Prøv avisen
Sommerklassiker

Når familien går i stykker: Fire mennesker fortæller om det tabuiserede brud

Ane og Mette har begge aktivt fravalgt kontakten til en af deres forældre, mens Ulla og Grethe føler sig frasorteret af deres døtre.

Hvorfor vælger mor og barn at gå fra hinanden? Og hvordan kan man lære at leve med, at det barn, man har givet livet, vælger en fra? Læs eller genlæs fortællingerne fra fire personer, som alle har oplevet brud på familien

At mor og far går fra hinanden er velkendt.

Men at børn lader sig skille fra forældrene, er tabubelagt. Alligevel sker det oftere, end man tror, at voksne børn fravælger kontakten til deres forældre. 

Årsagen til bruddet med familien findes ofte i barndommen.

Anes barndom var for eksempel præget af en stor og tidlig ansvarsbyrde, som hendes forældre burde have taget - derfor taler hun i dag stort set ikke med sin 80-årige mor. 

Mettes far var hendes mor utro og løj om det. Hun kan ikke tilgive ham, fordi han ikke vil bekende sine fejl, og derfor har hun i dag ikke kontakt med ham. 

Og så er der mødrene Grethe og Ulla, der er ulykkelige, fordi deres voksne døtre har taget afstand til dem. Og ikke mindst fordi, de ikke aner hvorfor.

Læs eller genlæs alle historierne om brud på familien herunder. 

At miste kontakten til sit barn er belagt med tabu

Et barns forhold til forældrene er til døden dem skiller, men mange voksne børn lever med en brudt relation til deres far og mor, og forældre sidder tilbage og føler, at de har mistet det forhold, de havde oplevet som den mest naturlige og tætteste i deres liv: Forholdet til et barn.

"Det sker hyppigere, end vi tror. Det er så sårbart og på mange måder kan det opleves skamfuldt, så det er ikke noget, man taler åbent om," siger Anette Due Madsen, der er psykolog og famlieterapeut og kendt af Kristeligt Dagblads læsere fra brevkassen »Spørg om livet«. 

Hun konstaterer, at brevkassen aldrig har fået så mange breve fra mennesker, som da de bragte et brev fra en forælder, der havde mistet kontakten med sit voksne barn. 

"Familierelationen er noget, vi indgår i fra naturens vej, og den anses for det mest naturlige i verden, derfor er det nok ekstra smertefuldt, når det ikke lykkes. Man har kun den familie, man har, og vi lever af familierelationerne og udvikles gennem dem. At forklare at det ikke virker, kræver mange ord og er ofte enden på en kompleks historie," siger Anette Due Madsen.

Læs eller genlæs hele historien her

Ulykkelig mor: Min datter har valgt mig fra

Hver dag beder 70-årige Grethe for sine tre børn, svigerbørn og de seks børnebørn, men når hun går fra forbønnen og ud i dagen, så øver hun sig i at tænke på sin ældste datter, der i 25 år har ønsket at holde moderen på afstand af sit liv.
 
"Jeg har mistet et barn, men har en ulykkelig kærlighed til hende. Jeg har grædt og grædt over det, men nu kan jeg tale om det uden at græde," siger Grethe, der har gjort mange notater forud for interviewet.

Hun vil gerne huske alle detaljerne fra livet med datteren, for datteren har hun ikke mistet fra den ene dag til den anden. Grethe mener, kimen til bruddet blev lagt, dengang hvor alle tre børn boede hjemme, og hun og hendes mand hyppigt glædede sig over den familie, de havde fået, med tre harmoniske børn. 

Da Grethes to døtre nåede pubertetsalderen, ændrede billedet af det harmoniske barndomshjem sig, og jalousi styrede forholdet mellem de to piger. 

"Min ældste datter, Birgit, var jaloux på sin lillesøster Helle. Det var Helle, der klarede skolen med lethed og havde overskud til at samle mange venner, mens Birgit måtte kæmpe for at nå rimelige resultater i skolen og ikke virkede så tiltrækkende på vennerne," siger Grethe.

Læs eller genlæs hele historien her

Skal jeg give min aldrende mor en chance til?

Når jeg tænker tilbage på mit liv, tænker jeg, at det tidligt var præget af et meget stort ansvar, som mine forældre selv skulle have taget. Jeg er det ældste barn, og jeg har to mindre brødre, der er seks og otte år yngre end jeg.

Indtil jeg var 12 år, var min mor hjemmegående. Familien var privilegeret med hushjælp. Imidlertid mistede min far sit job, og familien flyttede til min mors hjemby i den anden ende af landet. Mine forældre startede en forretning og var sjældent hjemme. Her begyndte ansvaret. Der var i de følgende år ansat utallige unge piger til at passe mine små brødre. Ingen syntes at være den rette, og i en lang årrække var det så storesøsters opgave altså mig at tage over efter skoletid.

