Prøv avisen

Esben mistede sin søn: Vi ser sorg som noget, vi skal igennem, og ikke som en mulighed

Journalist Esben Kjær har skrevet bogen ”Min usynlige søn”, hvor han fortæller om tabet af sønnen Sebastian og interviewer eksperter om sorg i håb om at hjælpe andre. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Efter at syvårige Sebastian døde af kræft, besluttede hans far at skrive en bog. Ikke blot om sin personlige sorg, men en fagligt funderet bog om, at sorg også rummer enormt potentiale

Det begyndte som en forkølelse og smerter i brystet hos syvårige Sebastian ugen op til juleaften 2011. Vagtlægerne var ikke bekymrede og mente, at det snart ville gå over. Efter yderligere et par dage valgte familien at besøge deres egen læge, som var mere urolig. Han frygtede, at der var tale om en lungebetændelse og fik Sebastian indlagt på Rigshospitalet.

Indtil da havde hans far, Esben Kjær, været mere presset end urolig. Han var netop begyndt i et nyt job som vært på den dengang nye radiokanal, Radio24syv, og turen til lægen pressede et i forvejen tæt skema. Ordet ”Rigshospitalet” forvandlede med ét følelsen af stress til nervøsitet.

Fra sofaen i hjemmet på Frederiksberg fortæller radiovært og journalist Esben Kjær om, hvordan det var som forælder at miste et barn, og hvorfor han har valgt at skrive en bog om det. Og ikke mindst hvad hans bog med titlen ”Min usynlige søn” kan bidrage med, som ikke allerede er skrevet.

Læs et uddrag af bogen her

Hustruen, Kirsten Stendevad, er endnu ikke kommet hjem, og parrets yngste søn Jonathan på fem år har en legeaftale, så der er ro til at tale. I værelset ved siden af sidder deres anden søn, 14-årige David. Han er fuldt opslugt af sin PlayStation, og der er ingen fare for, at han skulle få lyst til at forstyrre samtalen.

I tiden efter den ældste søn, Sebastians, død søgte Esben Kjær at bearbejde sin sorg på alle måder, han kunne forestille sig. Han dyrkede yoga dagligt og gik til psykolog. Han opsøgte sin præst, som både havde døbt Sebastian og begravet ham. Og han læste om sorg og tab fra en lang række eksperter lige fra sorgforskere og antropologer til psykologer, teologer og filosoffer. Alle kunne bidrage med en indsigt, men ingen formåede at favne hele billedet.

I løbet af sin sorgproces besluttede Esben Kjær sig for at skrive sin egen bog om, hvordan det er at miste. Ikke som en personlig lidelseshistorie, men som et bidrag, der forener den personlige erfaring med, hvad vi i dag ved om sorg. Og som forhåbentlig kan udfordre vores forestilling om sorg og bidrage med ny viden, forklarer han, inden et telefonopkald afbryder ham.

Samme dag som Sebastian blev indlagt på Rigshospitalet kom diagnosen. Esben Kjær havde forladt Rigshospitalet og var i hast på vej mod arbejde på cykel, da han fik beskeden. Sebastian havde lungekræft. De indledende meldinger fra lægerne var efter omstændighederne opmuntrende, men efter en måned med undersøgelse på undersøgelse lød diagnosen, at drengens tilstand var værre end først antaget. Sebastian led af lungehindekræft, en særligt aggressiv kræftform, der yderst sjældent rammer børn, og lægerne gav nu Sebastian én procent chance for at overleve.

Forældreparret ville ikke acceptere dommen og besluttede selv at finde en måde at redde ham på. Mens Sebastian jævnligt fik kemoterapi på Rigshospitalet for at holde sygdommen i ave, rejste familien rundt til hospitaler i hele Europa i jagten på alternativ behandling, der kunne mere end blot holde sygdommen nede. Lægerne på Rigshospitalet bemærkede, at Sebastian viste små tegn på bedring, og opfordrede forældrene til at fortsætte. Optimismen begyndte i glimt at spire hos familien.

