevet direkte til tv. Gunhild Agger fremhæver den, fordi den har alle væsentlige niveauer med fra den tid, der beskrives – 1929-1947. Vi får historien om handel, krise, krig, varemangel, opblomstring, politik, oprør og spirende kvindefrigørelse længe før rødstrømperne. Man får også et glimrende indblik i vilkårene for de forskellige sociale lag med et persongalleri på et halvt hundrede skæbner, hvis liv man nemt kan følge. Serien blev vist i 1978-1981 og har givetvis været inspireret af de store engelske serier som "A Family at War" og "Upstairs, Downstairs", mener Gunhild Agger, der ser Agnes som prototypen på den vakse danske kvinde, der går fra rollen som stuepige til selvstændig forretningsdrivende med en skarp replik og et beslutsomt sind.

I 1995 blev der udarbejdet en lærebog i historie for gymnasiet ud fra "Matador". Her gengives bl.a. billeder og dokumenter fra samtiden. Bogen hedder "Matador og vor egen tid", og den består af en kildesamling samt en gennemgang af "Matador" som historisk dokument.

"Krøniken", som er udset til at løfte arven fra Matador, har ifølge Gunhild Agger også fine kvaliteter, hvad angår historieformidling. Også her er der udarbejdet undervisningsmateriale, og på "Krøniken"s hjemmeside kan man finde forskelligt kildemateriale fra tiden, f.eks. speakerpigerne.

– At se et tv-drama med historisk baggrund er som at rejse i fortiden. Og når man kommer hjem igen, ser man på sig selv og på sin danske identitet med nye øjne. Tv-mediet giver perspektiv i historien og aktualiserer erindringen, siger Gunhild Agger.

Hun påpeger, at tv kan bruges til meget forskelligt. Det kan bruges til ligegyldig og forfladigende underholdning, og det kan bruges til underholdning, som på samme tid er berigende og oplysende.

– Når oplysning og underholdning blandes, så får man efter min mening en fornem anvendelse af public service-begrebet, og jeg frygter, at dette begreb udhules, hvis TV 2 privatiseres, siger hun.

familieliv@kristeligt-dagblad.dk