Da jeg var 16 år, var mine forældres butik lukket med stor gæld til følge. Min far var sygemeldt, og min mor arbejdede på kontor. Hun havde svært ved at magte det, og hun mente, at hun trængte til ferie, og det fik hun. Jeg passede mine små brødre. Jeg holdt hus, sørgede for mad og lektiehjælp og gik samtidig til min første eksamen i realskolen. 

Da jeg var 18 år, døde min elskede morfar. Min mor lagde igen ansvaret fra sig og kunne ikke magte at fortælle mine yngre brødre om dødsfaldet, så det måtte jeg gøre. Ikke på noget tidspunkt er ordet tak blevet taget i brug. Jeg flyttede hjemmefra kort derefter for at få lidt fred.

Læs eller genlæs hele historien her

Jeg ønsker ikke længere at kende min far

På opslagstavlen i Mettes soveværelse i lejligheden i København hænger et sort-hvidt foto af hende i dåbskjole. Moderen, der bærer hende, og faderen ser kærligt på den førstefødte.

"Det billede kan jeg godt have hængende uden dog at føle, at han er min far, og at jeg er hans kød og blod. En gang var jeg vred på ham og bange for ham, men nu er jeg bare ligeglad. Og det er nok denne ligegyldighed, der er værst for min far og mig," siger 31-årige Mette.

Det var en aktiv familie med fire børn. Begge forældre havde job, men samtidig blev der plads til engagement i det lokale missionshus og sognekirken. Hendes far var en af forkynderne i missionshuset og var brugt som taler på egnen. Mette blev nærmest født ind i det kirkelige børnearbejde, og det var naturligt, at hun kom på kristen friskole.

"Jeg har forsøgt at huske, hvornår min far var en god far. Jeg har minder om sjove lege og smil, da jeg var lille, men det er ikke de minder, der dominerer. Jeg husker ham mest som en meget moralsk og dominerende far. Der var ofte stor forskel mellem ord og handling. Jeg opførte mig ofte hysterisk, fordi jeg prøvede at få ham i tale. Han gav igen ved at tale meget nedsættende om mig. Han forsikrede mig, at mit liv ville kuldsejle og kaldte mig flere gange frøken Judas," siger hun. 

Da hun var 12 år, blev forældrene venner med et andet par, der også kom i missionshuset. Efter en tid udviklede der sig et forhold mellem Mettes far og konen fra venneparret. Nabokonen og kammerater fortalte Mette, at de havde set faderen og den nye kvinde i skoven. Selv kunne hun se, at hendes far blev som en forelsket dreng, når de var sammen med parret, og hun så flere gange hans bil parkeret ved parrets hus, når faderen skulle være et andet sted. 

"For min mor var far manden i hendes liv, og hun ville gå langt for familiesammenholdets skyld," siger Mette.

Læs eller genlæs hele historien her

Min datter vil ikke tale med mig

Jeg ved, at der er mange voksne børn, som ikke vil have kontakt til deres forældre, og det gør ondt.

Vi har to piger med fire års forskel. Den yngste, Berit, som jeg vil kalde hende, var som 16-årig ude for en trafikulykke og svævede mellem liv og død i flere dage. Hun var meget afhængig af sine forældre i de efterfølgende år, hvor vi gjorde, hvad vi kunne. Efter et års tid kom hun i gang igen og fik efterhånden en uddannelse.

Senere fandt Berit en kæreste med stort behov for anerkendelse, og som gerne ville styre det meste. Jeg ved, at han som barn var indlagt, men ved i øvrigt ikke noget om, hvilke problemer han har. De besøgte os ganske tit og var sammen med os på ferie. Pludselig skete der efter fem år det, at de tog afstand fra os og beskyldte mig for at drikke, og meget andet var også i vejen. Andre i familien var uforstående og undrede sig over denne afstandtagen. Berit forsøgte at få sin storesøster med i det, men hun trak sig.

Da Berits barn nummer tre skulle døbes, blev vi ikke inviteret. Men jeg besluttede, at vi ville møde op og overvære barnedåben fra bagerste række. Storesøster var inviteret og satte sig ned sammen med os. Efter nogle måneder uden kontakt lykkedes det omsider at mødes, og jeg fik set mit flere måneder gamle barnebarn. 

Nogle i familien udtrykte indimellem: ”Bare hun ikke tager livet af sin far,” da han havde haft nogle hjerteproblemer. En dag havde vi besøg af Berit og hendes familie, og det gik godt, og vi blev inviteret til dem lidt senere. Dagen før at vi skulle besøge dem, døde min mand - hendes far - ganske pludseligt. 

Det var svært. I det følgende går det godt nogle år, hvor børnebørnene også er på sommerferie hos mig. Fem års tid efter er jeg på højskole og møder en enkemand. Han bliver også accepteret af Berit. 

Næste forløb starter for knapt et år siden, hvor vi var til familiekomsammen. Der havde de to søstre en diskussion. Nogle måneder efter blev vi inviteret, hvor vi kun måtte komme, ”hvis vi ikke var sure”. Vi undrede os. 

Læs eller genlæs hele historien her

Modelfoto.
Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen. Foto: Mette Frandsen
Modelfoto.
Modelfoto.