Prøv avisen
Mine familieværdier

Uffe Elbæk: Troen på fællesskabet stammer fra min barndom

"Det var en fantastisk brydningstid at vokse op i. Utopien havde for en kort periode lov til at folde sig ud," fortæller Uffe Elbæk om ungdomsoprøret i 1968. Foto: Jakob Dall

Uffe Elbæk, tidligere kulturminister og stifter af Alternativet, har med sin opvækst på højskoler fået kollektivet ind med modermælken. I hans familie var opdragelsen fri, det sociale engagement stort og valgdage lig med festdage, der blev fejret med rejemadder og øl foran fjernsynet

Min opvækst var særlig, fordi min familie og jeg boede på højskoler. Jeg boede de første år af mit liv på Ry Højskole, hvor mine forældre var lærere, og senere flyttede vi til Store Restrup Højskole, hvor de blev forstanderpar. Så mine tre søskende og jeg er for alvor vokset op med kollektivet. Vi spiste sammen med højskoleeleverne morgen, middag og aften, og der var på alle måder højt til loftet. Vi børn blev opdraget til at tage stilling til, hvad der skete omkring os. Det har betydet, at vi alle er blevet politisk eller socialt engageret. Jeg er meget taknemmelig for den opvækst, jeg har fået.

Min families vigtigste værdier stod på to ben: På den ene side var socialt engagement, retfærdighed og solidaritet over for dem, der ikke har det særligt godt, vigtigt. Vi blev opdraget til at tro på, at man som fællesskab kan udrette noget. På den anden side var personlig frihed meget vigtigt i mit barndomshjem. Det var absolut ikke givet på forhånd, hvad vi skulle være som voksne, der lå ikke en færdig køreplan om, at vi skulle på gymnasiet og dernæst universitetet.

Tværtimod opfordrede vores forældre os til at finde vores egen vej i livet. Vi fik lang snor, og mine forældre praktiserede en meget fri børneopdragelse. Der var ikke noget, der var strengt forbudt. Det faldt sammen med, at jeg blev teenager, som ungdomsoprøret startede i ’68, hvor der for alvor blev sat spørgsmålstegn ved alt: Køn, klasse, religion, magtforhold, institutioner. Det var en fantastisk brydningstid at vokse op i. Utopien havde for en kort periode lov til at folde sig ud. 

Det var en særlig tid, når vi endelig kun var familien sammen. Somrene på Bornholm var helt specielle lykkeøjeblikke. Alt var anderledes der: Menneskerne snakkede anderledes, miljøet var anderledes, min mor og far lavede selv mad til os. Alt var eksotisk. Jeg kan stadig lugte sommerhuset og fornemme lyden af havet, man faldt i søvn til.

Valgdage er festdage i min familie, og da vi var børn og unge sad hele familien foran fjernsynet og så valgresultaterne tikke ind. Vi spiste rejemadder og fik en øl for at fejre den demokratiske handling. Ved valget i 2007 var min mor blevet syg. To dage inden valget blev hun indlagt på Hvidovre Hospital. Hun blev lagt i drop, og det så skidt ud. Da Jens og jeg havde været nede og stemme, besluttede vi os for at besøge hende, for vi ville gerne markere valgdagen ammen med hende. 

Men da vi kom ind på hendes stue, var sengen tom. Jeg fik et kæmpe chok og gik ud på gangen for at finde nogen, der kunne forklare mig, hvad der var sket. Vi fandt en sygeplejerske, der indleder med at sige ”Der var ikke noget, vi kunne gøre.” I det splitsekund kunne jeg mærke, hvordan blodet forsvandt fra mit ansigt. ”Ja, vi kunne ikke gøre noget, hun ville ned og stemme,” fortsatte sygeplejersken så. Da havde min mor ringet til den lokale Enhedslistepartiforening – hun er medlem af Enhedslisten – og fået en 19-årig aktivist til at komme og hente hende i et skrammel af et folkevognsrugbrød og køre hende ned og stemme. Jens og jeg blev og ventede på, at hun kom tilbage. Hun er en lille kvinde, og hun skulle slæbe sig selv op i sengen igen. Men da hun så endelig lå der, kiggede hun på mig og sagde: ”Én stemme kan afgøre valget.” Det siger meget om min familie. 

Når jeg ser tilbage på mit arbejdsliv med Frontløberne, Kaospiloterne og det at stifte et nyt parti, kan jeg se, at der løber en klar værdimæssig rød tråd gennem det hele, der handler om ikke at acceptere den udgave af samfundet, vi har i dag, som den bedst tænkelige. Hele den tankegang er uden tvivl plantet og næret af mine forældre.

Hvis der er noget, jeg er stolt af, så er det mine børn. Jeg er så glad for, at de er blevet til to dejlige, tolerante voksne mænd, som er bundsolide og har hjertet på det rette sted. Jeg er stolt af, at de hver især har gjort tingene på deres egen måde. Ingen af dem har gjort deres uddannelser færdig, men de har begge startet virksomheder og lykkes til overmål med det, de gør. Det er deres egen fortjeneste og ikke min. Men jeg tror alligevel, at jeg har puffet til dem på de rigtige tidspunkter, ligesom mine forældre gjorde det med mig.