En vigtig pointe i bogen, forklarer Esben Kjær, er, at danskernes syn på sorg er misforstået. Man betragter sorg som entydigt destruktiv og som noget, man skal klare sig igennem, lægge bag sig og behandle sig ud af.

Det danske sundhedsvæsen opererer med en periode, som kan spænde fra to uger til seks måneder, hvorefter ”sorg”, eksempelvis over en afdød, ikke længere er sorg, men nu ”depression”. Samme billede tegner sig internationalt, og det forventes, at langvarig sorg fra år 2018 vil figurere på Verdenssundhedsorganisationen WHO’s liste over sygdomme.

Som Esben Kjær forklarer i sin bog, forsøger sorgforskere ellers at gøre op med forestillingen om sorg som noget, der skal overvindes for derefter at forsvinde. I dag siger eksperterne, at også efterladte, der har en sund måde at håndtere deres sorg på, altid vil pendulere mellem sorg og det nye liv. Man taler om at pleje sin sorg ved at ”gensørge”, at vende tilbage til sin sorg fra nye udgangspunkter.

Efter måneder med fremgang begyndte Sebastian med ét at få det værre igen, og behandlingens virkning aftog. En sidste desperat rejse mod behandling i Østrig hjalp ikke, og klokken fire om morgenen den 12. juni 2012 sov Sebastian ind på Rigshospitalet efter seks måneders sygdom.

Den første tid efter Sebastians død befandt Esben Kjær sig i den ukontrollerede sorg, derpå fulgte meningsløsheden. Tab af mening er en reaktion, man ofte ser hos efterladte. Efter samtaler med blandt andre sognepræst Mikkel Wold ved Marmorkirken i København nåede Esben Kjær til erkendelsen, at det er svært at finde en mening med Sebastians død. Men at det er muligt at finde en mening i den.

Sorgen er en enorm energi, der slippes løs, forklarer han. Man kan ikke dæmpe sorgen – men man kan give den retning, bruge sorgen til noget meningsfuldt. Man kommer ikke ud på den anden side som den samme person, man var inden, men sorgens transformerende kraft kan skabe i stedet for at nedbryde. Det gør sorgen til en meningsfuld proces, der dermed bliver lettere at udholde.

Hans bog er ikke kun blevet til i håb om at hjælpe andre i deres sorg. Den er også skrevet til Sebastian, som i dag er Esben Kjærs inspiration til at være den bedst mulige version af sig selv. Bogen handler således også om at skabe en mening i det meningsløse, der ikke lader sig forklare ud fra rationalitet eller retfærdighed.

Meningsløsheden er måske en af årsagerne til, at danskere har det så svært med sorg. Både de pårørende, kirken og samfundet i bredere forstand tier de døde ihjel, mener Esben Kjær, som i månederne efter sin søns død jævnligt blev spurgt, om familien var ”kommet sig over tabet”, eller oplevede, at deres nærmeste ganske enkelt undlod at tale om Sebastian.

Det skyldes et fattigt forhold til død og sorg i den vestlige verden, hævder antropologer, som Esben Kjær har talt med. I mange lande er sorgperioden forbundet med stærke ritualer, og de sørgendes nærmeste er aktivt involverede i sørgeprocessen. Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor mange, enten på grund af berøringsangst eller et misforstået hensyn, holder afstand til de efterladte. Noget, der er helt hen i vejret ifølge Esben Kjær.

”Måske frygter man, at blot det at nævne hans navn ripper op i såret. Men det er helt misforstået. Man bærer smerten overalt, og det ændrer et ord altså ikke på. Tværtimod hjælper det at tale åbent om det. Alle undersøgelser viser, at sammenholdet og nærsamfundet har en enorm betydning for de efterladte. Og det behøver man ikke engang en undersøgelse for at vide, det er almindelig sund fornuft.”

Bogen ”Min usynlige søn” udkommer på Gyldendal den 10. maj. Læs et uddrag her. 

Sebastian døde som 7-årig. Nu har hans far, Esben Kjær, skrevet bogen "Min usynlige søn". Foto: Petra Theibel Jacobsen
Esben Kjær med sin 14-årige søn David. Foto: Petra Theibel Jacobsen