Prøv avisen

Utroskab giver betændte skilsmisser

-- Forholdet kan aldrig blive det samme, og måske er det et held, for der har været en grund til, at den ene opsøgte denne hemmelige X, siger Sanne Neergaard. -- Foto: Leif Tuxen.

INTERVIEW: Skønt syv ud af ti anser utroskab som den største trussel mod parforholdet, så er par generelt for lidt bange for at havne i en situation med en tredjepart i forholdet, vurderer samlivsekspert, cand.psych. Sanne Neergaard

Danskerne anser utroskab som det mest ødelæggende for samlivet. Når det kommer for dagen, at der er en hemmelig X i et parforhold, så fører det ofte til skilsmisse. Sanne Neergaard er cand.psych. og har arbejdet som privatpraktiserende psykolog i mere end 20 år, og hun bliver jævnligt opsøgt af par, som har problemer i forholdet på grund af utroskab. Ofte handler samtalerne om at finde vej til den bedst mulige skilsmisse, hvor begge parter får et liv, de er tilfredse med. Men har der været utroskab i forholdet, er det et særsyn med en god skilsmisse.

– Det mest giftige ved utroskab er tillidsbruddet. Det er ikke bare lige sådan at tilgive løgn og bedrag, og derfor bliver skilsmisser på baggrund af utroskab ofte meget betændte og hadefulde, siger hun.

Selvom syv ud af ti anser utroskab for det mest ødelæggende for parforholdet, så er det sjældent et emne, par har talt om. Den manglende åbenhed om synet på utroskab er et problem, vurderer Sanne Neergaard. At kende hinandens grænser er vigtigt for at kunne navigere, mener hun.

– Vi mødes og danner par på baggrund af en forelskelse. I den tilstand tror vi på evig troskab og får derfor ikke talt om vores holdning til utroskab. Det vil jeg råde alle til at gøre, lige så snart det bliver hverdag, fordi det er vigtigt at have klare aftaler om, hvad der okay i forholdet. Står man pludselig en dag i en krisesituation, bliver man i tvivl om, hvorvidt ens grænser er okay, fordi man ikke tidligere har formuleret dem over for hinanden, siger hun.

Ligesom par ikke sætter ord på deres holdning til utroskab, oplever Sanne Neergaard mange, som tilsyneladende ignorerer deres viden om, at utroskab også kan forekomme i deres forhold.

– Vi har så travlt med at føle os trygge. Med trygheden sniger dovenskaben sig ind. Det kendte, forudsigelige og trygge er blottet for passion. Man er havnet i en trummerum med arbejde, børn og hjemlige pligter. Kulturelt er der forventninger om et lidenskabeligt, udfordrende sexliv, men vi lader os nøje med vand på kaffefiltret fra i morges, siger hun og tilføjer:

– Vi er simpelthen ikke bange nok for at havne i den her situation, siger hun.

Men er ens samliv blevet som vand på kaffefiltret fra i morges, så har Sanne Neergaard også set eksempler på parforhold, hvor utroskaben førte parret tættere sammen.

Utroskabens efterspil antager mange former. I de tilfælde, hvor den ene ægtefælle er blevet valgt fra til fordel for en tredje part, sammenligner Sanne Neergaard ofte den svigtedes situation med et alvorligt trafikuheld, som smadrer ens verden totalt. Man mister noget, og selvom man kommer videre, så vil livet aldrig kunne blive det samme, fordi ulykken har mærket én. Der er også par, som ønsker at blive sammen.

– Når begge parter er ulykkelige og ønsker, at forholdet skal fortsætte, må de først erkende, at de begynder et helt nyt sted. Forholdet bliver aldrig mere det samme, og måske er det et held, for der har været en grund til, at den ene opsøgte denne hemmelige X. Utroskab er en besked om, at ens forhold mangler noget vigtigt – hvad det er, må begge sætte ord på og tage ansvar for. Også den, som forblev tro, har del i årsagen til utroskab, siger hun og tilføjer:

– Fortsætter man forholdet på trods af utroskab, skal den svigtede part have talent for tilgivelse. Jeg møder par, hvor hun angiveligt har tilgivet ham, mens hun i virkeligheden lige siden har straffet ham uafbrudt med bitterhed, kontrol og stikpiller.

– Et kærlighedsforhold kan ikke gro i gammelt nag. Vælger man at blive sammen, er det ganske nødvendigt at lade utroskaben være fortid og tilgive, siger hun.

Sanne Neergaard blev selv skilt for otte år siden efter 17 års ægteskab. Årsagen var utroskab. Hun deler sin egen historie, fordi hun tror, den kan give håb til dem, som i øjeblikket oplever sig sønderknust på grund af et ødelagt parforhold.

– Når der er gået en rum tid, så kan der ske det lykkelige, at man faktisk har fået et meget bedre liv. Dengang var utroskaben et chok, og skilsmissen var en ulykke for mig. Men i dag kan jeg se, at jeg via hans uacceptable opførsel frisatte mig selv for et makkerskab, der ikke var udviklende for hverken ham eller jeg.

nygaard@kristeligt-dagblad.dkFakta

Skilsmisse på grund af utroskab

**Man kan blive skilt uden separation, hvis den ene i et forhold har været utro, og det er bevist. Beviset skal ske i form af en samstemmende erklæring om utroskaben, og om hvornår den er foregået – både fra den i forholdet, som har været utro, og den, som denne har været sammen med. I 2005 blev der givet 2687 skilsmisser uden separation på grund af utroskab ud af de 15.300 skilsmisser. Ifølge de sagsbehandlere i statsamterne, Kristeligt Dagblad har talt med, dækker de direkte skilsmisser kun over en mindre del af skilsmisser, hvor der har været utroskab involveret. Er der børn i forholdet, vil mange foretrække en almindelig skilsmisse med separation. Antallet af direkte skilsmisser har været nogenlunde stabilt de senere år.

Kilde: Indenrigsministeriet og Danmarks Statistik