Prøv avisen

At være tæt på en kræftsyg er også en kunst

Tine Bjerre Larsen fulgte Jakob under hans sygdomsforløb og oplevede, hvordan man som pårørende kommer til kort. Foto: Modelfoto.

Vi skal turde trænge os på hos syge og pårørende og tilbyde praktisk hjælp og lyttende ører, mener flere eksperter

Da Tine Bjerre Larsen blev inviteret til sin ven Jakobs 50-års fødselsdag, blev hun nervøs. Jakob var syg af kræft og meget svækket, og han var aldrig typen, der holdt fest for sig selv. Denne gang overtalte hans kone ham, men Tine frygtede, at middagsselskabet ville være for meget. At gæsterne ville græde og være forlegne.

Tine Bjerre Larsen havde fulgt Jakob under hans sygdomsforløb og oplevede, hvordan man som pårørende kommer til kort. Man tør ikke besøge den syge de dage, hvor der er kommet en dårlig besked. Man vil ikke trænge sig på og risikere, at den syge bliver ked af det.

De mange tanker gav hende inspiration til den nyligt udkomne bog "Der er også engle", hvor hun udforsker, hvordan man er en god pårørende.

"Det er svært at tale om, at man ikke overlever sin sygdom, så man beskytter gensidigt hinanden. Den pårørende vil ikke gøre den syge ked af det og omvendt, men det skaber en distance," siger Tine Bjerre Larsen.

Hvert år får 33.000 danskere konstateret kræft. Sygdommen forandrer de syges liv, men også de pårørendes. At være pårørende er en rejse ind i løveland, der hvor den ukendte angst lurer alle vegne, mener Marianne Davidsen-Nielsen.

Hun er psykoterapeut og underviser professionelle i samtaler med døende og pårørende.

"Mange gemmer sig bag kærlighedens skjold. Det er den misforståede beskyttelse, hvor vi tror, at vi dør af at tale om døden. Men skjoldet forhindrer os i at mødes i virkeligheden, hvor vi kan dele angst og smerte med hinanden," siger Marianne Davidsen-Nielsen.

Hospitalerne ser de pårørende som en stærk ressource, men ikke alle er rustet til den rolle, oplever Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet.

"Nogle bliver stærke og smukke af at gøre noget for andre. Andre tænker på sig selv og får dårlig samvittighed. Vi, der arbejder med syge og pårørende, skal snakke om de følelser. Hvis man koncentrerer sig om sine handlinger og ikke om det, man tænker, så kan man måske være tilfreds med sig selv," siger Svend Aage Madsen.

Der er i disse år fokus på den million danskere, der lever som pårørende til en kræftpatient. Alene i sidste måned udkom to bøger om at være pårørende. Ud over Tine Bjerre Larsens bog på Kristeligt Dagblads Forlag udsendte medicinalvirksomheden Roche interviewbogen "Vi ser fremad". Her taler Kirsten Holm-Petersen med syv mænd, som er pårørende til kvinder med kræft.

Rollen som pårørende er en kunst, som man hele tiden må træne, mener psykolog og brevkasseredaktør på Kristeligt Dagblad Annette Due Madsen.

"Man kan prøve at give et vikarierende håb. Det gælder ikke bare den syge, men også de nærmeste. De trænger til folk, der tør involvere sig, men det er for let at sige, at det nok skal gå, eller at solen skinner i dag. Vi skal turde lægge øre til og give rum for smerte," siger Annette Due Madsen.

Kræftens Bekæmpelse har særlige arrangementer for pårørende, hvor ægtefæller, venner og voksne børn kan tale om, hvordan de har det.

"De pårørende har et stort behov for støtte. Alle spørger til den syge, men de pårørende kan godt tænke – hvad med mig? Der kan også være forbudte tanker: Kan hun ikke snart dø, så jeg får fred. De tanker er svære at gå alene med," fortæller Inge Kaldan, leder af Kræftens Bekæmpelses Rådgivning i Nordjylland.

Men støtte er mere end snak, mener Inge Kaldan. En gåtur i skoven med en mand, hvis kone ligger for døden, eller et tilbud om at slå græsset for den unge far med den syge kone er også værdifuldt.

"Der er voldsomme tabuer i vores kultur. Vi vil ikke trænge os på. Men det er det mest banale, der er det mest basale. Når vi tilbyder vores hjælp, så ved den syge eller den pårørende, at der er en, der har set mig," siger Inge Kaldan.

Man kan også holde fest for den døende – en rund fødselsdag før tiden. Tine Bjerre Larsens frygt for vennen Jakobs fødselsdag viste sig at være ubegrundet. Gæsterne overvandt deres beklemthed og opdagede, at man kan græde og tale samtidig. Jakob åbnede gaver og læste alle kort op.

"Vi sad der alle sammen. Jeg tror, at han fik chancen for at samle trådene. Bagefter kan jeg tænke, at der kom jeg igen lidt til kort, fordi jeg havde været bange for alt den sindsbevægelse," fortæller Tine Bjerre Larsen.

Få uger efter var hendes ungdomsven Jakob død.

familieliv@k.dk