Prøv avisen

Voksnes tålmodighed med børn er blevet mindre

På Esajaskolen, Hvidovre Kristne Friskole, forsøger lærer Rasmus Marcher Clausen at lære eleverne i 9.a tålmodighed Foto: Petra Theibel Jakobsen

Det er ikke sikkert, at børn i dag er blevet mindre tålmodige. Men de voksnes og hele samfundets tålmodighed med børnene er stærkt på retur, mener lærer, skolepsykolog og ph.d. Karen-Lis Kristensen

Som skolepsykolog har Karen-Lis Kristensen flere gange været ude for at skulle forholde sig til nogle af de børn, som i den moderne skole anses for at være problematiske og svære at inkludere. Hun har erfaret, hvordan børn, der har svært ved at sidde stille, hurtigt italesættes som et problem.

Børnene kan let blive genstand for kritik eller ønske om udsmidning fra klassekammeraternes forældre. Og ofte presser selv børnenes egne forældre på for, at barnet må tage sig sammen, eller at den skolepsykologiske rådgivning må gribe ind.

"Mit råd er som regel: 'Giv ham lidt tid.' Det sagde min læge altid til mig, da jeg for mange år siden havde små børn og af og til mødte op i hans praksis med bekymring om, at et eller andet var galt," siger Karen-Lis Kristensen.

Hun har været uddannet lærer siden 1978, har videreuddannet sig til skolepsykolog og har ved Aarhus Universitet skrevet en ph.d.-afhandling om lærerudbrændthed og ADHD-diagnosticering i indskolingsklasserne. Hun har i Region Midtjylland, hvor forholdsvis mange får diagnosen ADHD, fulgt nogle af de elever, der specifikt defineres som vanskelige. Og hun konkluderer, at en stor del af de vanskeligheder, skolen har med at rumme alle børn, skyldes manglende tålmodighed i uddannelsessystemet og samfundet generelt.

"Det, jeg kom frem til i mit projekt, er, at der i dag er en ånd i skolesystemet og skolens ledelse, som er fokuseret på kontrol og målbarhed. Der er blevet strammet gevaldigt op på, hvor meget tid man synes, man kan give det enkelte barn," siger hun og tilføjer:

"De børn, som typisk får diagnosen ADHD, er ofte urolige børn, som har svært ved at se meningen med skolens systemer og regler og derfor reagerer udad. Det bemærkelsesværdige er, at frem til 1994 var der ikke nogen, der tænkte, at den manglende opmærksomhed skyldtes, at der var noget galt med barnet, at det var en sygdom. Lærerne prøvede at fange børnenes interesse, og ellers kunne man se tiden an ved at sende dem ud at lege. Men i det øjeblik, vi fik diagnosen ADHD, blev det en mulighed for at tage presset fra læreren og lægge det over til en særlig ADHD-pædagogik og til skolepsykologerne. Dér ophører tålmodigheden."

Hun mener, at der ligger et stort forventningspres, som forplanter sig hele vejen ned fra de politiske beslutningstagere og den folkelige opinion, til skoleforvaltninger, skoleledelser og lærere. Et pres om at opnår resultater og opfylde mål, hellere i dag end i morgen. Men i denne situation er det ikke kun tålmodigheden, som risikerer at blive taber.

"Menneskeligheden slås med måleligheden og bundlinjen," erklærer Karen-Lis Kristensen.

Når lærere giver udtryk for, at børn er blevet mindre tålmodige, vender skolepsykologen det rundt og spørger, hvor gode forældre, lærere og andre voksne er til at give "god-tid-heden" videre til deres børn.

 "Mange børn lever i et hjem, en institution og en skole, hvor tid er en mangelvare. Dengang jeg var barn var det sådan, at hvis en af mine veninder blev syg, hjalp min mor hendes mor med at passe hende eller kom forbi med en dåse småkager og ønsket om god bedring. Hvor er de mennesker henne, som har den tid i dag?" spørger hun.

Den danske folkeskole har i snart halvandet skoleår fungeret efter den meget omfattende reform af skolens struktur og indhold, som et stort politisk flertal vedtog i 2013, og som har givet skolens lærere og pædagoger markant mere skemalagt tid sammen med eleverne. Men det er ikke Karen-Lis Kristensens vurdering, at det - endnu - har øget lærernes oplevelse af at have fået mere tid, som kan omsættes til tålmodighed med det enkelte barn:

"Intentionen har været, at give læreren mere tid. Men mit indtryk er, at alting bliver presset ind i den utålmodige, resultatorienterede ramme, som gør, at det er meget svært for den enkelte at tage den med ro."