Kristeligt Dagblad mener: Man savner Schlüters muntre bemærkninger i dagens ekstremt kontrollerede statsministerium

Schlüter var en pragmatiker, der fik samfundet til at fungere

Det var et land, der med den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesens egne ord havde kurs mod afgrunden, som den på alle måder undertippede Poul Schlüter (K) overtog ledelsen af i 1982. Da han godt 10 år senere måtte forlade statsministeriet efter skandalen med tamilsagen, var det ikke længere afgrunden, man kunne se, men derimod kursen til de reformer af arbejdsmarkedet og velfærdsstaten, som skiftende regeringer siden har fulgt.

Poul Schlüter, der døde i torsdags som 92-årig, har sin del af æren for, at dansk økonomi er solid, og at vi ikke længere bestandigt taler om underskud på betalingsbalancen. At danskerne har vænnet sig til, at de selv sparer op til pensionisttilværelsen, at kronen følger euroen i fast kurs, og at velfærdsstatens fremtid er sikret, fordi efterfølgende regeringer har kunnet bygge videre på de reformspor, der blev lagt ud i 1980’erne af en mand, som syntes ideologier var noget bras. Sikringen af statsfinanserne, livtaget med massearbejdsløsheden og opgøret med det høje skattetryk kom ganske vist først senere. Men kursen til en ansvarlig økonomisk politik blev lagt under Schlüter.

Udlændingepolitik fyldte ikke meget i begyndelsen af 1980’erne, og det var under Schlüter, at Danmark fik det, der blev betegnet som Europas mest liberale udlændingelov. Siden tog indvandringen fart, og flere gange i løbet af årtiet blev der strammet op, men mange af de udfordringer med ikke vestlig indvandring, Danmark slås med i dag, kan dateres tilbage til tiden, hvor det blev muligt at få familiesammenført såvel ægtefæller som børn og forældre, ligesom den såkaldte palæstinenserlov gav humanitær opholdstilladelse til en gruppe mennesker, der siden blev betydeligt overrepræsenterede i danske fængsler. Ganske vist udenom regeringen. Men det skete på Schlüters vagt. I et interview med Kristeligt Dagblad for seks år siden sagde Poul Schlüter ”flygtningestrømmen er på det seneste nærmest udtryk for en folkevandring, og den skal vi ikke give efter for.”

I samme interview talte han også om datidens pæne samarbejdsklima ”... dengang var der en god forståelse mellem partierne. Det kniber det mere med i de senere år. Medierne har en stor del af ansvaret for det, især tv-stationerne.” I dag kan man tilføje de sociale medier som en væsentlig årsag til, at nutidens politiske debatkultur er blevet mere hård og ikke altid afspejler stor eftertanke.

Schlüter var måske den sidste statsminister, der kunne tage bussen til sin første arbejdsdag som statsminister. Han skrev selv sine taler, ligesom han i stort omfang klarede pressen selv. Han var statsminister, længe før man skulle vise håndbajere, hundehvalpe og håndboldbilleder på Instagram som et udtryk for postuleret folkelighed, der giver indtryk af personlighed, men er stærkt koreograferet af store politiske sekretariater.

Schlüter var rund og havde lune. Hans joviale facon (nogen vil kalde det konfliktskyhed) bragte ham langt, og det lille smil og den muntre bemærkning kan man i dag savne i Statsministeriets ekstremt kontrollerede univers. Det skal nok gå alt sammen, som han sagde.