Tyskland: Vin med nydelse

Anja og Jan Kuhlmann, Berlin. Anja er 37 år, kunsthistoriker og i øjeblikket på barsel med datteren Malena. Jan, 38 år, er historiker og journalist

Familien Kuhlmann ville ikke fotograferes med alkohol på bordet, men ses her i lejligheden i Berlin. Anja Kuhlmann (th.) er opvokset i Rhinlandet, hvor vinen med hendes ord er uadskillelig fra kulturen. "Folk drikker generelt med stor nydelse, men med måde," siger hun.
Familien Kuhlmann ville ikke fotograferes med alkohol på bordet, men ses her i lejligheden i Berlin. Anja Kuhlmann (th.) er opvokset i Rhinlandet, hvor vinen med hendes ord er uadskillelig fra kulturen. "Folk drikker generelt med stor nydelse, men med måde," siger hun. . Foto: Michael Hughes/EUP-Berlin.

Onsdag

20.00 Midt i en stresset uge har familien endelig tid til at hygge sig sammen. Da den lille er lagt i seng, vil Jan åbne en flaske hvidvin fra Anjas hjemegn, men kommer i stedet til at åbne en mousserende prosecco. De er enige om, at den vil være kedelig dagen efter, så de drikker to gode glas hver.

Begge: 2 genstande.

Torsdag

18.30 Jan er til den ugentlige fyraftenskomsammen med redaktionen, hvor der som vanligt bliver serveret vand, vin og øl. Jan vælger et glas hvidvin. Den smager herligt, og i det gode selskab drikker han et glas mere, mens han sludrer med sine kolleger. Anja er hjemme med Malena. Da datteren sover, tager Anja den mousserende vin fra i går ud af køleskabet, men den er blevet flad, så hun hælder den ud.

Jan: 2 genstande.

Anja: 0 genstande.

Fredag

16.00 Da de begge er begejstrede fodboldfans, går de ned i en park lige om hjørnet fra deres lejlighed for at se VM-åbningskampen på storskærm. De mødes med to venner efter arbejde, og alle bestiller Alsterwasser, som er øl spædet op med Sprite – en typisk drik her i landet. Kombinationen af sodavand og øl betyder, at den læsker i solskinsvejret og samtidig giver lidt "fodboldstemning". De drikker to hver. Da kampen slutter, kommer endnu en ven forbi, som har købt en runde øl til alle. Jan drikker én, Anja springer over.

18.00 På vej hjem spiser de på den lokale, italienske restaurant. De har begge lyst til noget lækkert til maden, så Jan får et glas rosévin, mens Anja tager en prosecco med italiensk likør. Da de går hjem, er de let berusede, men ikke rigtig fulde. Jan mister altid lysten til alkohol og stopper med at drikke, så snart han føler sig beruset.

Jan: 5 genstande.

Anja: 4 genstande.

Lørdag

15.30 Anja er til fødselsdag hos en veninde og drikker et glas sekt, en tysk prosecco. Selvom hun elsker vin, og boblerne smager skønt i solen, holder hun sig til ét glas, for hun drak lidt mere end planlagt dagen før.

Jan: 0 genstande.

Anja: 1 genstand.

Søndag

De er hjemme det meste af dagen. Om aftenen overvejer de at åbne en flaske hvidvin, men Jan er træt og vil være helt frisk til arbejdsugen, så de drikker vand til maden.

Begge: 0 genstande.

Mandag

20.00 Efter fyraften er Jan godt brugt og åbner den flaske hvidvin, de egentlig ville have åbnet om onsdagen. De spiser først, da Malena er lagt i seng, og drikker begge et stort glas af vinen til maden.

Begge: 1½ genstande.

Tirsdag

20.00 Jan mødes med en kammerat på en bar, hvor man viser fodbold. Stemningen er afdæmpet, men de bestiller alligevel to store pilsnere fra fad. Jan drikker ud midt i anden halvleg, men beslutter sig for ikke at bestille mere.

Jan: 1½ genstande.

Anja: 0 genstande.

Status

I alt har Jan fået 12 genstande og Anja 8½. De havde ikke helt troet, at det ville være så meget, men det er jo højsommer med lyse nætter og VM i fodbold, så anledningerne til øl eller et glas vin ligger nok tættere end normalt.