Prøv avisen

Vi har så mange ubesvarede spørgsmål

I sommer mistede Joan Ladegaard og datteren Mette deres mor og mormor. De sidder tilbage med en sorg og et savn, som forstærkes af, at den ældre kvinde ikke ønskede at tale om de svære følelser i den sidste tid. – Foto: Jens Bach.

Da 73-årige Elna Nielsen fik kræft, ønskede hun ikke at inddrage sin familie eller tale om sine følelser. Det har efterladt datteren og barnebarnet uforløst, fortæller de

Joan Ladegaard mistede sin mor den 11. juni i år. Teenagedatteren Mette mistede sin mormor. Elna Nielsen blev 73 år.

I det halve år, der gik, fra Elna fik diagnosen lungekræft og frem til sin død i sommer, lykkedes det aldrig Joan og Mette at få den ældre kvinde til at tale om sin sygdom og de følelser, som de tænker, hun må have haft. I dag sidder mor og datter tilbage med savnet og en bunke ubesvarede spørgsmål til den kvinde, der var et holdepunkt i deres liv.

LÆS OGSÅ: Børnebørn skal inddrages, når bedsteforældre får kræft

Jeg tror, hun var bange, men jeg ved det ikke. Det gør mig frustreret og vred. Hvorfor blev jeg lukket ude, spørger 50-årige Joan Ladegaard.

Og hendes datter, Mette, tumler også med sorgen efter mormor, der aldrig gav hende indblik i sine tanker om sygdommen.

Hun talte aldrig med mig om det. Jeg tror ikke, hun har lært at tale om sine følelser som lille, siger Mette Ladegaard, 15.

Elna voksede op under fattige kår, hvor hun tidligt fik en voksens ansvar. Det var ikke et liv, hvor man viste sine følelser. Hun var opdraget til at kæmpe.

Hun delte aldrig sine oplevelser fra dengang, men sagde, at det var derfor, hun var, som hun var, fortæller Joan Ladegaard.

Den livsindstilling styrede familiens liv. I Joans barndomshjem var Elna ikke en mor, der gav et knus eller tog sine børn på skødet. Hun var flittig, syede patchwork og lavede mad. Kom man uanmeldt på besøg, var der fire kager på bordet.

Og Elna kørte gerne 40 kilometer fra Gedsted i Himmerland til Joans hjem i landsbyen Hem ved Skive, når Mette var syg og skulle passes. Mette kom på ferie hos mormor, der lærte hende at sy.

Det var hyggeligt, og jeg blev møgforkælet. Men hun snakkede aldrig om, hvordan hun havde det, husker Mette.

Elna valgte samme strategi, da hun blev syg. Hun var ryger og fik symptomer, der kunne skyldes kræft. Elna tog selv til undersøgelse på sygehuset. Hverken hendes mand eller børnene måtte komme med.

Måske var hun bange for ikke at kunne styre sine følelser. Jeg gætter på, at hun var bange, men jeg ved det ikke. Der er mange spørgsmål, jeg aldrig får besvaret, siger Joan Ladegaard.

Prøvesvaret kom op mod jul. Elna tog igen selv på sygehuset. Joan ventede hjemme hos sin far.

Da hun kom hjem, sagde hun bare: Hvad vil du?. Jeg vil bare høre, hvordan det er gået, sagde jeg, og så kom jeg til at græde. Hvad tuder du for?, sagde hun. Jeg gætter på, at det var svært for hende, fordi hun selv havde lyst til at græde. Men mor var ikke typen, der græd, fortæller Joan Ladegaard.

Moderens lukkethed påvirkede Joan Ladegaards tanker omkring datteren Mette. Familien har før haft kræft tæt inde på livet, for Poul, Joans mand og Mettes far, har haft kræft to gange. Dengang lærte familien at tale åbent om deres følelser, selvom Mette første gang kun var fem år.

Det er o.k. at vise følelser, når der er ting, der er svære. Som familie skal man kunne tale om alt, så man ikke skal tumle med det inde i sig selv, mener Joan Ladegaard.

Alligevel var hun i tvivl om, hvornår Mette skulle have besked om sin mormors sygdom.

Jeg tænkte, at det ikke skulle håndteres som i det hjem, jeg kommer fra. Sådan skal det ikke fortsætte, fortæller Joan Ladegaard.

Kræftens Bekæmpelses rådgiver anbefalede, at pigen straks fik det at vide. Familien måtte ikke holde det hemmeligt.

Mette blev ked af det, men også lettet. Hun havde mærket, at noget ikke var, som det skulle være, fortæller Joan Ladegaard.

Mette selv fortæller, at hun i starten ikke helt forstod, hvor alvorligt det var.

Mormor talte ikke om det, og det havde nok virket mærkeligt, hvis hun havde gjort det, for hun talte aldrig om sine følelser. Det havde været godt, men mærkeligt, siger Mette Ladegaard.

Men uden ord tillod Elna sin datter at komme tættere på. Den dag, hvor hun skulle have klippet håret af og vælge en paryk, fik Joan lov til at følge med.

Det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg føler, jeg blev lukket ind i varmen. Men måske kunne hun bare ikke overskue at vælge parykken alene. Jeg ved det ikke, siger Joan Ladegaard.

Hen over vinteren ændrede Elna sig. Hun kunne ikke længere styre sine bevægelser. Hun kunne ikke læse og brodere. Kræften havde bredt sig til hjernen. Joan tog plejeorlov, så moderen kunne blive boende hjemme.

Selv da kunne vi ikke tale om, at det var alvorligt. Hvad det kunne ende med. Hvad vi skulle have afklaret, fortæller hun.

Men moderen ville gerne have, at Joan sad ved siden af hende.

Om det var, fordi hun ønskede, at jeg var der, eller om det var, fordi hun ikke ville have, at jeg gik og lavede noget i deres hjem, det får jeg aldrig at vide, siger Joan Ladegaard.

I begyndelsen af juni var Elna Nielsen så dårlig, at hun blev indlagt til palliativ behandling på Farsø Sygehus. Da åbnede den døende kvinde endelig for sine tanker.

Hun sagde: Nu kommer jeg ikke hjem mere, husker Joan Ladegaard.

Elna Nielsen døde få dage efter omgivet af sin familie.