Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Mine familieværdier

Waage Sandø: Jeg er vokset op med ludomani, kærlighed og kløen på ryggen

Ifølge Waage Sandø er det meget vigtigt, at børn kender til livets omskifteligheder - både i glæden og i sorgen.

Farens spilleglæde har fyldt meget i skuespilleren Waage Sandøs 71 år lange liv. Men som barn følte han sig altid elsket og bakket op hjemmefra, og det har han forsøgt at give videre til sine egne børn

Jeg er nærmest vokset op på Det Ny Teater. Vi boede i en stor lejlighed i passagen, som går fra Gl. Kongevej til Vesterbrogade, hvor teatret ligger. Både min far og min mor arbejdede ude som restauratører, selvom det var en tid, hvor det ikke var særlig almindeligt, at kvinder arbejdede. Mit barndomshjem var patriarkalsk. Det var min far, der var familiens overhoved, og det var hans ord, som i sidste ende gjaldt. 

Min far var en spiller, og vi var tæt knyttede til hinanden af spil. Vi købte væddeløbsplader sammen, tog på travbanen sammen, spillede sammen og tog hjem sammen. Der var et helt særligt liv på travbanen, og min far var midtpunktet. 

Min far var ludoman. Jeg vidste, han spillede meget, men ikke hvor meget. Han spillede på alt. Trav, galop, brevduer, tips, alt. En dag, da jeg kom hjem fra skole, manglede alle malerierne og møblerne. Det var blevet stampet, for far havde åbenbart spillet for flere penge, end vi havde. Det var pinefuldt for min mor.

Da min far blev dement, måtte min mor overtage finanserne. Hun fik en revisor til at hjælpe sig, og først dér fandt hun ud af, hvor mange penge de tjente, og hvor få der var tilbage. Jeg ved ikke, hvor meget han havde spillet væk, men det var virkelig, virkelig mange penge.

Da jeg var barn, vidste jeg ingenting. Jeg anede ikke, hvor hårdt det var for min mor. På trods af min fars spilleproblem synes jeg, at jeg er vokset op i et hjem med tryghed og kærlighed. Far og mor holdt sammen, og vi havde, hvad vi havde brug for. Særligt min mor var fantastisk kærlig og omsorgsfuld. 

Min mor er den person, som jeg har været klart tættest med i min familie. Jeg er et menneske, der godt kan lide at blive nusset og rørt ved, og det var min mor vældig god til. Et halvt år inden hun døde, fejrede vi hendes 85-års fødselsdag. Hun var træt og orkede ikke særlig meget mere. Da folk var gået, sad vi i sofaen. 'Mor, der mellem skuldrene. Vil du ikke klø?' 'Årh Waage, så lad gå!' Og så kløede vi hinanden lidt på ryggen. Vi havde et meget varmt og kærligt forhold til hinanden. 

Mine forældre var stolte af mig. De elskede mig, støttede mig og værdsatte mig, og jeg fik en enorm ballast med hjemmefra. Det har betydet utrolig meget for mig. Mine forældre interesserede sig altid for, hvad jeg foretog mig, og de var aldrig fordømmende. Det har jeg altid været dem taknemmelige for, og det har jeg virkelig forsøgt at give videre til mine egne børn.

Da min mor døde, var vi alle oppe i vores sommerhus. Det var en påske. Jeg havde besøgt hende Skærtorsdag, og så ringede hospitalet Langfredag og fortalte, at min mor var død. Jeg spurgte, om nogen ville med ind for at se hende. Det ville min yngste gerne. Da vi kørte ind til hospitalet, flagede hele byen på halv. Jeg fortalte min datter, at det var, fordi farmor var død. Jeg tror, det var vigtigt, at hun selv så, at nu var farmor ikke mere.

Jeg har forsøgt at elske, støtte og bakke op om hvert af mine børn. Men jeg synes også, det er vigtigt, at de ikke er blevet skånet for meget for alt det, der er sket omkring dem. Mine børn har skullet vide, at der også findes konflikter. Jeg har gjort, hvad jeg har kunnet for ikke at pakke dem for meget ind. Det er vigtigt, at de har set livets omskifteligheder både i glæden og i kærligheden, men også i sorgen.