– Vi har gjort det kloge, som Kain og Abel ikke gjorde: Vi har delt landet mellem os, siger provst Peter Balslev-Clausen, 61 år, da han bliver bedt om at beskrive forholdet til sin bror, provst Erik Balslev-Clausen, 58 år.
At dømme efter lillebroderens beskrivelse af den ældre bror er det mere end typisk, at storebror går tilbage til den gammeltestamentlige historie om Kain, som ikke kunne forliges med Abel. Storebror er kendetegnet ved sin interesse for historie, mener hans bror. Ikke at lillebror vil anfægte Peter Balslev-Clausens vurdering, men selv ville han have begyndt historien om deres forhold et andet sted.
Peter og Erik Balslev-Clausen er naboprovster og ligner hinanden så meget, at de flere gange er blevet forvekslet. De voksede op i et grundtvigsk præstehjem og definerer sig begge som tilhørende den traditionelle, grundtvigske fløj af folkekirken. Erik Balslev-Clausen har i mere end 20 år siddet i Kirkeligt Samfunds styrelse og Peter Balslev-Clausen er formand for Grundtvigselskabet.
– Vi har levet tæt på hinanden hele livet uden at gå i hinandens bed, siger Erik Balslev-Clausen, som i år kan fejre 30 års jubilæum som præst i Davids Kirke på Østerbro i København.
Der har været præster i Balslev-slægten i næsten alle slægtled siden reformationen. Deres far var præst, ligesom bedstefar og oldefar på fædrenes side var det. Peter Balslev-Clausen valgte som skoleelev, at han en dag ville læse teologi, og i 3. g traf lillebror samme valg.
– Jeg har altid haft en oplevelse af, at vi var ret forskellige som søskende. Min bror var allerede som barn meget optaget af historiske emner, mens jeg interesserede mig for praktisk fysik, siger Erik Balslev-Clausen og fortæller, hvordan han baksede med svagstrøms-installationer, mens storebror samlede flint i håb om at gøre et arkæologisk fund.
I teologernes svar på Blå Bog, Teologisk Stat, er de to brødres levnedsbeskrivelser så godt som lige lange. Her fremgår det, at Peter Balslev-Clausen har valgt at arbejde videnskabeligt. Han blev ph.d. i 1989, er adjungeret professor i hymnologi ved Københavns Universitet og har været sekretær for kommissionen bag den nye salmebog. Erik Balslev-Clausen er praktikeren, som sidder i en lang række bestyrelser. I 10 år sad han i Præsteforeningens hovedbestyrelse. Han har designet landets første folkekirkelige skoletjeneste og siden 1991 været formand for bestyrelsen af Folkekirkens Skoletjeneste i København og på Frederiksberg.
– Prægningen fra min mors side er størst hos min bror. Min mor var en kvinde, som havde sine meningers mod, og det går igen hos Peter. Jeg er mest formet af min far, som var et menneske, der havde let ved at tale med folk, siger Erik Balslev-Clausen, og broderen får lov at uddybe:
– Det er sådan noget, brødre kan skændes vældig længe om, men jeg må nok give Erik ret i hans vurderinger, siger Peter Balslev-Clausen.
Som studerende havde brødrene en tradition med at mødes om søndagen, gå i kirke og spise frokost sammen. Siden de stiftede familie, har samværet ikke været så systematiseret. Det tager mindre end et kvarter at komme fra Erik Balslev-Clausens præstebolig på Østerbro til Peter Balslev-Clausens hjem i Hellerup, alligevel går der typisk et par måneder mellem, at de ses. For som Peter Balslev-Clausen siger, er det karakteristisk for dem begge, at de ikke sidder stille ret længe, så tiden til søskendesamvær er begrænset.
– Men når vi er sammen, så er det, som om den tid, som er gået siden sidst ikke eksisterer, fordi der umiddelbart er en nærhed. Det er en stor kvalitet, siger Peter Balslev-Clausen.
De beskriver deres forhold som frit. Peter Balslev-Clausen oplever, at han kan tale ucensureret med broderen, og ofte kredser deres samtale om faglige emner.
– For ikke at føle sig utilpasse i hinandens selskab, så må man kunne føle sig frie i forhold til hinanden. Erik blev provst nogle år, før jeg blev det, og det var sundt for vores forhold. Det gjorde det definitivt, at han ikke sad fast i rollen som lillebror, men at vi havde et ligeværdigt forhold, siger Peter Balslev-Clausen og uddyber:
– Vi kender hinandens forudsætninger og deler en historie, som vi er glade for. Hidtil har der ikke været noget, som har sat vores forhold på en prøve. Det har jeg dels en bror at takke for, men jeg kan også takke mig selv for det, siger Peter Balslev-Clausen, og Erik Balslev-Clausen tilføjer:
– Vi kender hinanden så godt, at hvis der er ømme tæer, så lader vi være med på træde på dem, siger han
Læs mere under Familieliv