Prøv avisen

Psykolog: Vi har glemt at sætte grænser for vores børn

I sin praksis som psykolog oplever Birgitte Hultberg, at mange af familielivets udfordringer beror på, at vi er blevet dårligere til at sætte grænser særligt i forholdet mellem forælder og barn. Modelfoto.

Stærke familierelationer kræver , at man kan sætte grænser. Men skellet mellem barn og voksen er skredet, mener psykolog Birgitte Hultberg, der netop har udgivet bogen ”Stærke relationer”

Louise og Jonas havde kun kendt hinanden i et års tid, da de besluttede sig for at flytte sammen. Det kan i sig selv være en udfordring, men omdrejningspunktet for de største vanskeligheder viste sig at være den lille seksårige Emma.

Hun er fra Jonas’ tidligere ægteskab, og når hun boede hos parret, var husregler en by i Rusland for hende. Louise var mildest talt træt af det råbende og sparkende barn, som fyldte det hele, når Jonas havde samkvem med hende. Men Louise sagde ikke noget.

I stedet gjorde hun alt, man kan forlange af et menneske, for at mildne situationen, mens hun begyndte at syde mere og mere indeni.

Jonas gjorde nemlig ikke det store for at korrigere den lille piges tyranni. Det er trods alt ikke nemt for et barn, når mor og far skilles.

Problemstillingen optræder i Birgitte Hultbergs nye bog ”Stærke relationer”. Baseret på 20 års erfaring som privatpraktiserende psykolog belyser hun de udfordringer, der kan opstå i relationerne med familie, venner og kolleger.

Læs et uddrag af bogen her.  

Jonas og Louise havde opsøgt hende, da deres situation blev så kritisk, at det ikke var til at holde ud, og deres historie demonstrerer, hvordan knas i relationerne typisk handler om grænser – i Louise og Jonas’ tilfælde manglende og udefinerbare grænser i forhold til hinanden som par og til Emmas udskejelser.

”Folk, der har grænseoverskridende adfærd, har det ikke, fordi de vil være onde eller dumme, men fordi de får lov til det. Og årsagen til, at de får lov, er, at man ikke er tro mod sine egne grænser og siger fra. I stedet forventer man, at den anden part burde vide, hvordan man har det. Men dine grænser er altid dit ansvar. Det er aldrig andres. Det er som to haver, der ligger op ad hinanden. Jeg behøver ikke bekymre mig om, at du skal sætte et hegn op, så du ikke vader ind på min grund. Det skal jeg selv sørge for. Hvis ikke jeg respekterer mine egne grænser, så respekterer jeg heller ikke relationen,” siger Birgitte Hultberg, der har egen praksis i Taastrup ved København, hvor hun blandt andet tilbyder par- og familieterapi.

Familierelationer er imidlertid ikke blevet mindre kompliceret i årenes løb.

I dag er der mange, der lever i en familie med en blanding af særbørn, skilsmissebørn og stedbørn.

Samtidig oplever Birgitte Hultberg i sin praksis som psykolog, at mange af familielivets udfordringer beror på, at vi er blevet dårligere til at sætte grænser særligt i forholdet mellem forælder og barn.

Skellet mellem barn og voksen er skredet, mener hun. Det skyldes, at der i mange år har hersket den forestilling, at børn ikke skal føle sig begrænset eller hæmmet. Det har til gengæld medført en modvilje mod at sætte grænser for børnenes adfærd.

”Det kan godt være, vores holdning har ændret sig, men det har verden ikke. Når et barn står over for en forælder, så er det stadig den voksne, som har erfaring med, hvordan verden hænger sammen, og skal stå til ansvar for det, deres børn laver. Derfor er forælderen også nødt til at have de rettigheder over for barnet, der følger med ansvaret. Men der er opstået en magtforskydning, hvor børn og voksne er blevet lige, frem for at man siger, at den, der har kompetencerne og ledelsesansvaret, også har retten til at lede og fordele. Der er opstået en forskydning i magtbalancen, hvor barnet kan styre en familie og får en magt, det ikke kan håndtere,” forklarer hun.

