Anette Støvelbæk: I min familie var der ofte utilpassede unge med om bordet

Hvis jeg som barn drillede en kammerat, skammede jeg mig over at fortælle det til mine forældre, fordi værdien om inklusion stak så dybt i vores familie, fortæller skuespiller Anette Støvelbæk. Foto: Ritzau Foto

Skuespiller Anette Støvelbæk voksede op i en tjenestebolig i sin fars ungdomspension, hvor de utilpassede unge ofte blev inviteret indenfor. Selvom det nogle gange var lidt irriterende, lærte det hende værdien af at tage sig af andre

Jeg er opvokset i Urbanplanen, som er et socialt boligbyggeri på Amager i København. Min far var forstander på en ungdomspension der så mine forældre, min storebror og jeg boede i en tjenestebolig i samme opgang som de unge beboere.

De vigtigste værdier i min familie var inklusion og tolerance. Omsorg for andre mennesker kendetegnede både min nyligt afdøde far, som var socialrådgiver, og min mor, som var pædagog og talepædagog.

Mange af de unge på min fars ungdomspension havde problemer med stoffer og vold, og min far inviterede dem ofte hjem til os til højtider, fordi de havde ekstra brug for omsorg i de perioder, hvor andre børn og unge normalt er sammen med deres familier. Mine forældre prøvede at skabe en kernefamilie for min bror og jeg, men vi adskilte os alligevel lidt, fordi der tit sad fremmede unge med om middagsbordet. På den måde har mine forældre altid sat et eksempel for min storebror og jeg, som handlede om at åbne vores døre og hjerter for andre.

Jeg var tæt knyttet til min farmor. Hun var et godt menneske og en god kristen. På trods af, at hun havde fundet sit livs mening i troen, prøvede hun aldrig at pådutte andre troen. Hele livet var hun opsat på at tilegne sig ny viden på alverdens områder, og hun formåede at dele ud af sin viden uden at blive opdragende. Selv da hun blev gammel, insisterede hun på at blive ved at uddanne sig og tog for eksempel på højskole med mennesker i alle aldre. Jeg elskede alle øjeblikke, jeg havde med hende. Når hun var i sommerhus med min familie, delte vi køjeseng og løste kryds og tværs sammen på værelset.

Vi har altid sunget meget i vores familie. Mine forældre har lavet en særlig fødselsdagssang på melodien til sangen ”Den glade vandrer”, hvor fødselaren altid får sin egen personlige linje bygget over hans eller hendes efternavn. Så man ved aldrig, hvad man kommer til at høre om sig selv til familiefødselsdagene.

Hvis jeg som barn drillede en kammerat, skammede jeg mig over at fortælle det til mine forældre, fordi værdien om inklusion stak så dybt i vores familie. Selvom det ikke drejede sig om nogle meget slemme ting, jeg havde sagt eller gjort, kunne jeg mærke, det var grundlæggende forkert, når jeg ikke opførte mig ordentligt over for andre.

Jeg vil gerne give mine børn muligheden for at træffe de valg, de synes er rigtige. Der er et voldsomt pres på unge i dag. De skal fra en tidlig alder vide, hvilken uddannelse de vil tage, og de skal helst blive færdige med den så hurtigt som muligt. De skal vide, hvad de vil være, inden de overhovedet har fundet ud af, hvem de er. Mine to sønner har begge nået den alder, hvor de skal i gang med voksenlivet og klare mange ting selv. Jeg håber, at jeg har vist dem, at det vigtigste de kan gøre, er at mærke efter i sig selv og vise omsorg for andre mennesker.