Det er en fejlslutning, at relationen mellem barn og voksen bør være lige. Voksne har nogle forudsætninger både biologisk og erfaringsmæssigt, som gør, at et barn ikke kan kommunikere ud fra voksnes præmisser.

”Forestil dig at hjernen fungerer på tre niveauer,” siger Birgitte Hultberg, mens hun hiver en blok frem.

På papiret tegner hun en cirkel med to ringe udenom, så den består af tre niveauer.

I den inderste cirkel finder vi instinkterne og drifterne.

I den mellemste cirkel er følelserne.

Og i den yderste cirkel ligger tanker og logik.

”Mennesket følger i bund og grund den udvikling, at børn starter som rene instinktvæsener. Så begynder de efterhånden at blive følelsesstyrede og etablerer sociale relationer. Det er først som voksne, at vi har styr på vores hjernes kognitive funktioner. Når man taler med et barn, der fungerer på et følelsesbetonet niveau, som om det er en 25-årig, inviterer man til nederlag,” forklarer hun.

Midt i snakken vågner Parson Russell-terrieren Eddie op til dåd fra sin plads på den polstrede rokokostol ved vinduet. Fristelsen til at udbryde et ”nårh” bliver et øjeblik for stor, da det lille nuttede dyr giver sig til at pibe. Den reaktion falder dog ikke i god jord hos Birgitte Hultberg.

”Ved at sige ’nårh’ siger du, at når han piber, er det, fordi han lider. Det gør han ikke. Det gør børn heller ikke, når de er frustrerede over noget, de ikke må. Frustration er noget, vi lærer af. Hvis vi ikke er frustrerede, så søger vi heller ikke nye veje, men gør det vi plejer, og så sker der ikke en udvikling,” påpeger hun.

Det er svært at sætte grænser for nogen, man har ondt af. Og ligesom over for Eddie kan man nemt komme til at tænke, at det er synd for barnet, når det reagerer i frustration.

I sådan en situation har nutidens forældre ifølge Birgitte Hultberg en tendens til at føle børnenes frustration stærkere, end børnene selv gør. I stedet har børn behov for, at man handler, hvor det er nødvendigt, frem for at lade barnets frustration diktere familielivet, for i sidste ende kan det give bagslag, når barnet bliver ældre og en dag skal bevæge sig uden for familielivets rammer.

”Konsekvensen er, at vi får nogle børn, der ikke kan håndteres, og som går ud i verden med den indstilling, at de ikke skal tilpasse sig verden, men at verden skal tilpasse sig dem. Det kan gå, når man er derhjemme med forældrene, men lige så snart man skal begå sig blandt andre mennesker, får man en hård tilværelse. Man havner i en situation, hvor forældrene har forsømt deres pligt til at gøre barnet klar til at være samfundsborger,” siger hun.

Udviklingen i forhold til relationen mellem barn og voksen hænger blandt andet sammen med, at vi i dag lever en tilværelse, som ifølge Birgitte Hultberg er ulidelig let, hvor vi reelt ikke behøver bekymre os om det helt store. Samtidig lever vi med en meget overfladisk kultur, hvor hovedet synes at være adskilt fra kroppen. Alt, vi gør, er fortænkt. Der er ikke noget, der er følt. Og når vi lader hovedet køre alene, så mister vi kontakten med, hvem vi er, hvad vi har brug for, og vi mister fornemmelsen for, hvornår vores grænser bliver overtrådt.

”Vores del af verden er befolket med mennesker, der aldrig har oplevet det hårde liv, krig eller en mangel på nødvendigheder. Som art mangler vi udfordringer. Når vi ikke skal kæmpe for noget, så begynder vores hjerne at arbejde for sig selv, og det betyder, vi begynder at problematisere det, vi har. På den måde er der opstået nogle underlige fortænkte måder at lave pædagogik. For eksempel at vi tror, vi laver overgreb på børn, hvis vi sætter nogle grænser, eller hvis de ikke har de fulde rettigheder over sig selv,” siger Birgitte Hultberg.